Svend Brinkmann har nu solgt 12 oplag af sin bog med titlen "Stå fast". Hans hovedbudskaber er at vi skal gøre op med tidens udviklingstvang, stoppe selvudvikling, og istedet være sure og tage nej-hatten lidt oftere på. Det sidste påstod Brinkmann i gårsdagens dobbelt-foredrag i Billund Kirke er ironisk ment, men når en professor i psykologi siger sådan noget, skal man nok regne med at en del tager det alvorligt - og det er ret problematisk.

Tænk hvad en uddannelse som coach egentlig sætter gang i!

Nu hvor uddannelsen er overstået har jeg det lidt ligesom Neo i Matrix filmene. Jeg har spist den røde pille og oplever nu verden på en helt anden måde. Du kan også sige at regnbuen har fået flere synlige farver for mig. Jeg er simpelthen blevet reddet fra mig selv og nogle af mine begrænsende overbevisninger.

Hvordan sikre vi os mest mulig energi til at opnå vores ønskede udvikling?

En del af de drømme vi har forbliver måske drømme, fordi vi automatisk ser dem som uopnåelige?

For nogle år siden havde jeg et rigtig kedeligt ry, som en person der var både arrogant, kølig og generelt uinteresseret i andre. I tillæg til det, havde jeg også ”en skarp tunge”, og fik ofte sagt noget uovervejet, som kunne virke både sårende og stødende på andre. Da det gik op for mig, at det var sådan mange så mig, gjorde jeg op med mig selv, at jeg ville forandre mig. De følgende år arbejdede jeg derfor meget med min adfærd over for andre mennesker.

Ordene er Britt-Maries. Hovedpersonen i Fredrik Backmans ”Britt-Marie var her”. Egentlig ikke en særlig god roman, efter min mening. Men den her passage står ret tydeligt for mig. Sikkert fordi jeg læste den, mens jeg tog uddannelsen som ICI coach hos Empowermind.