Tema: Umyndiggørelse
Foran cirkusset står en elefant. Den er bundet til en lille pløk med en kæde om benet. Den ville, så let som ingenting, kunne rive pløkken op og være fri. Men den har fra helt lille lært, at det kan den ikke. Denne tillærte hjælpeløshed skaber det sociale system også hos mange mennesker. Kontrolsystemerne og umyndiggørelsen betyder, at de mister motivationen. Løsningen er en radikalt anderledes tilgang til mødet med klienterne og borgerne. Læs og lyt med her.
I dette afsnit af podcasten Nøglen til din hjerne, er spørgeren socialrådgiveren Kristine. Hun oplever, at på trods af alle hendes værktøjer og al hendes hjælp, bliver mange af hendes borgere hængende i systemet – eller de kommer igen.
Tillært hjælpeløshed
Det er der, ifølge coachtræner Jørgen Svenstrup en strukturel grund til. Selvom Kristine og hendes kollegaer har en masse gode hensigter og gør et virkeligt vigtigt stykke arbejde, så understøtter deres og systemets adfærd ikke hensigten.
” Udfordringen er, at når vi giver penge til folk helt gratis, skal vi passe på, at skattepengene bliver brugt på den rigtige måde. Der skal nok være nogle, der vil udnytte systemet. Derfor indfører vi en masse kontrol, ” siger Jørgen Svenstrup.
Kontrollen umyndiggør det enkelte menneske. Vi ved nemlig, at det, vi motiveres af, er indre kontrol, indre drivkraft og engagement. Hvis den erstattes af ydre kontrol – så risikerer vi at miste motivationen
Ligesom elefanten ikke tror, den kan sprænge lænken, tror den sociale klient ikke længere, at han eller hun kan noget selv.
”Her kommer der et menneske ind ad døren og får penge for ingenting. Det er ikke fedt. Der går ikke ret lang tid, før jeg ikke synes, jeg har fortjent dem. Jeg begynder at træffe den beslutning, at jeg har intet at tilbyde. Folk betaler mig for ikke at gøre noget,” som Jørgen Svenstrup udtrykker det.
En anden tilgang
Jørgen Svenstrup foreslår, at Kristine og hendes kollegaer begynder at møde deres borgere med tillid.
”Den eneste løsning er, at dem, der arbejder i systemet, får en anden faglighed. Når vi uddanner socialarbejdere, som arbejder med de mest udsatte – så kommer de tilbage efter at have lært den coachende tilgang og siger: ”For første gang i femten år har jeg oplevet at den og den familie gør noget.” Den erfaring er vigtig,” siger Jørgen Svenstrup.
Det er nemlig ikke så nemt bare at vise tillid til folk. Hvis man som socialrådgiver igennem mange år har oplevet, at borgerne ikke tager initiativ eller ligefrem vil snyde én, så skal der nye erfaringer til. Det er det, en ny faglig tilgang – coaching – kan.