For mange kan samarbejde I teams være en decideret stressorer I sig selv, da det åbner op for en mulighed for konflikter, kompromisser, misforståelser etc.

Hvordan navigerer du teamsdynamikker og undgår at blive kapret ind I drama?

Af Gitte Lindermann

Jeg vil gerne dele mine faglige og personlige overvejelser omkring stresscoachingmodulet.

Indlægget handler om, hvad der særligt har ramt min opmærksomhed som coach på dette modul, hvor fokus har været mødet med mennesker som er i en belastende livssituation eller ramt af stress. De to selvvalgte bøger på modulet, som jeg tidligere skrev en lille anmeldelse på (bilag 1), har jeg valgt at inddrage til at analysere en øvelse som vi praktiserede på modulet. Gennem det sidste års tid, har jeg som menneske lært og observeret, at mange1 argumenterer med følelser. Jeg føler at….Når følelser er en argumentation tillader jeg mig at være kritisk. Det indadvendte perspektiv er jeg i nogle sammenhænge skeptisk overfor – også i forbindelse med stress og belastninger.

Det er ikke kun ordet følelser som bruges ukritisk, det gør de mange ord og begreber som anvendes til at beskrive symptomer og diagnoser, som ellers er helt normale tilstande i livet. Her vil jeg spejle jeg mig i Nick Haslam teori om ”concept creep” som handler om begrebets oprindelige betydning bliver udvandet. At der skal færre symptomer til, før vi er i diagnosesproget. Han peger på, at begreber fra psykiatrien og deres diagnose apparat breder sig over tid ind i dagligdagens sprog og opfattelse.

Af Gitte Lindermann

Dette indlæg er en fortsættelse fra sidste uges indlæg.

Hvis vi ”kun” føler og oplever bliver vores sprog derefter. Der er en kort vej fra følelsessproget til diagnosesproget. Diagnoser er ok, for det hjælper rigtig mange mennesker som selvfølgelig skal have hjælp. Men det er et problem når følelser (som ikke altid er rigtige) bliver til symptomer som skaber bekymring og initierer behandling.

Af Trine Steengaard Nielsen

Det var en spontan (og meget uvant) beslutning, at jeg aftenen inden meldte mig på ICI coachuddannelsen. Jeg havde derfor ikke de store forventninger eller nogen viden om coaching på forhånd. Men i løbet af det seneste halve år har en helt ny verden åbnet sig for mig.
Jeg troede, at jeg ‘bare’ skulle lære nogle værktøjer, som jeg kunne bruge på jobbet i min rolle som redaktør. Det har jeg helt klart fået, men jeg har fået så meget mere med. 

Jeg er især overrasket over den personlige rejse og udvikling, som jeg har oplevet. Jeg har, måske for første gang nogensinde, haft tid til at stoppe op og mærke efter. Jeg er blevet bevidst om mig selv og mine egne behov og ønsker på et helt andet plan.
Jeg har valgt at træde ud af hamsterhjulet - og faktisk også dramatrekanten. 

Jeg har truffet nogle valg - også nogle, der har store konsekvenser, men som jeg ved, er de bedste for mig på den lange bane.

Af Brian Martin Rasmussen

...fortsættelse af 'Brians lange coachrejse'

Pausen
Jeg elsker simpelthen pausen. Det stammer nok fra min journalistbaggrund, hvor en pause i
interview kan betyde, at interviewpersonen i stedet for stilheden taler videre, fordi ’nå, så er jeg
nok ikke færdig med at sige noget klogt.’ Det er et enkelt, men genialt trick, der også spiller på
psykologi, og det synes jeg er spændende.

Af Brian Martin Rasmussen

I livet er der sjældent en lige vej til målet, og det må også siges at være tilfældet med min
coachinguddannelse.

Jeg skulle være begyndt i Skanderborg i marts 2020, men blev tilbudt at komme på KBH-holdet i
maj 2020 grundet corona (med et 9 dage gammel brækket kraveben og armen i slynge, hvilket
udfordrede mig lidt de første dage, men var en god samtalestarter).

Her var jeg hele første del af uddannelsen, men blev så tilbudt at skifte til Skanderborg i efteråret
2020, så jeg kunne starte stresscoaching op sideløbende. Da min daværende kæreste og jeg gik fra
hinanden henover nytår ønskede jeg at flytte tilbage til København, vente med at blive certificeret
til jeg havde mere mentalt overskud, og så afslutte begge uddannelser i København. Puha, I har
været overbærende og fleksible og mange tak for det!

Min første tanke var "Ja ja, det er nok sådan, du ønsker, at det skal være! Det kan da ikke være rigtigt?" Det føles på en eller anden måde ikke ægte! 

Men i løbet af aftenen fik jeg en række nye indsigter om de mange vinkler og perspektiver, der bor i os. Jeg fik et indblik i, hvad der virkelig hæmmer en fordomsfri dialog og fremmer stærke relationer.....

Læs hele Mitzi Svenstrups historie om, hvordan hun først blev introduceret for coaching...

I en periode af mit liv havde jeg som leder nogle gevaldige udfordringer i forhold til mine medarbejdere... og netop dér blev jeg af en ven tilbudt et coachingforløb.

Dér oplevede jeg måske for første gang, hvor fantastisk det er, når et menneske lytter 100% til dig.

Læs hele Jørgen Svenstrups historie om, hvordan han blev coach...

Jeg var 34 år og sikker på, at jeg var en kvinde som aldrig ville slippe fri af mit dårlige selvværd. Det var hvem jeg var, og det var blevet en del af min identitet. Det var begrænsende og smertefuldt, men jeg var fuldstændigt overbevist om at det var noget, som ville følge mig resten af livet. 

(Opdateret version maj 2012) 

Enhver der har surfet rundt på nettet for at researche lidt på coachuddannelser, véd at det nærmest er en uoverskuelig opgave. Dels kan det være svært at gennemskue, hvordan du finder ud af hvad du egentlig opnår med uddannelsen, og dels kan det være nærmest en umulig opgave at få et overblik over hvilken kvalitet du som forbruger er sikret hos de forskellige udbydere. 

Jeg bliver ofte spurgt om det teoretiske fundament vi opererer ud fra på vores uddannelser , og i mange år har jeg undveget at besvare dette spørgsmål tydeligt, idet jeg er af den overbevisning at den traditionelle teoretiske tilgang kan stå i vejen for læring, når det handler om coaching.

I forrige udgave af WA (Nr. 42) skriver Andreas Grosbøll et rammende indlæg, der langt hen ad vejen pålægger konsulenterne  - og dem der hyrer dem formodentlig?, ansvaret for uansvarlighed i danske virksomheder og organisationer - ikke mindst de offentlige. Som det ses af ovenstående er jeg enig i en lang række af Andreas Grosbølls pointer og netop derfor er jeg Coach!

 - Den lille forskel

En ny undersøgelse foretaget af CA, viser at mænd hellere vil have råd end coaching , mens kvinder er gladest for coaching. Ja faktisk er der iflg. CA’s undersøgelse hele 5 kvinder der modtager coaching for hver mand.

Således rammer undersøgelsen ned i selve ”den lille forskel” på mænd og kvinder, men fortæller den hele sandheden?

I sommer gik jeg på Strøget i København og kom forbi en skoforretning, hvor der var et skilt i vinduet. De søgte en skocoach, og for mig er det blevet et billede på coachingens udvikling gennem de seneste år. 

Ordet coaching har været så smart, at mange, der tidligere var terapeuter, psykologer, konsulenter, vejledere og altså skosælgere, nu i stedet kalder sig coaches og sammen med mere eller mindre weekenduddannede coaches har bidraget til et komplet uigennemskueligt coachingmarked, hvor de, der råbte højest, var dem, der fik ret i, hvad der var rigtigt og forkert – hvem der var de gode, og hvem der var de onde.

– Længe leve coaching!

De seneste 5 år er verden blevet oversvømmet med coaches, og enhver organisation med respekt for sig selv og sine medarbejdere, har på en eller anden måde anvendt coaching som udviklingsværktøj – enten til udvikling af individet eller til at støtte forandringsprocesser i organisationen.