Når velment hjælp bliver en hindring
Som antropologistuderende er jeg selvsagt interesseret i mennesker. Hvordan mennesker lever, bor, arbejder, bruger naturen og meget meget mere. Kort sagt alle de forskellige ting som vi mennesker nu en gang foretager os. Der er dermed mange aspekter at tage fat i.
Et væsentligt begreb indenfor antropologien som jeg virkelig har taget til mig er kulturrelativisme. Kulturrelativisme dækker over, at vi, når vi som antropologer og mennesker, betragter en anden kultur, ser denne kultur på dens egne præmisser. Dette uden at dømme den ud fra vores egen måde at se verden på. Måske kan kulturrelativisme sammenlignes med den gode gamle sætning ”du skal behandle andre, som du selv vil behandles”.
Altså idéen om at vi skal udvise respekt overfor andre, selvom vi ikke nødvendigvis helt forstår dem eller den måde de handler på. Dette eftersom det ligger så langt fra der hvor vi selv er. Jeg betragter mig selv som kulturrelativist – dermed ikke sagt at jeg er fuldstændig fordomsfri – fordommene sniger sig desværre af og til ind i billedet alligevel. Jeg blev derfor overrasket over at opdage, at jeg på nogle områder har et meget fast verdensbillede, som jeg nogle gange ubevidst prøver at pådutte andre.
Coachinguddannelsen hos EmpowerMind har skærpet min opmærksomhed omkring dette. Jeg har pludselig fået en bevidsthed om, at jeg nogle gange prøver at servere mine venner en løsning på deres problemer. En løsning der er produceret på baggrund af mit eget verdensbillede, og en løsning som ville fungere godt – for mig. Tanken bag er god nok og udspringer af et ønske om, at hjælpe de mennesker jeg elsker. Men hvis jeg serverer en løsning der ikke passer til deres verdensbillede og væremåde, er det så overhovedet en hjælp?
LÆS OGSÅ: Nina Dannevall - Overbevisninger som forhindre at gribe muligheder
Coachinguddannelsen har fået mig til at se verden på en ny måde og åbnet op for perspektiver, som jeg ellers ikke har kunne se. Noget af det som jeg virkelig godt kan lide ved den coachende tilgang, er at ejerskabet gives tilbage til den fokusperson der coaches. Jeg er stadig meget ny og under uddannelse som coach, og det er udfordrende at lægge mit eget verdensbillede på hylden, når jeg coacher. Samtidig også enormt givende og lærerigt. Det er fokuspersonen selv der skal finde frem til, hvad der skal ske. Det er ikke mig der skal dele ud af mine ti bedste idéer, som reelt set bare er hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg var i den situation. Det er helt vildt at opdage, hvordan en fokusperson ud fra de spørgsmål jeg stiller, selv kan finde frem til nogle svar og løsninger. Jeg har naturligvis også prøvet at blive coachet på egen krop. På den ene side kan det være en frustrerende proces, fordi det er så meget nemmere at få svarene serveret af en anden. På den anden side er det enormt rart at få tid og ro til, at finde frem til hvad der er det rigtige for mig. Frem for at jeg sidder med ti forskellige gode råd fra ti forskellige mennesker, og er endnu mere forvirret over hvad jeg vil.
Det er ikke fordi jeg helt er gået væk fra at give gode råd, om end jeg aldrig ville gøre det i en coachingsession. Jeg nyder stadig at kunne give mine venner gode råd i visse sammenhænge, og derigennem få afløb for at dele ud af mit eget verdensbillede. MEN når det er sagt, så synes jeg det er fantastisk at opleve, hvor meget det kan give når ansvaret gives tilbage til fokuspersonen. Det tvinger nemlig fokuspersonen til at finde ud af, hvad der lige akkurat er bedst for ham eller hende, og så er det lige meget, at jeg selv ville have gjort det fuldkommen anderledes. For ligesom de kulturer jeg arbejder med indenfor antropologien er forskellige, så er enkeltstående individer det også – og for mig handler det nu om at respektere andres verdensbilleder, selvom jeg ikke nødvendigvis altid forstår dem
LÆS MERE OM: Coachinguddannelsen
