Jeg er ikke typen, der springer
Ordene er Britt-Maries. Hovedpersonen i Fredrik Backmans ”Britt-Marie var her”. Egentlig ikke en særlig god roman, efter min mening. Men den her passage står ret tydeligt for mig. Sikkert fordi jeg læste den, mens jeg tog uddannelsen som ICI coach hos Empowermind.
Hårdt presset fortæller Britt-Marie, at hun nogle gange drømmer om at komme til Paris. Men hun har aldrig været der. ”Det er bare sådan en ting, der aldrig blev til noget”, siger hun. Endnu hårdere presset fortæller hun om, hvordan familien, da hun og hendes søster var små, nogle gange tog til havet. Søsteren fandt alle de højeste klipper og sprang i vandet fra dem. Når hun dukkede op af vandet igen, kaldte hun på Britt-Marie: ”Spring nu!” ”Og du må forstå”, forklarer Britt-Marie, ”at når man står der allerøverst og kigger ud, så er der et sekund, hvor man faktisk er parat til at springe. Hvis bare man gør det i det øjeblik, så tør man. Men hvis man venter, bliver det aldrig til noget. Jeg er ikke typen, der springer”. Og nu mener Britt-Marie i øvrigt, at hun med sine 63 år er for gammel til Paris.
Hvor mange drømme mon der ”bare aldrig blev til noget”, fordi vi tror, at et sekunds svigtende mod skulle tegne resten af vores liv? At der aldrig kommer et nyt sekund og endnu et, hvor vi SÅ kan springe? Hvor mange af os mon der ikke kommer helt til den udfoldelse, vi egentlig gerne ville, fordi vi tænker: ”Jeg er ikke typen, der…” Eller: ”Jeg er for gammel, for tyk, for klodset, for gennemført uheldig …”
LÆS OGSÅ: "Nu hvor jeg er blevet coach... Hvor peger det hen?"
Små uskyldigt udseende ord som: ”man, jo, altid, aldrig, ikke, ingen, alle” kan have en afgørende betydning for, hvad vi får ud af vores liv – og nok så vigtigt: hvad der får lov at komme ind i det!
Under uddannelsen lærte jeg at blive opmærksom på, hvordan de små bæster af nogle ord og tanker kan sætte sig på vores livssyn på en højst begrænsende måde. Men også at den opmærksomhed netop er den første betingelse for at lave om på det. Og når nu de begrænsende tanker har så meget magt over vores livsudfoldelse, hvorfor skulle nogle andre, mere ”bevidsthedsudvidende” tanker så ikke også kunne have lige så meget magt? Men til langt større glæde.
”Jeg er ikke typen, der er til coaching”, kunne jeg have sagt om mig selv, før jeg så altså alligevel sprang ud i at tage uddannelsen. I første omgang fordi jeg tænkte, at det måske kunne give mig nogle nyttige kompetencer i forhold til mit arbejde. Det gjorde det i allerhøjeste grad. Men fordi uddannelsen er lagt an på læring på egen krop, så at sige, så blev det også af stor personlig betydning. Jeg kunne simpelthen ikke undgå at blive lidt klogere på mig selv. Både på hvad jeg allerede har og gerne vil beholde, og på hvad jeg kunne tænke mig at få mere af eller lade være med. Jeg har måttet forholde mig til nogle ting, som jeg før ville have været tilbøjelig til at affærdige med et: ”Sådan er det jo. Det må man jo …, der vil altid være… det vil aldrig ske… Man kan jo ikke…. Der er da ingen…, alle har vel…”
Den slags verbale skuldertræk bliver grundigt udfordret, og det åbner for udsynet til nogle andre muligheder. OG det åbner for udsynet til andre mennesker, for hey…. det kan også være, at de er nogle andre typer, end jeg lige først havde spottet dem til at være? For mig har det forløb været et utrolig frisk pust til indgroede tanker og vaner. Og det er ikke dem alle, der skal kasseres, for jeg har faktisk meget at være glad for. Det er jeg ikke blevet mindre opmærksom på undervejs.
LÆS MERE OM: Coachuddannelsen
