Afkald og afsavn Solvej Paabøl Andersen
06 Mar

Afkald og afsavn

Det har lige været fastelavn. Mange af os forbinder det nok mest med fastelavnsboller, masker, mere eller mindre fantasifulde udklædninger og slå-katten-af-tønden-arrangementer for børn. Sådan lidt Halloween 1.0. Men oprindeligt er den larmende fastelavn indledningen til fastetiden. En stilhedens og eftertænksomhedens tid, klædt i melankolsk violet. En tid med afkald og afsavn.

De senere år har det vakt nogen interesse. Nogle bruger fastetidens 40 dage som en anledning til besindelse på, hvad de fylder deres liv med – og således opdager man måske også, hvad man tømmer det for. Nogle vælger at afstå fra kaffe, sukker, alkohol, kød – eller hvad det nu kan være, man har en mistanke om, at der ryger lidt for meget indenbords af i det daglige. Andre pålægger sig selv at logge af Facebook eller laver andre skærmregler. At søge stilheden og roen for at give plads til noget andet – vove at se, hvad der sker.

LÆS OGSÅ: "Min udvikling som coach og menneske"

Jeg kan sådan set godt følge det et stykke af vejen. Længslen efter at fordybe sig i noget uden at blive afbrudt – eller lade sig afbryde. Trangen til at få fred for indtryk og impulser. Tilfredsstillelsen ved at have sat sig noget for og gennemføre det. Fastetiden kan være en anledning, ligesom nytåret kan være en anledning til nye forsætter.

Det er bare det – for mig virker det stik modsat. Hvis jeg siger til mig selv, at nu vil jeg ikke drikke kaffe i 40 dage, så garanterer jeg for, at mine tanker i hvert fald de første mange dage kun vil kredse om, hvor meget jeg havde brug for den kaffe. Og så er der stor risiko for tilbagefald. Og for at mine omgivelser vil støtte mig meget i at tage den kop kaffe, der ville gøre mig omgængelig igen.

Hvis der er noget, jeg skal lave om på, så skal det enten være af nødvendighed, eller fordi jeg er stærkt motiveret ved tanken om, hvad jeg ville opnå ved det. Nødvendigheden melder sig ikke så tit. Det sker for sjældent, at man sner inde, og telefon- og internetforbindelsen ryger sig en tur. Så det kommer ikke af sig selv, at man må konstatere, at i dag må jeg desværre blive hjemme sammen med familien, og vi kan ikke foretage os andet end at spille brætspil og læse bøger og bage pandekager og tale sammen. Der er altid måder, hvorpå den såkaldte virkelighed kan trænge sig på eller gribes ud efter. Måske er det derfor, at det for nogle virker tillokkende at genindføre afkald og afsavn i fastetiden – vi er nødt til at opfinde stunderne til lediggang og nærvær og stilhed selv. Hvis vi virkelig vil have det?

LÆS OGSÅ: "Sover du også lidt for dårligt?"

Min hjerne ignorerer fuldstændig ordet ”ikke”. Siger jeg til den, at jeg ikke vil drikke kaffe, så opfatter hjernen det, som ”jeg vil drikke kaffe”. Så kan jeg slås med den. Eller også kan jeg give op, og det kunne så være, fordi det ikke var så vigtigt. Eller fordi jeg ikke havde fået gjort mig klart, hvad det i virkeligheden var, jeg gerne ville opnå. Det lykkedes mig faktisk engang at holde op med at ryge. Det er 11 år siden nu, og jeg har ikke taget så meget som et hiv siden. Uden at ane at det var det, jeg havde gang i, mentaltrænede jeg mig selv. Jeg lærte mig en remse med alle de gevinster, jeg ville opnå ved at holde op med at ryge. I stedet for at sige at jeg ikke ville ryge, sagde jeg, at jeg ville blive ved med at være sund og rask, blive ved med at have pæne tænder og hud, have råd til ferier, have velduftende hjem og tøj og hår og børn. Det var jo det, der var mit egentlige mål. Mit mål var ikke ikke at ryge men alt det, jeg ville få ud af ikke at ryge. Hver gang hånden af sig selv rakte ud efter den pakke smøger, som ikke længere lå der, eller jeg mærkede, hvor meget jeg virkelig havde fortjent en smøg lige nu, så satte jeg den plade på. Efterhånden helt af sig selv, uden at jeg skulle tænke sig meget over det. Den gik simpelthen i hak. Ok, jeg tog også lidt medikamenter lige i starten, men dem havde jeg nu prøvet før, når jeg ville holde op med at ryge. Det nye var positiv, konstruktiv hjernevask – det virkede! Og afkald og afsavn blev til gavn og glæde. Knap så surt, vil jeg sige.

 

MEST POPULÆRE

NYESTE BLOGINDLÆG