Vi er ikke længere robuste nok, til at navigere i livet

Beviset ses i at over 1 million danskere årligt rammes af stress, depression eller angst. Overskriften provokerer dig måske, idet den indikerer, at det er den enkeltes ansvar at sikre sig robusthed nok til at bevare et godt mentalt helbred. Det er der dog stadig mere og mere der tyder på er tilfældet, og det kommer til at rette fokus mod fremtidens måske mest vigtige personlige kompetence: Mental robusthed.

Hvor stressforskningen tidligere var funderet i tesen om, at stress skyldes omgivelsernes pres, hvorved stresshåndtering bestod i at ændre omgivelserne eller at fjerne sig fra disse, bygger det nye paradigme indenfor stressforskning i højere grad på en tese om at stress skyldes den enkeltes manglende evne til at cope med de stressorer omgivelserne udsætter individet for. Hvis det er tilfældet, betyder det også, at coping er den strategi, der måske er den eneste langtidsholdbare løsning mod stress, og det retter pludselig fokus mod dig og mig og os alle sammen.

Det rejser en ofte postuleret problematik, men heldigvis også løsninger, der måske er nemmere end du tror.

Den centrale problematik skyldes antagelsen om, at med ansvaret følger skylden. Arvesynden, som mennesket har levet med siden Adam og Eva, og som ligger til grund for den store protestbevægelse mod ansvarliggørelsen af individet, der er den naturlige konsekvens af den sekularisering vi har gennemgået de seneste årtier.

Min påstand vil dog være, at ansvar og skyld ikke behøver at bo i samme hus, idet skyld kun er et produkt af en fejlkultur, hvor vi har tendens til at give os selv skylden når vi begår fejl og ikke lykkes. Da mennesket trådte de første skridt på jorden, gav det sikkert mening at have en fejlkultur, hvor skyldfølelsen skabte forudsætninger for hurtigt at lære hvordan jeg ikke skulle agere i en given situation. Vigtigt fordi en fejl kunne koste livet i mødet med en sabeltiger, men selvom der ikke er mange sabeltigre i vores hverdag, supplerer mange stadig fejl med en ubehagelig skyldfølelse.

LÆS OGSÅ: "Den indre ro er en strand på Bornholm"

Et reelt skifte til læringskulturen, der er et mantra i mange danske virksomheder, åbner faktisk en behagelig port til en helt anden måde at anskue fejl på.

I læringskulturen er fejl en gylden mulighed for at lære noget værdifuldt, og her behøver skyldfølelsen ikke på nogen måde at flytte med ind.

Faktisk er følelsen af skyld, den væsentligste måde at checke om jeg tror på, og agerer i en fejlkultur eller i en læringskultur.

Således har den stressramte aldrig skylden for sin stress, men har muligheden for at lære noget essentielt, hvilket de fleste stressramte da heldigvis også gør efter en erkendelsesproces.

Det næste og vigtigste skridt, er at tage ansvaret for at det ikke sker igen – eller hvis du er så heldig at høre til de to ud af tre der ikke har været ramt af stress – at sikre at det heller ikke sker.

Det sker mest effektivt gennem robusthedstræning, der skaber forudsætning for en effektiv coping-strategi.
Robusthed er et bud på en fordanskning af ”Resilience”, der også kan oversættes til mental modstandskraft.

Det er et forholdsvis nyt forskningsfelt, med dette til trods, har fx hele den amerikanske hær gennemgået et intensivt robustheds-trænings forløb, for at styrke den mentale modstandskraft, der er afgørende for at være mentalt forberedt til at gå i krig.

I Danmark foregår krigen for de fleste i hjemmet og på arbejdspladserne, og kuglerne er erstattet af ord og forventninger, der sjældent slår ihjel, men tydeligvis sårer så betydeligt, at 1 million danskere årligt rammes!

Robusthedstræning kan foregå på to måder. Enten ved bevidst at lære og træne en række værktøjer der omhandler vigtige ting som mening, styrker, tankekontrol, overbevisninger og reaktionsmønstre. Gennem denne træning lærer den enkelte konkrete teknikker, der kan omsættes som gavnlige coping-strategier i hverdagen.

En anden form for robusthedstræning, der er helt ny, og måske den mest effektive overhovedet, er mentaltræning. Mentaltræning er en disciplin, oprindeligt udtænkt for at få elitesportsfolk til at præstere optimalt, og der har den udtjent sin værnepligt. De seneste år har mentaltræning nemlig vundet indpas i danske virksomheder, og i et større forskningsprojekt har det vist sig at mere end otte ud af ti mentalatleter, efter få måneders træning, oplever pytgrænsen markant og permanent hævet, hvilket er det tydeligste tegn på robusthed.

Pytgrænsen markerer grænsen for hvor jeg kan sige pyt til ting, fremfor at lade dem påvirke mig i negativ retning, og jo højere pytgrænse, desto mere mental modstandskraft, og dermed robusthed er jeg i besiddelse af.

Mentaltræning kræver 15 minutters lytning til en lydfil nogle gange om ugen. En lydfil, der stimulerer og øger aktiviteten af såkaldte gamma-bølger i hjernen, hvorved pytgrænsen og dermed den mentale robusthed automatisk øges.

Et forløb, der både indeholder bevidst robusthedstræning og mentaltræning, er derfor den mest effektive måde at træne robusthed på, og hvis robusthed virkelig er fremtidens absolut vigtigste personlige kompetence, der både kan øge graden af trivsel i takt med at stress reduceres, og samtidig skabe forudsætning for bedre bundlinje, kan det være at vi som samfund, virksomheder og individer skulle begynde at tage det alvorligt.

LÆS MERE: Bliv mentalt robust gennem mentaltræning

En forkorte udgave af ovenstående blev publiceret i Djøf Bladet nr. 18 | 6. november 2015.