Forleden sad jeg med en flok skønne mennesker, der havde en fælles udfordring. Når de var sammen med deres børn, oplevede de ofte ikke at være nærværende. I stedet "brugte de tiden" til at overveje morgendagens opgaver eller tænke over hvad der skulle laves til aftensmad. Det ville de gerne lave om på.
VIDEO: Hjernevask er voldsomt undervurderet. I et historisk perspektiv er ordet hjernevask synonym med forfærdelige episoder og hændelser. Hvad mange ikke ved, er at vi faktisk hver evig eneste dag hjernevasker os selv – bevidst såvel som ubevidst. Så selvom hjernevask har et historisk dårligst omdømme, vil jeg mene at vi i stedet bør udnytte hjernevasken.
I Danmark kommer der flere og flere storrumskontorer. Nogle mener det er genialt, mens andre mener det modsatte. I et storrumskontor er der mange fordele, men også en del ulemper. En af ulemperne kan for nogen være den øgede støj. På et stort antal af danske arbejdspladser er der konstant larm, telefoner der ringer, kollegaer som taler samt døre der åbnes og lukkes. Alt sammen ydre omstændigheder der potentielt kan forstyrrer dit fokus.
Magt-eller mangel på samme-består i høj grad af vores daglige erfaring på arbejdspladsen. Men magt handler ikke kun om, hvilken titel eller position, du besidder. Magt kan være baseret på en række andre faktorer, såsom erfaring og færdigheder, mentale og fysiske egenskaber, status og faglige netværk.
Tænk, hvis hver gang at vi træffer beslutninger for vores børn, så fratager vi dem muligheden for senere i livet, at kunne træffe de rigtige valg selv...
Tænk hvis det at være coach for en anden person er udviklende både for den, der coaches og for coachen selv?
Fantastisk, succes, tænkte jeg, da Lene kom med sine umiddelbare udtalelser efter tre kvarters coaching: ”Det her kan jeg bruge til noget” – ”hvor er jeg priviligeret at få dette her stillet til rådighed.”
Jeg blev fornyeligt spurgt om jeg ville være gæsteblogger for EmpowerMind. Det krævede ikke mange minutters overvejelse, - selvfølgelig vil jeg det. Samtidigt væltede tankerne ind, ”det kan du ikke”, ”det går aldrig”, ”du har jo ikke gjort det før”, og så blev det krydret med lidt jantelov ”hvem er du egentligt og hvad tror du lige at du kan bidrage med?”, ”det kan da godt være at andre har spændende nyheder som de kan dele gennem en blog, men hvad har du at byde på?” Smak hvad skete der?
Forårssolen stod ind af vinduerne. Der var mødt mange spændte mennesker op til den første dag på coachinguddannelsen. Jeg var selv en af dem. Jeg havde sparet pengene op og glædede mig til at blive klogere på, hvordan jeg kunne guide andre mennesker til et mere positivt liv og til at følge deres drømme. At jeg selv skulle gennemgå en stor positiv forandringsproces var jeg uvidende overfor.
'Du bliver hvad du tænker' bog skrevet af Jørgen Svenstrup!
Hvorfor i alverden skulle jeg læse den? For det første er jeg ikke den store læsehest og for det andet ved jeg sgu dag godt at 'du bliver hvad du tænker'. Det er jo det jeg har efterlevet i stor set hele mit voksenliv. Jeg anskaffede mig alligevel bogen som en gave til min hustru, måske jeg havde en bagtanke, men den har jeg glemt.
Hvad er stress egentlig? Hvad sker der? Og hvorfor egentlig lige mig? Hvad hvis jeg bliver sygemeldt, hvad gør jeg? ... Og hvordan kommer jeg videre, er der håb forude?
Kender du det: En, du kender, har det svært, og når du spørger:” Hvordan kan jeg hjælpe dig?” er svaret (hvis der kommer et): ”Det ved jeg ikke”. Alt, hvad du gør, er forkert, og du bliver lukket ude? Det kan være hårdt og opslidende.
Jeg sidder til daglig som leder af en dansk folkeskole. Jeg har godt 100 medarbejdere, og måtte for mange år siden sande, at man ikke når ret langt med instruerende ledelse, når man arbejder med fagprofessionelle. Men hvad gør man så?
Beviset ses i at over 1 million danskere årligt rammes af stress, depression eller angst. Overskriften provokerer dig måske, idet den indikerer, at det er den enkeltes ansvar at sikre sig robusthed nok til at bevare et godt mentalt helbred. Det er der dog stadig mere og mere der tyder på er tilfældet, og det kommer til at rette fokus mod fremtidens måske mest vigtige personlige kompetence: Mental robusthed.