Brians lange coachrejse - del 2

Af Brian Martin Rasmussen

...fortsættelse af 'Brians lange coachrejse'

Pausen
Jeg elsker simpelthen pausen. Det stammer nok fra min journalistbaggrund, hvor en pause i
interview kan betyde, at interviewpersonen i stedet for stilheden taler videre, fordi ’nå, så er jeg
nok ikke færdig med at sige noget klogt.’ Det er et enkelt, men genialt trick, der også spiller på
psykologi, og det synes jeg er spændende.

I coachingen er pausen og lidt stilhed et fint, lille frikvarter, som FP kan bruge på lige at trække
vejret og få vendt tankerne. Som coach har jeg intet problem med pausen og jeg synes hverken
det er pinligt eller ubehageligt, og derfor tror jeg også, at det er ’nemmere’ at få en god pause
med en FP. Jeg har kun gode erfaringer med det ift FP, men det er jo også en mulighed for at lave
et lille state break for sig selv, hvis man går i stå eller skal fortsætte ad en anden vej.

Overbevisninger
Overbevisninger er noget mennesket tror på, og så er det sandt for vedkommende.
Det kan være utrolig svært som coach at opleve stærke, begrænsende overbevisninger hos en FP,
som de ikke selv kan se eller vil ændre. Og det er endnu sværere at blive i bevidstheden om, at det
ikke er mit projekt som coach at ændre en overbevisning, men i stedet at belyse overbevisningen,
så FP får en mulighed for at se, at den er begrænsende og så selv vælge at gøre noget ved den. Og
det kan være virkelig svært.

Oftest synes jeg ikke det er vanskeligt at opdage en overbevisning i en session, men det svære kan
være at få den bearbejdet, så den ikke står i vejen for FP’s mål.

Her er HAGO jo et fantastisk værktøj, og jeg bruger tit det visuelle greb med at holde to hænder
frem for at vise, at man kan vælge det ene eller det andet. Det virker fortrinligt i HAGO, men jeg
synes også, at det kan bruges generelt i coachingsessionen til et illustrere et ’før’ og et ’ønske om
forandring’. Det skaber overblik og retning.

Opsummeringer
Det virker virkelig godt at lave opsummeringer undervejs i en session. Det giver både FP og coach
en slags struktur og man sikrer sig, at man har forstået FP, og at FP får samlet op på sine tanker.

Jeg har også lært meget af at se på medkursister, der har brugt opsummeringer undervejs til at
skabe overblik og klarhed, og som er virkelig dygtige til at bruge FP’s egne ord og vendinger. Så det
er nærmest feedbackrunderne her i slutningen af uddannelsen, der for alvor har fået slået fast for
mig, at opsummeringer bare virker.

Mine største udfordringer undervejs:
Til at begynde med var jeg meget usikker i coachrollen, jeg var meget i mit hoved i stedet for til
stede i rummet. Jeg tænkte hele tiden på hvad jeg gjorde, hvor jeg skulle hen næste gang, og
hvilke værktøjer jeg skulle tage i brug. Hvor langt var jeg, fik jeg lavet gode nok noter, huskede jeg
det hele?

Det var svært at lægge fra mig, men jo mere erfaring jeg fik og jo flere forskellige slags coaching,
jeg lavede, jo mere begyndte jeg at hvile i rollen og stole på processen.
Det gav mig også modet til at teste ting af, som fx at gå og coache og at undlade at tage noter
undervejs. På denne måde lærte jeg, at jeg er mere til stede og mere aktivt lyttende, når jeg ikke
har så mange ting, der kan distrahere mig.

Jeg var også lang tid om for alvor at turde at udfordre FP på fx overbevisninger eller inkongruens.
Jeg var lidt bange for, hvordan de ville reagere – og om det ville være negativt – hvis jeg
udfordrede dem for meget. Men også her har jeg lært at bruge af min rapport og udfordre FP –
det er jo blandt andet det, jeg er der for.

Hvad er en coach og ER man coach eller kan man godt gå ind i rollen, når man coacher?
Jeg har tænkt meget over det her med, om jeg ER coach eller om jeg coacher. Jeg kan sagtens
følge logikken med, at når jeg coacher, så ER jeg coach. Samtidig blev jeg også lidt provokeret,
fordi jeg jo synes, at jeg er menneske først og fremmest, dernæst er jeg mig, og til sidst er jeg så
coach… når jeg er i en coachingsituation.

Personligt føler jeg, at det er en rolle, jeg kan påtage mig, når jeg coacher, og så lægger jeg den fra
mig, når jeg ikke er i coaching-sammenhæng. Jeg tror også, at det hænger lidt sammen med, at jeg
synes det kan blive lidt meta. Jeg kan godt være professionel og så være coach, når det påkræves,
uden at jeg lever det 100 procent og hele tiden.

Og så har jeg et par ar fra tidligere, hvor mit job og min identitet smeltede sammen således, at jeg
VAR mit job i flere år. Det var en flydende grænse mellem arbejdsliv og privaliv, mellem den
professionelle Brian og den private Brian. Alt var smeltet sammen. Og jeg elskede det.
Lige indtil jeg røg ind i en længere stresssygemelding, hvor jeg lige pludselig ikke kunne arbejde i
lang tid, og hvem var jeg så? Der skulle jeg arbejde med mig selv for at finde ud af, hvem Brian var,
når han ikke var sit arbejde. Og det har gjort, at jeg er mere påpasselig med at ’leve’ noget
arbejdsmæssigt, for jeg vil også godt bare være Brian, der har andre interesser. Bare indimellem.

Vaneværktøjet
Her har specielt vaneværktøjet svært for mig i starten at få hold på. Jeg kunne ikke forstå de
forskellige trin, og jeg synes stadig det er et svært værktøj, og det er nok her, mine største
udfordringer – og dermed mit største forbedringspotentiale - ligger pt..
Afslutningsvis har jeg derfor skrevet ned, hvor jeg synes, jeg har mine styrker, samt hvor mine
næste forbedringspunkter kan være:

Styrker:
- Jeg trives i rollen som coach, er rolig, god til rapport, til at sætte rammerne, jeg er
imødekommende og skaber en rar atmosfære, bliver sjældent følelsesmæssigt kapret,
bliver ikke rigtig nervøs, jeg hviler i rollen og god til pauser.

Forbedringspotentiale:
- Der er mange ting jeg godt vil blive bedre til, og jeg er er fuldt ud bevidst om, at træning er
vejen frem. Men derudover vil jeg godt blive mere heppende, bedre til at spejle, lidt mere
loose hvis FP er loose, bedre til at stole på, at hvis jeg lytter godt nok så kommer næste
spørgsmål af sig selv og så vil jeg godt turde at turde og blive bedre til at se fejl som en del
af processen og som erfaring tjent og læring opnået.

Den lange vandring
Jeg vil godt slutte af med at perspektivere til en anden stor rejse og oplevelse i mit liv, som jeg
synes, at denne type uddannelse minder om.

Jeg elsker nemlig at vandre og min første, store vandring var i november 2015, hvor jeg gik 835 km
på Camino de Santiago i det nordlige Spanien: Jeg kendte starten: Saint Jean Pied de Port på den
franske side af Pyrenæerne, og målet var katedralen i Santiago de Compostela, ca 800 km ude i
horisonten. Alt derimellem var ukendt territorie, men jeg skuede for det meste fremad, kiggede
mig en gang imellem tilbage for at se, hvad jeg havde opnået og lært undervejs, og hvordan jeg
skulle rejse sikkert videre. Og så var jeg åben, nysgerrig, videbegærlig.

Coachinguddannelsen begyndte for mig på samme måde som min Camino-tur: Intet er fastlagt fra
start, men jeg finder ud af tingene undervejs, hvis jeg stoler på processen! Jeg kan godt lide den
tilgang, for så skal man være nysgerrig, villig til at arbejde og vedholdende.

En anden ting er respekten, der går igen begge steder. Respekten for rejsen og distancen og de
folk jeg møder undervejs. Respekt for tid, endda at give sig god tid. At det er ok at blive frustreret
undervejs. Respekten for andres verdensbillede, lige meget hvordan det så ud, har for mig været
noget af det sværeste ved coachingen. Jeg kan godt være lidt hurtig til at dømme folk hurtigt, for
derefter at give dem en chance for at bevise, at de er gode mennesker.

I coachingen skal jeg ikke dømme, for det er ikke mit ansvar eller rolle at finde ud af, hvor de vil
hen – de skal selv finde vejen, og det ansvar for egen udvikling hos en person, er jeg stor tilhænger
af.