Du har sikkert prøvet det i forbindelse med en eksamen, en stor fremlæggelse eller din bryllupstale. Din puls stiger, dine håndflader bliver svedige og din stemme knækker over. Forskning har vist, at din måde at fortolke din krops nervøsitet på, kan have meget stor betydning for, hvordan du klarer den opgave, du står over for.
Jeg husker stadig meget tydeligt den tirsdag i oktober 2012, hvor jeg var kaldt til møde hos min chef. Mødet var aftalt udenom vores almindelige møder, men det lagde jeg ikke så meget i.
30 minutter efter mødets start var jeg på vej ned til min lederkollega på etagen nedenunder. Jeg ville dele med ham, at det rigtig gode samarbejde vi havde haft i flere år, nu stod for at skulle stoppe til februar året efter.
I vinterens tag-dig-selv-alvorligt indsats, er vi nået til at kigge på hvad det egentlig er der står i vejen for at vi gør det - tager os selv alvorligt.
Der er flere indre modstandere, og idag vil jeg introducere dig for den første.
Det handler om vores nedarvede behov for stabilitet og skyldes den måde, din hjerne er konstrueret på.
”Jeg kunne godt tænke mig et mere udfordrende job. Et job , hvor jeg bedre kan udnytte mine kompetencer og har mulighed for at blive dygtigere.”
Sådan lyder danskernes begrundelse for at skifte job, ifølge en stor analyse, som Linkedin udarbejdede i 2015. Man må tro, at det står sløjt til med den slags stillinger i dansk erhvervsliv. I hvert fald har vi europarekord i at skifte job.
Alene i de ni første måneder sidste år, skiftede 632.000 danskere job
– det er næsten hver fjerde beskæftigede.
Nervøsitet kan stå i vejen for din gennemslagskraft, når du skal interviewes af en potentiel arbejdsgiver. Men du kan snyde hjernen til at tro, at du er verdensmester i jobsamtaler. Det handler om visualisering.
Du kender det sikkert. Du sidder foran en potentiel arbejdsgiver. Svedige håndflader, høj puls, uro i maven. På den anden side af bordet sidder arbejdsgiveren. Han ser rystende hænder, sved på panden, og han hører, at din stemme er i unaturligt højt leje.
De fleste sportsfolk bruger mentaltræning i et eller andet omfang. De bruger det for at optimere deres chance for succes, og de bruger det for at håndtere bagsiden af medaljen: Angsten for ikke at være god nok, stress og måske oven i købet let depression.
Når du søger job, står du ofte i en situation, som minder rigtigt meget om sportsfolkenes.
Nu hvor vi går vinteren - og inden vi har set os om, et helt nyt år i møde, så vil jeg invitere dig til at rette din opmærksomhed mod dig selv.
Vi får i medierne jævnligt skudt i skoene, at vi er egoister og individualister, der kun er optagede af os selv. Compassion er det nye buzzword, der maner os til at være omsorgsfulde og hjælpsomme over for hinanden.
Kender du følelsen af at du gerne vil hjælpe og please andre, men at du af og til glemmer at tænke på dig selv? Måske er det gået hen og blevet en vane for dig, således at du helt har glemt, hvad du gerne selv vil og hvad der giver dig energi?
Jeg har for nylig været til et foredrag om positiv psykologi, hvor ordet mekaniker blev brugt som billede på, at vi arbejder på at udbedre fejl i "motoren". Det er helt naturligt for vores hjerne at vurdere farer og trusler hele tiden. Den er ikke vant til at tænke på fremtiden og forestille sig noget der ikke er sket endnu. Det er til gengæld din fordel, for det gør dine muligheder for at forme din fremtid bedre.
Det at rejse ud sammen i regi af Teamcoaching uddannelse hos EmpowerMind.
Nu er rejsen så nået til 4. og sidste blog. Her er det måske er meget belejligt at genbesøge overskriften, der startede det hele - "det at rejse ud sammen" og spørge os selv, hvad har vi så set og erfaret på vores teamcoaching uddannelse hos Empowermind og ikke mindst i team øst.
Coach-Club hos EmpowerMind svigtede mig ikke. Jeg fik præcis, det med hjem jeg søgte. Næsten ingen kendte hinanden, og alligevel var der ingen overfladiske eller ligegyldige interaktioner. Min nysgerrighed skulle få næring. Jeg bruger de samme 5 værktøjer, og stiller de samme 35 spørgsmål. Jeg behøver opfriskning, repetition
Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.
Mette: ”Kender vi kulturen i teamet?”
I vores andet blogindlæg skrev Malene om vigtigheden af at måle "temperaturen" i vores teams for, at imødekomme udvikling af et team til et High- performance team.
