Hvor meget magt skal tid have?

Hovedet blev tomt, mit blik søgte hendes og spørgsmålene blev kastet hid og did mod kvinden overfor. Hendes svar blev ikke udgangspunkt for det næste spørgsmål, jeg stillede. – Hvad foregik dér? Jeg anede det knap nok selv! For det var da mig, der sad der i den ene stol midt i min egen certificering som ICI coach. Eller var det nu også det? Jeg vidste det dårligt nok, og minutterne føltes som sekunder, da mit blik faldt på uret – 15 af de 30 minutter en coaching max. må vare i forbindelse med en certificering var gået…Hvor var de blevet af, hvad havde jeg brugt dem på?

Spørgsmålene væltede rundt inde i hovedet på mig – havde jeg skabt rapport til min fokusperson, som jeg ikke tidligere havde mødt, havde hun fået afklaret, hvad hun ville coaches på og hvis ja, hvad skulle der så til før jeg gik i gang med at coache hende? For kvinden havde mere end én gang tydeliggjort, hvad de 30 minutter skulle bruges på, så det var ”bare” at gå i gang med at coache. Mine hænder føltes iskolde, munden tør og min hals strammede til, alligevel formåede jeg at smile venligt og imødekommende, og langsomt opdagede jeg, hvad det var der stod i vejen: Jeg manglede modet til at bruge den viden og de kompetencer, jeg havde tilegnet mig gennem det sidste halve år. Jeg turde ganske enkelt… Så hvad ville jeg – ville jeg certificeres i morgen eller ej?!.

Med erkendelsen af at jeg selv stod i vejen for min kommende certificering, vendte mit fokus i ét nu fra at være optaget af mine egne begrænsende eksamensstressede tanker til at lytte aktivt til det kvinden overfor mig sagde.  Var det måske også mit blik på urets vej mod de 30 minutters sluttid, der bragte mig ud af den nærmest trancelignende tilstand? Lige meget hvad, så virkede det! Jeg skabte rapport, blev nærværendeog lyttede – og udfordrede fokuspersonen, når overbevisningerne dukkede op. Jeg var i gang med at coache omsider.

LÆS OGSÅ: "Selvrealisering på højeste plan"

De 30 minutter var gået, og coachingen forbi. Blev det perfekt? Nej. Var det lykkedes at gennemføre coachingen? Ja. Var hun tilfreds? Det oplevede jeg, at hun var. – Der skulle gå et døgn, før jeg vidste, om jeg havde bestået certificeringen. Hvad brugte jeg de 24 timer på? På at være urolig? Ærligt talt, ja. – Samtidig med det løb der også andre tanker igennem hovedet på mig som f.eks.: ”Hvor ønsker jeg, mit fokus skal være – på det der gik godt eller det der gik mindre godt? Hvordan kan jeg være min egen bedste ven i stedet for endnu engang min egen værste fjende frem til i morgen formiddag?”

Et egentlig svar kom jeg ikke frem til, men bare det at jeg var nået så vidt som til at stille mig selv de spørgsmål, sagde noget, om det kvantespring, jeg havde foretaget fra uddannelsens start til den dag i december, hvor minutter blev til sekunder.

BLIV PROFESSIONEL ICI COACH - Læs mere her

Da jeg mødte op næste dag, følte jeg om ikke rolig, så i hvert fald spændt til bristepunkt på en langt mere kraftfuld måde end, når jeg har tidligere har ventet på en eksamenskarakter med et efterfølgende pænt håndtryk. - Måske var det også derfor, at jeg nærmest krammede livet af min underviser, da han efter at have gennemgået løfte- som lyspunkter i min præstation overbragte mig ordene: ”Tillykke, du har bestået!”.  For der blev der da bare så meget plads inden i mig til glæde og begejstring, at det føltes som en slags eufori.

Jeg var nu i mål med en uddannelse, som jeg for bare seks måneder siden aldrig havde forestillet mig muligt at gennemføre og endsige bestå. – Jeg kunne, og du kan – hvis du skulle være i tvivl…