Vicepolitikommissæren, der blev coach ved et tilfælde…

Skrevet af Lars Grud Sørensen, EmpowerMind elev 2018

Det var i foråret 2017, at jeg første gang stiftede bekendtskab med ”Empowermind”. Min kone var på dette tidspunkt fritstillet fra sit arbejde i en længere periode og stod overfor, at skulle træffe et vigtigt valg; enten at fortsætte i mediebranchen eller foretage et fuldstændigt fagskifte og starte helt ”forfra”. Hendes ønske var som grundsubstans, at arbejde med mennesker.

Jeg gik ikke upåvirket derfra

I denne forbindelse havde hun tilmeldt sig en orienteringsaften hos Empowermind og jeg besluttede at tage med og støtte op omkring hendes videre færd. Jeg husker stadig en aften, hvor jeg fornemmede en høj grad af professionalisme, høj faglighed og en høj grad af engagement.

De mennesker vi mødte fra Empowermind virkede positivt anderledes end hvad jeg nok havde forventet. Altså ikke nogle smarte sælgere eller emsige og insisterende personer. Inden vi nåede hjem til Nordsjælland den aften, var vi enige om, at min kone skulle påbegynde uddannelsen som coach hos EmpowerMind.

Jeg selv var ikke gået upåvirket derfra. Set ud fra et økonomisk perspektiv, så var det selvfølgelig min kone, som skulle tage uddannelsen. Min egen nysgerrighed, måtte jeg parkere – eller rettere forsøge at parkere.
Gennem hele efteråret hørte jeg fra min kone om de timer hun tilbragte sammen med øvrige elever på holdet og undervisere hos Empowermind.

Efterhånden som kurset skred frem; jo mere dedikeret blev hun til ”faget” og den udvikling, der ligger implicit i uddannelsen. Jeg kunne mærke på hende, at det var et kursus med kæmpe udvikling; fagligt og personligt.

26 år i Politiet og udsendelse til Irak, sætter sine spor

Jeg selv havde for knap 3 år siden gennemgået, hvad jeg syntes var, et kæmpe karriereskifte. Jeg havde valgt at forlade en stilling som personaleleder (vicepolitikommissær) i politiet efter 26 års ansættelse.
At have været ansat i politiet i så mange år har betydet, at jeg har været en del af en arbejdskultur, som mange nok betragter som et lukket system. Det er et job, som mange andre jobs selvfølgelig sætter sin spor og præger ens personlighed – for ikke at sige holdninger.

De sidste 13 år i politiet var jeg primært personaleleder og havde ansvar for ansattes trivsel, udvikling og deltagelse i større samlede politiaktioner; herunder bl.a. rydning af Ungdomshuset, Christianiaaktioner, rocker/bande aktioner etc. Jeg har således været meget tæt på inde på livet af mine medarbejdere og har oplevet alt fra traumatiserede, stressramte og udbrændte mennesker, som jeg selvfølgelig efter bedste evne har hjulpet og skaffet nødvendig faglig hjælp.

I årene i politiet søgte jeg orlov (2x1 år) i forbindelse med udsendelse til Irak. Disse to år har præget mig rigtig meget. Trods en viden om, at der er kulturforskelle verden på tværs, så kom det alligevel lidt bag på mig, at tankestrukturer og umiddelbare behov er markant anderledes end den måde vi normalt tænker og agerer efter i vesten. Basalt set ønsker vi alle det samme, men måden vi får vores behov dækket på og de tanker og handlinger, som forfølger vores mål er markant anderledes.

Man bliver aldrig en komplet leder

Jeg har altid syntes at ledelse har været spændende og super interessant at arbejde med. Jeg har gennem mit arbejdsliv fået rigtig meget anerkendelse for det arbejde som jeg har udført – ikke mindst i forhold til mine medarbejdere. Jeg har også altid anerkendt, at man aldrig bliver en komplet leder, men altid har en forpligtigelse til at tilpasse sin ledelsesstil i forhold til, at omgivelserne skifter og kravene til de enkelte ledere udvikler sig. Så ledelse er en proces, som altid er i fremdrift og som altid udfordre de enkelte ledere.

Jeg syntes selv jeg ledelsesmæssigt var kommet lidt til kort efter 3 år i mit nye nuværende arbejde og var begyndt at gentage min adfærd. Jeg anser mig selv som værende reflektiv og ansvarlig, men efter hånden en smule frustreret over manglede udvikling i form af ledelsesmæssige stimuli/udvikling.

Efter at have fulgt min kones udvikling gennem hendes forløb hos Empowermind opfangede jeg hurtigt, at der potentielt var mange elementer i uddannelsen, som jeg selv søgte. Det blev tydeligere og tydeligere, at her lå åbenbart ikke kun noget ledelsesmæssigt, men også noget personlig udvikling, som kunne gøre en kæmpe forskel. Jeg opdagede også, at Empowerminds uddannelse var noget andet og anderledes. Det udvidede begrebet coaching fra værende ”alle-mands-eje” til at blive et stærkt kvalificeret og fagprofessionelt begreb.

Undervisningsformen var markant anderledes

Ved et tilfælde og hurtigere end planlagt, blev jeg den heldige vinder af et ”gratis sæde” på modul 1 i lokalerne i Søborg. Min første dag i lokalerne i Søborg var præcis den 20. februar 2018. Her blev dørene bogstavelig slået op; både i virkeligheden, men også mentalt.  
Allerede fra første dag fornemmede jeg, at undervisningsformen var markant anderledes end hvad jeg tidligere havde oplevet – i hvert fald set med en elevs øjne. Jeg har selv tidligere undervist ud fra en lignende metode, som viste sig meget effektiv. Progressionstallet var meget højt og erfaringerne var rigtig gode. Derfor var jeg meget komfortabel med at være en del af denne uddannelse og fik hurtigt høje forventning i forhold til udbyttet.

Som altid prøvede jeg at placerer de enkelte i forhold til tidligere referencer og typekategorier og ikke overraskende var holdet bestående af 7 kvinder og 3 mænd. Det fik mig straks til at tænke på om kurset mest er for kvinder – fordi coaching på en eller anden måde måske mest appellerer til kvinder. Jeg var endvidere i besiddelse af frygten for, at kurset appellerede til mennesker i alderen 45+, som var i en eller anden livskrise og som skulle prøve ”at finde sig selv”.

Men de fordomme og overbevisninger jeg havde haft var alle heldigvis forduftet efter tredje dag. Jeg havde mødt mennesker, som var på kurset af forskellige bevæggrunde. Mange af de øvrige sad i udfordrende stillinger enten i både den offentlige og private sektor. En overvejende stor del af de øvrige elever, sad i stillinger med ledelsesmæssige elementer eller direkte ledelse. Jeg følte fagligt en lighed med de øvrige elever, hvilket uden tvivl gjorde kurset mere interessant.

Jo mere erfaring jeg har fået, desto mere overvældende har det været

Hvad der nok overraskede mig en del var, at med hjælp af relativt simple værktøjer kan frigøres så megen energi og motivation. Der findes løsninger på mange udfordringer eller forandringer hos mennesker, som ligger gemt lige under overfladen, men som sjældent kan frigives eller kombineres ved de enkelte menneskers egen kraft. Det er også et opgør med min tankegang om, at alle mennesker har et eller andet unikt at bidrage med, fordi deri ligger også implicit en begrænsning i en eller anden forstand.  

Hvad jeg har erfaret med coaching, er at der hos den enkelte ligger mængder af kompetencer og erfaringer, som kan slippes løs og kombineres i alle mulige forskellige retninger, således at rette fokus og motivation kan gøre, at mennesker kan opnå mange af de ønsker, som tidligere har været umulige eller meget svære at føre ud i livet.

Jo mere erfaring jeg har fået desto mere overvældende har det været, at coache de fokuspersoner som jeg har haft sessioner med. Jeg har flere gange oplevet at sende personer ud af døren, som i den grad har været opløftede og fyldt med energi og motivation. I starten stod jeg egentlig og tænkte noget i retningen: ”Hvad er der lige sket her”? Jeg kunne næste ikke tro, at jeg havde ført et andet mennesker over i den tilstand blot ved, at bruge relativ simpel teknik og fokus.

Nu har jeg prøvet det nogle gange og ved, at det faktisk er mig, som kan få et andet menneske til at skifte fra en tilstand til en markant anderledes tilstand; i positiv forstand naturligvis.

Jeg har fået en mere anerkendende ledelsesform

Jeg prøver at implementere mange dele fra min coachuddannelse i min dagligdag. Jeg har mærket en positiv effekt på mine medarbejdere, hvilket har givet mig lyst til mere.
Jeg har ændret mit fokus og adfærd, hvilket har gjort at jeg faktisk er blevet bedre til at lytte, at stimulere samtalerne i en anden retning og få øgt opmærksomhed. Jeg er sikker på, at jeg også på denne måde har fået en mere anerkendende ledelsesform. Jeg har tidligere haft svært ved at kunne sætte ord på forskelle mellem anerkendelse og ros.

Jeg er nu slet ikke længere i tvivl om, hvor stor betydning reel anerkendelse har for medarbejderne, men også i andre relationer – herunder venner og familie.