Forslag til stresspanelet - Lær at bruge hjernen

Tænk

• hvis alle de stille, selvudslettende piger i skolen fik muligheden for at styrke troen på sig selv,
• hvis alle landets bøller i skolerne fik hjælp til at styrke deres selvbillede og tolerance,
• hvis alle de urolige elever dagligt fik mulighed for at træne fysisk- og mentalafspænding - hver dag,
• hvis de angste og stressede børn lærte om, hvordan tanker påvirker os og fik trænet deres robusthed,
• hvis alle danske skoleelever blev undervist i, hvordan vi udnytter vores hjernes umådelige potentiale…

Hvor ville vi så være henne….?

Det er noget af en tur…! (del 1)

Skrevet af Gisle Thorsen, Journalist på Ekstra Bladet

Så længe jeg kan huske, har jeg været interesseret i det, der foregik mellem ørene. Hvorfor tænkte jeg, som jeg gjorde? Hvorfor handlede jeg på den måde? Og hvordan kan kunne det være, at andre var på en helt anden facon?  

På universitetet havde jeg psykologi som en del af min basisuddannelse, og jeg har læst en del bøger om emnet. Det har nok egentlig mest været hjælp til selvhjælp, tænker jeg, når jeg ser tilbage. For nogle år siden gik jeg på et kursus omkring ikkevoldelig kommunikation (girafsprog om man vil), og det var lidt en øjenåbner.

Jeg blev fascineret af Marshall Rosenbergs tanker. ’Ord kan skabe mure – eller ord kan åbne vinduer’, som det hedder inden for girafsprog, og jeg synes, at jeg kan genkende meget inden for coachingen. Det handler om at kunne lytte og observere uden at tolke og dømme.  

Det er noget af en tur…! (del 2)

Skrevet af Gisle Thorsen, Journalist på Ekstra Bladet

Noget af det, der fik mig til at vælge EmpowerMind, er læringskulturen på stedet. Den stiftede jeg bekendtskab med første gang under deres robusthedskursus.  

Selv om jeg nok har været det, man kalder en perfektionist eller fejlfinder (overbevisning!), så har jeg på samme tid været irriteret over det store fokus på at finde og påpege fejl, som der er mange steder. I skolen lærte vi at sætte røde streger under fejlene og lærte, at det var noget dårligt. Man kunne ellers også have valgt at sætte grønne streger under alt det rigtige…

Vicepolitikommissæren, der blev coach ved et tilfælde…

Skrevet af Lars Grud Sørensen, EmpowerMind elev 2018

Det var i foråret 2017, at jeg første gang stiftede bekendtskab med ”Empowermind”. Min kone var på dette tidspunkt fritstillet fra sit arbejde i en længere periode og stod overfor, at skulle træffe et vigtigt valg; enten at fortsætte i mediebranchen eller foretage et fuldstændigt fagskifte og starte helt ”forfra”. Hendes ønske var som grundsubstans, at arbejde med mennesker.

Skrevet af Pernille W. Steensen

I dette blogindlæg kan du læse om Pernilles rejse gennem EmpowerMinds stresscoach uddannelse – hendes refleksioner, udfordringer og ikke mindst udviklingen undervejs.

Stresscoach ved et tilfælde

At jeg kom med på uddannelsen var lidt af en tilfældighed. Min arbejdsplads have fået en plads i overskud. Man kikkede derfor på, hvor der manglede en stresscoach, hvilket der gjorde i min afdeling. Dernæst skete der i ledelsen en udvælgelse, og valget faldt på mig.

Vi er så glade for at Stresspanelet har ladet sig inspirere af det forslag som EmpowerMind sendte ind til dem i efteråret. Vi mener nemlig at det helt rigtige sted at sætte ind, er med forbyggende præventive indsatser, mod den voksende stressproblematik, der holder på den lange bane – derfor skal vi allerede starte hos børnene.

Hvornår har du sidst læst en bog? Eller koncentreret dig i flere timer om en opgave på dit arbejde? Vi lever i en verden, hvor vi hele tiden bliver afbrudt og distraheret.

Storrumskontorer. Facebook, Twitter, Instagram. E-mails. Det næste afsnit af serien på Netflix.

En undersøgelse i Storbritannien fra 2018 viste, at vi tjekker vores telefon hvert 12 minut, mens vi er vågne – i gennemsnit. Hvis du lægger e-mails oveni, mens du er på arbejde, er det utroligt, at nogen af os overhovedet får lavet noget som helst.

Tema: Umyndiggørelse

Foran cirkusset står en elefant. Den er bundet til en lille pløk med en kæde om benet. Den ville, så let som ingenting, kunne rive pløkken op og være fri. Men den har fra helt lille lært, at det kan den ikke. Denne tillærte hjælpeløshed skaber det sociale system også hos mange mennesker. Kontrolsystemerne og umyndiggørelsen betyder, at de mister motivationen. Løsningen er en radikalt anderledes tilgang til mødet med klienterne og borgerne. Læs og lyt med her.

Tema: Dommedag

”Så har vi en anden ting, der er vores pligt som forældre, og det er, når vores børn kommer og spørger, om jorden går under, så siger vi: Det passer ikke,” siger Jørgen Svenstrup om børns angst for blandt andet klimaet. Han mener, at børn kan blive ofre for voksnes angst, fordi deres hjerner er utroligt påvirkelige. Løsningen er at skærme dem."

I dette afsnit af podcasten Nøglen til din hjerne, spørger en lytter, hvordan hun skal forholde sig til angsten for klimakatastrofe. Hun er bange for, hvilken verden hendes 6-årige søn skal vokse op i. Du kan høre hele podcasten lige her: Listen to "Dommedag nærmer sig!" on Spreaker.

Er verden af lave???

Min gamle far sagde ofte at ”verden er af lave” – og det var inden den VIRKELIG gik af lave…

Udtrykket er faktisk noget ældre end ham, selvom han blev 95, og det betyder at verden er røget ud af de normale lag, og således er gået i uorden. At han og mange andre (og måske også dig?) har sagt og siger det eller noget tilsvarende, betyder dog ikke at det nødvendigvis er sandt, så min julegave til dig i år er et andet bud på sandheden.

Ifølge flere undersøgelser er det faktisk kun omkring 10% af klodens mest begavede mennesker der kender sandheden, mens resten tror de gør det. Tilhører du de 10% eller de 90%?

Coach-Club hos EmpowerMind svigtede mig ikke. Jeg fik præcis, det med hjem jeg søgte. Næsten ingen kendte hinanden, og alligevel var der ingen overfladiske eller ligegyldige interaktioner. Min nysgerrighed skulle få næring. Jeg bruger de samme 5 værktøjer, og stiller de samme 35 spørgsmål. Jeg behøver opfriskning, repetition

En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt. Som en lille test til mig selv, selvtilliden var jo høj, valgte jeg at finde på 10 emner fra dagligdagen for lige at tage temperaturen på situationen. Jeg havde en klar forestilling om at jeg skulle mærke en fantastisk moder-forherligelse ved gennemgangen af de 10 emner. Jeg har jo fokus på den coachende tilgang, højt lytte-niveau, spørgeteknikken i orden, understøtter bestemt fremdrift og vil det bedste for vores kære barn.Efter de første 3 emner hvor jeg hver gang tilføjede ”jeg er forfølger”, faldt humøret noget. Efter at have gennemgået de 10 emner havde halvdelen fået tilføjet enten ”jeg er forfølger” eller jeg er redder! Av, det gjorde nærmest ondt!Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne dramatrekanten i den grad komme snigende og jeg havde slet ikke set det? Ja, skal jeg være oprigtig kunne jeg hurtigt finde på rigtig mange gode undskyldninger, men det var naturligvis blot en måde at lindre utilfredsheden med mig selv.Heldigvis kender jeg opskriften på at bryde mønstre og vil over den næste tid glæde mig over at ændre på mig selv. 1. Første kræver det jo en bevidsthed – tjek! 2. Og så handler det om at træde UD!Måden jeg vil fastholde min beslutning på, skal drives af en daglig nysgerrighed over at finde ind til hvor og hvem Amelina er i dag, taler vi overhovedet samme sprog, eller påtvinger jeg hende mit verdensbillede? Her må jeg skrue gevaldigt op for lytte-niveauet og være ubetinget nærværende? Og så vil en smiley på en post-it, hængt op på badeværelses spejlet, minde mig om det hver morgen og aften Dertil vil jeg skrue op for anderkendelsen af det hun står for. Jeg er overbevist om at børn som udgangspunkt ønsker at samarbejde. Så når Amelina ikke lige gør som jeg siger, eller når jeg tænker ”det er ikke smart”, så vil jeg fortsat anerkende hendes bagvedliggende positive intention og almene behov for at udvikle sig. Hvordan kan jeg tro, at der kun er én løsning, som lige præcis er lig med mit verdensbillede!?Kan jeg vælge så ønsker jeg at min datter skal kunne sige ”mor, det er ikke i orden”, ”mor der lavede du en fejl”…. Og at jeg ikke lader mig kapre af mine følelser - for mor kan jo blive stødt! Eller trykker på automatpiloten fordi jeg ikke er nærværende. Jeg vil vælge at lytte, jeg vil vælge at anerkende, jeg vil vælge at møde hende, jeg vil vælge at samarbejde om fælles mål bygget på vores begges værdier.Hvor er det fedt, at jeg kan vælge!

En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt. Som en lille test til mig selv, selvtilliden var jo høj, valgte jeg at finde på 10 emner fra dagligdagen for lige at tage temperaturen på situationen. Jeg havde en klar forestilling om at jeg skulle mærke en fantastisk moder-forherligelse ved gennemgangen af de 10 emner. Jeg har jo fokus på den coachende tilgang, højt lytte-niveau, spørgeteknikken i orden, understøtter bestemt fremdrift og vil det bedste for vores kære barn.Efter de første 3 emner hvor jeg hver gang tilføjede ”jeg er forfølger”, faldt humøret noget. Efter at have gennemgået de 10 emner havde halvdelen fået tilføjet enten ”jeg er forfølger” eller jeg er redder! Av, det gjorde nærmest ondt!Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne dramatrekanten i den grad komme snigende og jeg havde slet ikke set det? Ja, skal jeg være oprigtig kunne jeg hurtigt finde på rigtig mange gode undskyldninger, men det var naturligvis blot en måde at lindre utilfredsheden med mig selv.Heldigvis kender jeg opskriften på at bryde mønstre og vil over den næste tid glæde mig over at ændre på mig selv. 1. Første kræver det jo en bevidsthed – tjek! 2. Og så handler det om at træde UD!Måden jeg vil fastholde min beslutning på, skal drives af en daglig nysgerrighed over at finde ind til hvor og hvem Amelina er i dag, taler vi overhovedet samme sprog, eller påtvinger jeg hende mit verdensbillede? Her må jeg skrue gevaldigt op for lytte-niveauet og være ubetinget nærværende? Og så vil en smiley på en post-it, hængt op på badeværelses spejlet, minde mig om det hver morgen og aften Dertil vil jeg skrue op for anderkendelsen af det hun står for. Jeg er overbevist om at børn som udgangspunkt ønsker at samarbejde. Så når Amelina ikke lige gør som jeg siger, eller når jeg tænker ”det er ikke smart”, så vil jeg fortsat anerkende hendes bagvedliggende positive intention og almene behov for at udvikle sig. Hvordan kan jeg tro, at der kun er én løsning, som lige præcis er lig med mit verdensbillede!?Kan jeg vælge så ønsker jeg at min datter skal kunne sige ”mor, det er ikke i orden”, ”mor der lavede du en fejl”…. Og at jeg ikke lader mig kapre af mine følelser - for mor kan jo blive stødt! Eller trykker på automatpiloten fordi jeg ikke er nærværende. Jeg vil vælge at lytte, jeg vil vælge at anerkende, jeg vil vælge at møde hende, jeg vil vælge at samarbejde om fælles mål bygget på vores begges værdier.Hvor er det fedt, at jeg kan vælge!

Nunc vulputate, nunc nec consequat volutpat, metus felis ornare mi, a aliquet eros felis eu eros. Donec consequat nisl eu erat laoreet, posuere sollicitudin nisl malesuada. Aenean porttitor non libero ac elementum. Phasellus consequat sit amet velit euismod eleifend. Phasellus auctor justo elit, a hendrerit ligula gravida at. Pellentesque quis luctus ante, eget interdum mi. Donec elit dolor, suscipit sed consequat sed, ornare nec libero. Nunc nec arcu arcu. Nullam convallis pulvinar nibh, eu tincidunt mi hendrerit ut. Nullam nec dignissim arcu.