Min udvikling som coach og menneske

Dét at starte op på coachuddannelsen var for mig et stort ønske. Jeg havde undersøgt en del omkring diverse tilbud og fandt frem til at uddannelsen hos EmpowerMind var den, som jeg fandt mest interessant. At den ikke var så rammesat og fastlåst, som de andre uddannelser virkede til at være, var tiltalende. I en verden i evig forandring, er jeg overbevist om, at min tilgang til coaching også må være det.

Efter deltagelse på en introaften var jeg sikker på mit valg. Der blev spurgt meget ind til facit og fakta fra de andre deltagende denne aften. De kunne ikke få et konkret svar, hvilket jeg fandt interessant.

Forventningen

Min forventning til hvad det vil sige at være en coach, ændrede sig dog betydeligt efter få minutter på studiets første dag. Jeg havde en forventning om en mere deltagende rolle i forhold til fokuspersonen (fokusperson er den part, som coachen har sit fokus på).

At være en sparringspartner, som gerne måtte ”berige” fokuspersonen med diverse råd og egne iagttagelser, var en del af coaching, havde jeg forestillet mig. Det var ikke sådan og heldigvis for det, har jeg siden erfaret.

Uddannelsen kunne jeg ikke kun læse mig igennem. Den skal mærkes. Det er grunden til, at der ikke kan gives et konkret svar til noget overhovedet. Kommer svaret ikke indefra affødt af en følelse, virker det ikke effektivt nok og forandringen bliver ikke iboende i fokuspersonen.

At læse en bog om hvordan andre kan gøre i nogle sindstilstande giver måske mening i øjeblikket, men bliver ofte glemt før bogens titel. Det virker ikke indefra og kan ikke mærkes.

LÆS OGSÅ: "Sover du også lidt for dårligt?"

Foredrag kan være interessante og yderst lærerige, men har samme effekt på mig. Det mærkes måske på en mere rammende måde, da foredragsholderen kan formidle visse følelser i en mere effektfuld måde end man kan læse sig til. Da et foredrag er tilrettelagt, så det rammer i en bred form, bliver den langvarige effekt heller ikke stærk nok til at kunne forandre så effektfuldt, som en god coaching kan – er min overbevisning. At blive opmærksom på dette var interessant. Det var det, som jeg søgte. At kunne være med til at skabe en forandring på baggrund af fokuspersonens arbejde, var en god opdagelse.

Inden uddannelsen

Jeg har altid godt kunne lide at hjælpe andre mennesker, hvis jeg kunne. Der hvor jeg virkelig mærkede, at jeg hjalp med noget nyttigt, var når personen var i en personlig knibe og jeg ved samtale kunne hjælpe denne person i mod lysere tider. Om det var timelange samtaler, var det noget, som jeg virkelig gerne ville. Der kom jeg naturligvis med råd omkring, hvordan jeg ville gøre i en given situation. Hvilken løsning, som jeg forestillede mig ville hjælpe.

Lyttede nok kun med det ene øre, fordi jeg hellere ville finde løsningen. Det var ok for mig, fordi jeg gjorde det i en god mening. Jeg vidste ikke bedre. Det blev nok kun til et ”quicfix”, som ikke kunne mærkes rigtigt. Personligt følte jeg, at jeg havde hjulpet. I en god, men ikke så effektfuld mening. En ting var dog sikkert – følelsen af at have forsøgt at flytte den person fra et sted til et andet var god. Det gav mig en virkelig god følelse, at se at min indflydelse måske havde en positiv effekt.

LÆS OGSÅ: "Dagligdagens mirakler"

Uddannelsen lærte mig efter få minutter, at min måde ikke var den mest effektfulde. En helt anden måde at ansku verden på. At lytte til mennesker på en ny måde. Virkelig interessant. Jeg skulle i bund i grund ikke gøre noget for at hjælpe. Kun lytte. LYTTE og ikke kun høre hvad personen sagde. Det kunne jeg bruge til noget. Jeg kan nu stille kraftfulde spørgsmål og få personen til at flytte sig selv, uden at jeg bestemmer retningen.

Det er en helt anden måde for mig at agere på. Det er befriende i så mange sammenhænge.

Førhen fyldte jeg mere i billedet og det er forandret i dag. Den overfladiske tilgang, som jeg tidligere har haft til visse ting er også ændret. Nu har jeg en oprigtig lyst til at lytte. Jeg har også et stort fokus på, hvor meget jeg fylder i sociale sammenhænge. Min måde at tænke på er forandret. Førhen følte jeg, at jeg skulle bidrage med ”indslag” eller kommentarer, når jeg deltog. Sådan har jeg det ikke i dag. Nu øver jeg mig i at lytte og så kommer jeg alligevel på banen, blot på helt andre tidspunkter og med andre emner end tidligere. Det er yderst interessant at mærke denne udvikling. Den coachende tilgang og denne nye tænkemåde er udviklende. Udsigten til at det er en forandring, der aldrig behøver at stoppe er fantastisk spændende.

Fortsættelse følger...