”Er du sur? Er der noget i vejen? Hvorfor er du så stille?”- introvert eller teenager?

Jeg var desværre voksen - ret voksen, som i 40 år gammel - før jeg fandt ud af og blev klogere på, at der var noget der hed introvert og ekstrovert. Og hold da op hvor ville jeg have været glad for at vide det som teenager!

”Er du sur? Er der noget i vejen? Hvorfor er du så stille?” Det har jeg hørt mange gange, da jeg var barn/teenager og nogle dage, hvis jeg blev spurgt flere gange, ja så endte det med at jeg blev sur, lidt mere stille eller mærkeligt til mode – ofte var det fordi jeg ikke lige kunne svare med det samme og ikke helt vidste hvad humør jeg var i. Typisk for en introvert kan være at de lige skal mærke godt efter - så det skal helt ind i systemet, mærkes, sammenlignes med tidligere erfaringer og så finde de rigtige ord.

Da jeg var teenager tænkte jeg ofte, at jeg var mærkelig, lidt anderledes, sur, kedelig, genert, stille, et menneske af få ord, en som ikke så mange syntes det var spændende at snakke med. Det påvirkede mit billede af mig selv og mit selvværd.

LÆS OGSÅ: Afkald og afsavn

Jeg syntes tit, at jeg virkelig skulle gøre mig umage for at kunne være med i en snak med de andre og vidste ikke hvad pokker jeg skulle sige eller spørge om - de fleste andre virkede bare som om de havde så let ved at snakke sammen. Jeg var ikke særlig vild med at gå til fester, specielt ikke hvis jeg ikke kendte så mange og nogen gange meldte jeg bare fra med en dårlig undskyldning.

Smalltalk var bestemt ikke noget jeg var god til eller syntes om – i dag har jeg lært det, og min strategi er at jeg fokuserer på og tænker over hvilke emner der lige kan tages op i en samtale.

I dag skal jeg stadig sætte mig op til at skulle til fest, sammenkomster eller møder med mange mennesker og med nogen jeg ikke kender. Og forinden skal jeg liiige overbevise mig selv om at det er okay, og passe på mig selv, ved at lade op både før og efter, da jeg ved at jeg bliver totalt overstimuleret med indtryk både fra omgivelserne og de mennesker der er. Så jeg har lært at blive rigtig god til at passe på mig selv.

Min far var også meget stille - en mand af få ord - og jeg udviklede min egen strategi for at få kontakt med ham. En god strategi var blandt andet, at bringe emner på banen som jeg vidste han var interesseret i, eller spørge ham om hjælp til noget han var god til. Det kunne være matematik eller at hænge en hylde op – så ku jeg stå der med støvsugeren mens han borede. På den måde havde vi noget sammen, jeg oplevede et spejl af mig selv og blev ret menneskeklog.

Jeg fik tit at vide i skolen at jeg skulle sige noget mere - hvem har ikke fået det at vide? Men jeg troede det var helt særligt for mig og at jeg nok ikke var så klog, når jeg ikke lige valgte at række hånden op og bare sige noget! Det virkede jo som om de andre bare havde smadder nemt ved det.

Så jeg havde en stor indre dialog om at jeg ikke var klog nok, smart nok, dygtig nok…. ikke så hensigtsmæssig i forhold til at tro på sig selv. En ret negativ mentaltræning – i dag har jeg heldigvis min faste rutine med at mentaltræne…. og nu træner jeg den positive indre dialog, der støtter mig i dagligdagen.

LÆS MERE: Coaching af unge

Til gengæld har jeg altid rigtig godt kunne lide og været god til at prioritere at have tid for mig selv, læse en bog, fordybe mig i en aktivitet, gå en tur i skoven - også meget gerne alene. Jeg holder meget af at sidde på en træstub og bare glo, lytte og være tilstede lige der midt i naturen for at lade mig selv op og dermed få mentalt overskud. Hvis jeg i perioder glemmer eller ikke syntes jeg har tid til at tage pauser, gøre ting langsomt og lave mentaltræning, så mister jeg hurtigere overblikket, mangler overskud, kan ikke rumme så meget, har svært ved at tage beslutninger og ender med at min krop siger fra og jeg føler mig overbelastet eller stresset.

Jeg ville ønske at jeg havde hørt noget om at være introvert eller ekstrovert da jeg var barn/teenager – det havde helt sikkert gjort en stor forskel på forståelsen af hvem jeg oplevde jeg var, hvordan jeg kunne blive bedre til det der ikke lå naturligt for mig – altså de mere ekstroverte sider.

Til gengæld er blandt andet hele min læringsproces i forhold til det at opleve sig selv som introvert, en stor del af grunden til at jeg i dag arbejder med teenagere, unge og deres forældre.

Idag ved jed nemlig at introverthed ikke er en statisk allestedsnærværende, begrænsende størrelse, men derimod et træk der kan justeres og tilpasses efter ønsker og behov. Det ville jeg gerne have vidst tidligere.

Jeg synes derfor det er fantastisk at coache, udfordre, spejle, sparre, mentaltræne og støtte dem så de kan udvikle sig og lære sig selv endnu bedre at kende.

Birgitte Tindborg coach og mentaltræner hos EmpowerMind.