Rend mig rigtigt

I forrige udgave af WA (Nr. 42) skriver Andreas Grosbøll et rammende indlæg, der langt hen ad vejen pålægger konsulenterne  - og dem der hyrer dem formodentlig?, ansvaret for uansvarlighed i danske virksomheder og organisationer - ikke mindst de offentlige. Som det ses af ovenstående er jeg enig i en lang række af Andreas Grosbølls pointer og netop derfor er jeg Coach!

Grosbøll gør sig nemlig skyldig i en udbredt, om end ikke strafbar forbrydelse, der ikke bliver mindre af, at han udtaler sig i et felt, han qua sin uddannelse burde være hjemme i. Forbrydelsen er uvidenhed om de fundamentale forskelle på en typisk konsulent og en coach. Og at han ikke er ene om sin vildfarelse, bør få den professionelle coachingbranche til at gribe i egen barm.

Sagen er, at der findes en udbredt overtro om, at coaching og den traditionelle, rådgivende konsulentrolle stort set kan sidestilles.

Skylden herfor kan placeres forskellige steder, men for at påtage mig et ansvar ñ det er jo det det handler om ñ vil jeg gerne påtage mig en del af ansvaret for at coachingbranchen har været for ringe til at fortælle, hvad coaching egentlig er. Derfor vil jeg i det følgende gerne komme med mit bud på coachens rolle og på den bagvedliggende filosofi, sådan som den kommer til udtryk i verdens største organisationer for internationalt certificerede coaches, ICC, ICF & ICI.

Faktisk er coaching og rådgivning baseret på to modsat rettede filosofier.

Rådgivning bygger på filosofien om, at jeg qua min erfaring, min uddannelse, min analytiske sans, min fornuft og min unikke position som udefra kommende tror, at jeg ved, hvad der er godt for dig.

Det er i princippet samme filosofi, der gør sig gældende, når en god ven beder mig om et råd, og jeg glad benytter lejligheden til at lufte mit holdning til en given situation. Min ven har så valget mellem at lytte til mit råd, at lytte til en anden vens råd, eller selv træffe et valg, baseret på analysen af de forskellige råd.

Det er ikke svært at se, hvordan den “svage” ofte vil læne sig op ad et råd fra en erfaren ven, mens den “stærke” ofte vil vurdere situationen selv og beslutte herudfra. Råd kan være gode til at få flere perspektiver på en sag, men de kan også være direkte farlige, fordi de, som Grosbøll påpeger, kan fratage ansvaret fra den som spørger. På den lange bane kan rådgivning altså skabe afhængighed af såvel råd som rådgiver. Samtidig truer ansvarsforflygtigelsen hos den, der fulgte et dårligt råd eller ikke kunne leve op til rådgiverens anbefalinger: “Det var jo (i virkeligheden) ikke mig, som fandt på det. Det var rådgiveren, som var dårlig”.

Moderne coaching bygger på den diametralt modsatte filosofi. Nemlig filosofien om, at du altid har et svar (læs: råd til dig selv), der er bedre end det, jeg kan give dig.

Det kan lyde poppet og bliver det også, hvis ikke coachen har gennemgået en grundig uddannelse på flere niveauer. Teori, viden og kompetence indenfor coaching er Èn ting, men helt afgørende er det, at den coachende tankegang er inkorporeret som et handlingsmønster: Du tænker ikke kun som coach, du agerer også som en sådan. Er det ikke tilfældet, risikerer man en coach, der bevidst eller ubevidst stiller ledende og manipulerende spørgsmål. En coach som derved inddrager sig selv og sine fordomme. En coach som har svarene på forhånd.

Når jeg som coach har ubegrænset tillid til, at den jeg coacher ved bedst, og når jeg aldrig falder i fælden og kommer med et velmenende råd (selvom den coachede tørster efter det), så medfører det langsomt men sikkert, at den jeg coacher tager ansvar for eget liv, egne beslutninger og egne handlinger. 

På den måde handler coaching i virkeligheden om at lægge ansvaret tilbage til individet, og på den måde er der himmelråbende forskel på de konsulenter Grosbøll kritiserer og på kompetent coaching.

Ud fra den betragtning er der rigtig god grund til, at også skoleungdommen møder coaching. Det mener jeg, fordi coaching kan hjælpe de unge til at tage ansvar for eget liv. Derved kan de bedre modstå samfundets effektive og konstante forsøg på at fratage dem ansvaret. I mødet med studievejlederen, der tror, han vÈd hvad der er bedst for den unge. I mødet med erhvervslivet, hvor ledere taler om at tage ansvar for at lægge ansvaret ud, men samtidig agerer stik modsat og fratager medarbejderne deres ansvar. I mødet med det sociale system, der i mange tilfælde møder klienter som et problem i stedet for en ressource etc.

Grosbøll udtaler sin frygt for det handlingsløse samfund, hvor alle lægger ansvaret fra sig, og netop her vil det nok interessere Grosbøll og andre, at coaching udover at være ansvarspådragende også er handlingsanvisende. I coaching handler det altså ikke kun om at tale herfra og til månen om, hvad vi vil gøre. Det handler i lige så høj grad om at agere. Ellers sker der ikke noget - og vi coacher for, at der skal ske noget.

Coaching kan kort og unuanceret defineres som “facilitering af mobilitet”, og for at coaching er mulig, skal der derfor være et ønske om forandring til stede. Denne forandring kan kun igangsættes ved konkret handling, så coachingen er med til at “at lære” fokuspersonen, gennem handling, at forandring er mulig.

Grosbøll benævner i flere omgange coachen som vejleder eller guide. En vejleder eller en guide har det til fælles, at de leder vejen. En coach leder ikke vejen, men går ved siden af sin fokusperson (den som coaches) og støtter denne i sit forehavende - med ubegrænset tillid som sit stærkeste våben. En coach der leder vejen er ikke en coach, men en forklædt konsulent. Og dem er der mange af.

En vigtig årsag til manges uvidenhed og forvirring i forhold til coachens rolle, skyldes nemlig, at mange af de der tidligere var konsulenter, rådgivere, terapeuter, psykologer etc. nu kalder sig coaches. De agerer blot mere eller mindre som de plejer, og er derfor medvirkende til at skabe et særdeles grumset billede af coachingens sande natur ñ hvis en sådan findes! 

Jeg påtager mig nemlig ikke at kende sandheden, jeg kan kun formidle den som jeg og ICI oplever den.  Alt andet ville være utidig projektering af mit verdensbillede, og det gør coaches ikke!