Overvejer du at tage en coachuddannelse, er det helt afgørende at du vælger den rette. Derfor har vi samlet nogle af de mange spørgsmål som vi ved det er vigtigt for de fleste at få svar på. Måske det kan hjælpe dig til en beslutning...

Af Trine Steengaard Nielsen

Det var en spontan (og meget uvant) beslutning, at jeg aftenen inden meldte mig på ICI coachuddannelsen. Jeg havde derfor ikke de store forventninger eller nogen viden om coaching på forhånd. Men i løbet af det seneste halve år har en helt ny verden åbnet sig for mig.
Jeg troede, at jeg ‘bare’ skulle lære nogle værktøjer, som jeg kunne bruge på jobbet i min rolle som redaktør. Det har jeg helt klart fået, men jeg har fået så meget mere med. 

Jeg er især overrasket over den personlige rejse og udvikling, som jeg har oplevet. Jeg har, måske for første gang nogensinde, haft tid til at stoppe op og mærke efter. Jeg er blevet bevidst om mig selv og mine egne behov og ønsker på et helt andet plan.
Jeg har valgt at træde ud af hamsterhjulet - og faktisk også dramatrekanten. 

Jeg har truffet nogle valg - også nogle, der har store konsekvenser, men som jeg ved, er de bedste for mig på den lange bane.

Af Brian Martin Rasmussen

...fortsættelse af 'Brians lange coachrejse'

Pausen
Jeg elsker simpelthen pausen. Det stammer nok fra min journalistbaggrund, hvor en pause i
interview kan betyde, at interviewpersonen i stedet for stilheden taler videre, fordi ’nå, så er jeg
nok ikke færdig med at sige noget klogt.’ Det er et enkelt, men genialt trick, der også spiller på
psykologi, og det synes jeg er spændende.

Af Brian Martin Rasmussen

I livet er der sjældent en lige vej til målet, og det må også siges at være tilfældet med min
coachinguddannelse.

Jeg skulle være begyndt i Skanderborg i marts 2020, men blev tilbudt at komme på KBH-holdet i
maj 2020 grundet corona (med et 9 dage gammel brækket kraveben og armen i slynge, hvilket
udfordrede mig lidt de første dage, men var en god samtalestarter).

Her var jeg hele første del af uddannelsen, men blev så tilbudt at skifte til Skanderborg i efteråret
2020, så jeg kunne starte stresscoaching op sideløbende. Da min daværende kæreste og jeg gik fra
hinanden henover nytår ønskede jeg at flytte tilbage til København, vente med at blive certificeret
til jeg havde mere mentalt overskud, og så afslutte begge uddannelser i København. Puha, I har
været overbærende og fleksible og mange tak for det!

Jeg var 34 år og sikker på, at jeg var en kvinde som aldrig ville slippe fri af mit dårlige selvværd. Det var hvem jeg var, og det var blevet en del af min identitet. Det var begrænsende og smertefuldt, men jeg var fuldstændigt overbevist om at det var noget, som ville følge mig resten af livet. 

I forrige udgave af WA (Nr. 42) skriver Andreas Grosbøll et rammende indlæg, der langt hen ad vejen pålægger konsulenterne  - og dem der hyrer dem formodentlig?, ansvaret for uansvarlighed i danske virksomheder og organisationer - ikke mindst de offentlige. Som det ses af ovenstående er jeg enig i en lang række af Andreas Grosbølls pointer og netop derfor er jeg Coach!

 - Den lille forskel

En ny undersøgelse foretaget af CA, viser at mænd hellere vil have råd end coaching , mens kvinder er gladest for coaching. Ja faktisk er der iflg. CA’s undersøgelse hele 5 kvinder der modtager coaching for hver mand.

Således rammer undersøgelsen ned i selve ”den lille forskel” på mænd og kvinder, men fortæller den hele sandheden?

I sommer gik jeg på Strøget i København og kom forbi en skoforretning, hvor der var et skilt i vinduet. De søgte en skocoach, og for mig er det blevet et billede på coachingens udvikling gennem de seneste år. 

Ordet coaching har været så smart, at mange, der tidligere var terapeuter, psykologer, konsulenter, vejledere og altså skosælgere, nu i stedet kalder sig coaches og sammen med mere eller mindre weekenduddannede coaches har bidraget til et komplet uigennemskueligt coachingmarked, hvor de, der råbte højest, var dem, der fik ret i, hvad der var rigtigt og forkert – hvem der var de gode, og hvem der var de onde.

– Længe leve coaching!

De seneste 5 år er verden blevet oversvømmet med coaches, og enhver organisation med respekt for sig selv og sine medarbejdere, har på en eller anden måde anvendt coaching som udviklingsværktøj – enten til udvikling af individet eller til at støtte forandringsprocesser i organisationen.

Når vi er ydrestyrede, lytter vi mere til andre end til os selv, når vi skal træffe beslutninger i livet. Når vi er indrestyrede, er det omvendt. Så lytter vi mere til os selv end andre, når beslutninger træffes.

Vi har dem alle sammen. I vores nattesøvn og i vores små stunder for os selv; drømmene. Drømme der får os til at tænke stort og blive glade. Drømme der er et mål, og en drøm om at se sig selv i en bestemt situation. Drømme gør os levende, menneskelige og følsomme, og derfor kan det være angstprovokerende og udfordrende at gøre sin drøm til virkelighed. Men følelsen når man har gjort det, og ens drøm er blevet virkelig - det slår alt!

Som antropologistuderende er jeg selvsagt interesseret i mennesker. Hvordan mennesker lever, bor, arbejder, bruger naturen og meget meget mere. Kort sagt alle de forskellige ting som vi mennesker nu en gang foretager os. Der er dermed mange aspekter at tage fat i.

Svend Brinkmann har nu solgt 12 oplag af sin bog med titlen "Stå fast". Hans hovedbudskaber er at vi skal gøre op med tidens udviklingstvang, stoppe selvudvikling, og istedet være sure og tage nej-hatten lidt oftere på. Det sidste påstod Brinkmann i gårsdagens dobbelt-foredrag i Billund Kirke er ironisk ment, men når en professor i psykologi siger sådan noget, skal man nok regne med at en del tager det alvorligt - og det er ret problematisk.

Jeg kom kørende ad motorvejen på vej hjem fra et aftendyk i Helsingør, da der pludselig stod mennesker midt på vejen. Det viste sig senere, at de havde tabt en cykel og besluttet sig for at stå ud af bilen for at hente den. Det sker – heldigvis – sjældent, at man støder på gående på en motorvej, så jeg trak pænt ud i overhalingsbanen og kørte uden om dem.

Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.