Alle Stresscoaches burde have sådan en!
Jeg er en gammel rotte, når det gælder stress. Jeg er ekspert ud i alle tænkelige afkroge og hjørner. Jeg har prøvet langt det meste på egen krop, jeg arbejder med det til dagligt, er uddannet inden for feltet – jeg ved stort set alt, hvad der er at vide om stress...
Det troede jeg i hvert fald…
Beviset ses i at over 1 million danskere årligt rammes af stress, depression eller angst. Overskriften provokerer dig måske, idet den indikerer, at det er den enkeltes ansvar at sikre sig robusthed nok til at bevare et godt mentalt helbred. Det er der dog stadig mere og mere der tyder på er tilfældet, og det kommer til at rette fokus mod fremtidens måske mest vigtige personlige kompetence: Mental robusthed.
På rigtigt mange arbejdspladser er der en hjertestarter, hvis du som medarbejder skulle falde om. Der er garanteret også en eller flere, der er uddannede førstehjælpere, hvis du skulle komme ud for en ulykke. Men hvad nu, hvis du bliver ramt af stress? Er der også en førstehjælper med forstand på det på din arbejdsplads?
Der bør være en førstehjælper til stressramte på enhver arbejdsplads. Stress er nemlig ikke den enkelte medarbejders problem. Det var faktisk én af de væsentligste årsager til, at vi startede uddannelserne som Stresscoach og Stressbehandler for snart fem år siden. Målet er at uddanne de førstehjælpere.
’Hvis du bare kunne snøre dine løbesko, gå udenfor og måske op ad din indkørsel til at starte med, det ville være helt fint. Det er vigtigt med motion og at komme ud.’
Jeg sad i sofaen til min første session hos en nyuddannet stresscoach. Jeg havde lige fortalt at jeg regelmæssigt løb små ture i skoven - at jeg tidligere havde været i forløb hos en anden stresscoach og havde fået en hel række gode værktøjer, men endnu ikke var kommet helt i mål.
Tænk
Hvor ville vi så være henne….?
Vi er så glade for at Stresspanelet har ladet sig inspirere af det forslag som EmpowerMind sendte ind til dem i efteråret. Vi mener nemlig at det helt rigtige sted at sætte ind, er med forbyggende præventive indsatser, mod den voksende stressproblematik, der holder på den lange bane – derfor skal vi allerede starte hos børnene.
Medarbejdere, der får stress, skal ikke regne med hjælp fra deres arbejdsplads. Det viser en ny videnskabelig undersøgelse om, hvordan danske arbejdspladser håndterer arbejdsrelateret sygdom. Syv ud af 10, der anmelder en psykisk arbejdsskade (stress), oplever, at deres arbejdsplads har håndteret forløbet omkring sygdommen dårligt. Der er mere end nogensinde behov for coaches, der kan håndtere stress.
Som i anden coaching er ord vigtige, og jeg oplever, at de bliver overordentligt vigtige i coachingen af stressramte i forhold til at have fokus på det positive og ressourcerne hos den stress ramte, så vi giver fokuspersonen de bedste forudsætninger for at lykkes med at gøre noget andet. Eller sagt med andre ord, undgår at aktivere amygdala med de ord jeg, som coach, bruger. Det har bestemt været et opmærksomhedspunkt fra min side, at have det fokus i dialogen.
Lyt til ugens podcast 'Nøglen til din hjerne' med Jørgen Svenstrup og Marianne Juelsgaard, hvor de taler om emnet 'stress' her:
En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt. Som en lille test til mig selv, selvtilliden var jo høj, valgte jeg at finde på 10 emner fra dagligdagen for lige at tage temperaturen på situationen. Jeg havde en klar forestilling om at jeg skulle mærke en fantastisk moder-forherligelse ved gennemgangen af de 10 emner. Jeg har jo fokus på den coachende tilgang, højt lytte-niveau, spørgeteknikken i orden, understøtter bestemt fremdrift og vil det bedste for vores kære barn.Efter de første 3 emner hvor jeg hver gang tilføjede ”jeg er forfølger”, faldt humøret noget. Efter at have gennemgået de 10 emner havde halvdelen fået tilføjet enten ”jeg er forfølger” eller jeg er redder! Av, det gjorde nærmest ondt!Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne dramatrekanten i den grad komme snigende og jeg havde slet ikke set det? Ja, skal jeg være oprigtig kunne jeg hurtigt finde på rigtig mange gode undskyldninger, men det var naturligvis blot en måde at lindre utilfredsheden med mig selv.Heldigvis kender jeg opskriften på at bryde mønstre og vil over den næste tid glæde mig over at ændre på mig selv. 1. Første kræver det jo en bevidsthed – tjek! 2. Og så handler det om at træde UD!Måden jeg vil fastholde min beslutning på, skal drives af en daglig nysgerrighed over at finde ind til hvor og hvem Amelina er i dag, taler vi overhovedet samme sprog, eller påtvinger jeg hende mit verdensbillede? Her må jeg skrue gevaldigt op for lytte-niveauet og være ubetinget nærværende? Og så vil en smiley på en post-it, hængt op på badeværelses spejlet, minde mig om det hver morgen og aften Dertil vil jeg skrue op for anderkendelsen af det hun står for. Jeg er overbevist om at børn som udgangspunkt ønsker at samarbejde. Så når Amelina ikke lige gør som jeg siger, eller når jeg tænker ”det er ikke smart”, så vil jeg fortsat anerkende hendes bagvedliggende positive intention og almene behov for at udvikle sig. Hvordan kan jeg tro, at der kun er én løsning, som lige præcis er lig med mit verdensbillede!?Kan jeg vælge så ønsker jeg at min datter skal kunne sige ”mor, det er ikke i orden”, ”mor der lavede du en fejl”…. Og at jeg ikke lader mig kapre af mine følelser - for mor kan jo blive stødt! Eller trykker på automatpiloten fordi jeg ikke er nærværende. Jeg vil vælge at lytte, jeg vil vælge at anerkende, jeg vil vælge at møde hende, jeg vil vælge at samarbejde om fælles mål bygget på vores begges værdier.Hvor er det fedt, at jeg kan vælge!
Et skub udover kanten
At give slip er en af mine største udfordringer. Jeg kan godt lide at have en plan. Det til trods for at jeg gang på gang konfronteres med, at mine planer går i vasken. Jeg vil bare så gerne have det hele til at ”gå op”. Derfor glemmer jeg nogen gange at have det sjovt. Jeg er alt for fornuftig og tager tidligt hjem, fordi jeg skal op næste dag, selvom jeg egentlig hellere vil blive ude. Men hvor fornuftigt er det egentlig talt, at lade være med at slappe af og have det sjovt?
Min mor kalder mig Alfons Åberg. I børnebogen skrevet af Gunilla Bergström er den lille dreng Åbergs mest anvendte sætning ”jeg skal bare lige”. Selvom jeg ikke umiddelbart identificerer mig med den meget rundhovedede dreng, må jeg give min mor ret – Åberg og jeg har altid et eller andet på agendaen, der ikke kan vente.
InspirationsaftenHent appen MentaltræningPROinspirationsaften om Mentaltræning/Mentaltrænerudd.Test dig selv
