Af Brian Martin Rasmussen

...fortsættelse af 'Brians lange coachrejse'

Pausen
Jeg elsker simpelthen pausen. Det stammer nok fra min journalistbaggrund, hvor en pause i
interview kan betyde, at interviewpersonen i stedet for stilheden taler videre, fordi ’nå, så er jeg
nok ikke færdig med at sige noget klogt.’ Det er et enkelt, men genialt trick, der også spiller på
psykologi, og det synes jeg er spændende.

Af Brian Martin Rasmussen

I livet er der sjældent en lige vej til målet, og det må også siges at være tilfældet med min
coachinguddannelse.

Jeg skulle være begyndt i Skanderborg i marts 2020, men blev tilbudt at komme på KBH-holdet i
maj 2020 grundet corona (med et 9 dage gammel brækket kraveben og armen i slynge, hvilket
udfordrede mig lidt de første dage, men var en god samtalestarter).

Her var jeg hele første del af uddannelsen, men blev så tilbudt at skifte til Skanderborg i efteråret
2020, så jeg kunne starte stresscoaching op sideløbende. Da min daværende kæreste og jeg gik fra
hinanden henover nytår ønskede jeg at flytte tilbage til København, vente med at blive certificeret
til jeg havde mere mentalt overskud, og så afslutte begge uddannelser i København. Puha, I har
været overbærende og fleksible og mange tak for det!

Min første tanke var "Ja ja, det er nok sådan, du ønsker, at det skal være! Det kan da ikke være rigtigt?" Det føles på en eller anden måde ikke ægte! 

Men i løbet af aftenen fik jeg en række nye indsigter om de mange vinkler og perspektiver, der bor i os. Jeg fik et indblik i, hvad der virkelig hæmmer en fordomsfri dialog og fremmer stærke relationer.....

Læs hele Mitzi Svenstrups historie om, hvordan hun først blev introduceret for coaching...

I en periode af mit liv havde jeg som leder nogle gevaldige udfordringer i forhold til mine medarbejdere... og netop dér blev jeg af en ven tilbudt et coachingforløb.

Dér oplevede jeg måske for første gang, hvor fantastisk det er, når et menneske lytter 100% til dig.

Læs hele Jørgen Svenstrups historie om, hvordan han blev coach...

Jeg var 34 år og sikker på, at jeg var en kvinde som aldrig ville slippe fri af mit dårlige selvværd. Det var hvem jeg var, og det var blevet en del af min identitet. Det var begrænsende og smertefuldt, men jeg var fuldstændigt overbevist om at det var noget, som ville følge mig resten af livet. 

(Opdateret version maj 2012) 

Enhver der har surfet rundt på nettet for at researche lidt på coachuddannelser, véd at det nærmest er en uoverskuelig opgave. Dels kan det være svært at gennemskue, hvordan du finder ud af hvad du egentlig opnår med uddannelsen, og dels kan det være nærmest en umulig opgave at få et overblik over hvilken kvalitet du som forbruger er sikret hos de forskellige udbydere. 

Jeg bliver ofte spurgt om det teoretiske fundament vi opererer ud fra på vores uddannelser , og i mange år har jeg undveget at besvare dette spørgsmål tydeligt, idet jeg er af den overbevisning at den traditionelle teoretiske tilgang kan stå i vejen for læring, når det handler om coaching.

I forrige udgave af WA (Nr. 42) skriver Andreas Grosbøll et rammende indlæg, der langt hen ad vejen pålægger konsulenterne  - og dem der hyrer dem formodentlig?, ansvaret for uansvarlighed i danske virksomheder og organisationer - ikke mindst de offentlige. Som det ses af ovenstående er jeg enig i en lang række af Andreas Grosbølls pointer og netop derfor er jeg Coach!

 - Den lille forskel

En ny undersøgelse foretaget af CA, viser at mænd hellere vil have råd end coaching , mens kvinder er gladest for coaching. Ja faktisk er der iflg. CA’s undersøgelse hele 5 kvinder der modtager coaching for hver mand.

Således rammer undersøgelsen ned i selve ”den lille forskel” på mænd og kvinder, men fortæller den hele sandheden?

I sommer gik jeg på Strøget i København og kom forbi en skoforretning, hvor der var et skilt i vinduet. De søgte en skocoach, og for mig er det blevet et billede på coachingens udvikling gennem de seneste år. 

Ordet coaching har været så smart, at mange, der tidligere var terapeuter, psykologer, konsulenter, vejledere og altså skosælgere, nu i stedet kalder sig coaches og sammen med mere eller mindre weekenduddannede coaches har bidraget til et komplet uigennemskueligt coachingmarked, hvor de, der råbte højest, var dem, der fik ret i, hvad der var rigtigt og forkert – hvem der var de gode, og hvem der var de onde.

– Længe leve coaching!

De seneste 5 år er verden blevet oversvømmet med coaches, og enhver organisation med respekt for sig selv og sine medarbejdere, har på en eller anden måde anvendt coaching som udviklingsværktøj – enten til udvikling af individet eller til at støtte forandringsprocesser i organisationen.

For få år siden oplevede jeg mit livs største udfordring. Jeg var gået i stå. Helt i stå. Både uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og privat. I stå. 

Da jeg blev færdig med min coachuddannelse i juni var det prikken over i’et. Jeg har i utrolig mange år interesseret mig for forskellige former for udvikling. Det hele startede med mental træning.

Vi har dem alle sammen. I vores nattesøvn og i vores små stunder for os selv; drømmene. Drømme der får os til at tænke stort og blive glade. Drømme der er et mål, og en drøm om at se sig selv i en bestemt situation. Drømme gør os levende, menneskelige og følsomme, og derfor kan det være angstprovokerende og udfordrende at gøre sin drøm til virkelighed. Men følelsen når man har gjort det, og ens drøm er blevet virkelig - det slår alt!

Video: Ønsker du personlig udvikling?
Er du klar på nye kompetencer og viden?
Brænder du for at hjælpe andre til at opnå succes?