Forårssolen stod ind af vinduerne. Der var mødt mange spændte mennesker op til den første dag på coachinguddannelsen. Jeg var selv en af dem. Jeg havde sparet pengene op og glædede mig til at blive klogere på, hvordan jeg kunne guide andre mennesker til et mere positivt liv og til at følge deres drømme. At jeg selv skulle gennemgå en stor positiv forandringsproces var jeg uvidende overfor.

'Du bliver hvad du tænker' bog skrevet af Jørgen Svenstrup!
Hvorfor i alverden skulle jeg læse den? For det første er jeg ikke den store læsehest og for det andet ved jeg sgu dag godt at 'du bliver hvad du tænker'. Det er jo det jeg har efterlevet i stor set hele mit voksenliv. Jeg anskaffede mig alligevel bogen som en gave til min hustru, måske jeg havde en bagtanke, men den har jeg glemt.

Hovedet blev tomt, mit blik søgte hendes og spørgsmålene blev kastet hid og did mod kvinden overfor. Hendes svar blev ikke udgangspunkt for det næste spørgsmål, jeg stillede. – Hvad foregik dér? Jeg anede det knap nok selv! For det var da mig, der sad der i den ene stol midt i min egen certificering som ICI coach. Eller var det nu også det? Jeg vidste det dårligt nok, og minutterne føltes som sekunder, da mit blik faldt på uret – 15 af de 30 minutter en coaching max. må vare i forbindelse med en certificering var gået…Hvor var de blevet af, hvad havde jeg brugt dem på?

Svend Brinkmann har nu solgt 12 oplag af sin bog med titlen "Stå fast". Hans hovedbudskaber er at vi skal gøre op med tidens udviklingstvang, stoppe selvudvikling, og istedet være sure og tage nej-hatten lidt oftere på. Det sidste påstod Brinkmann i gårsdagens dobbelt-foredrag i Billund Kirke er ironisk ment, men når en professor i psykologi siger sådan noget, skal man nok regne med at en del tager det alvorligt - og det er ret problematisk.

Dét at starte op på coachuddannelsen var for mig et stort ønske. Jeg havde undersøgt en del omkring diverse tilbud og fandt frem til at uddannelsen hos EmpowerMind var den, som jeg fandt mest interessant. At den ikke var så rammesat og fastlåst, som de andre uddannelser virkede til at være, var tiltalende. I en verden i evig forandring, er jeg overbevist om, at min tilgang til coaching også må være det.

Det har lige været fastelavn. Mange af os forbinder det nok mest med fastelavnsboller, masker, mere eller mindre fantasifulde udklædninger og slå-katten-af-tønden-arrangementer for børn. Sådan lidt Halloween 1.0. Men oprindeligt er den larmende fastelavn indledningen til fastetiden. En stilhedens og eftertænksomhedens tid, klædt i melankolsk violet. En tid med afkald og afsavn.

Jeg var desværre voksen - ret voksen, som i 40 år gammel - før jeg fandt ud af og blev klogere på, at der var noget der hed introvert og ekstrovert. Og hold da op hvor ville jeg have været glad for at vide det som teenager!

Vi mødtes første gang i december 2016 til den første kursusdag som kommende teamcoaches hos Empowermind. Vi var alle fire modne, veluddannede og højt kompetente professionelle i hvert vores felt. Og tillige havde vi uddannelse og erfaringer som certificerede coaches. Vi kendte ikke hinanden. Vi havde tilmeldt os samme uddannelse. Og så boede vi alle fire øst for Storebælt – dét afgjorde at vi blev sat sammen og skulle udvikle et team.

Et af mine store ønsker med uddannelsen var at blive mere rummelig og blive en så lærerig faderfigur som muligt. Med 4 små børn er mit ansvar stort. Jeg får en stor indflydelse på deres liv og deres livskvalitet. Efter opstarten på uddannelsen virker rollen ikke så stor som før. Ikke at min indflydelse er blevet mindre eller at mit ansvar er blevet mindre – tværtimod.

Den sætning blev præsenteret for mig af Peter A.G. forleden dag i radioen. Ahh Peter, det hedder det da vidst ikke - en kæde er ikke stærkere end det svageste led. Eller hvad? Sætningen er yderst interessant i en coaching sammenhæng, tænker jeg.

Jeg kom kørende ad motorvejen på vej hjem fra et aftendyk i Helsingør, da der pludselig stod mennesker midt på vejen. Det viste sig senere, at de havde tabt en cykel og besluttet sig for at stå ud af bilen for at hente den. Det sker – heldigvis – sjældent, at man støder på gående på en motorvej, så jeg trak pænt ud i overhalingsbanen og kørte uden om dem.

Mette: ”Kender vi kulturen i teamet?”

I vores andet blogindlæg skrev Malene om vigtigheden af at måle "temperaturen" i vores teams for, at imødekomme udvikling af et team til et High- performance team.

Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.

Jeg har for nylig været til et foredrag om positiv psykologi, hvor ordet mekaniker blev brugt som billede på, at vi arbejder på at udbedre fejl i "motoren". Det er helt naturligt for vores hjerne at vurdere farer og trusler hele tiden. Den er ikke vant til at tænke på fremtiden og forestille sig noget der ikke er sket endnu. Det er til gengæld din fordel, for det gør dine muligheder for at forme din fremtid bedre. 

Kender du følelsen af at du gerne vil hjælpe og please andre, men at du af og til glemmer at tænke på dig selv? Måske er det gået hen og blevet en vane for dig, således at du helt har glemt, hvad du gerne selv vil og hvad der giver dig energi?