Når jeg tænker tilbage på det sidste års tid og ser på hvor jeg er i dag, er der godt nok sket meget. Sidder ved mit ny-indkøbte skrivebord på gangen i mit hus, og er ved at forberede et liv som selvstændig ledelsesrådgiver. Hvem havde nogensinde troet det om den generte Morten fra Erritsø, der har prøvet ikke at "stikke for meget ud".
Det er også underligt at tænke på, at jeg for 2 år siden nok aldrig havde haft "modet" til at springe ud som selvstændig. Dengang ville jeg have været rigtig nervøs for om det overhovedet kunne blive en succes. Og tænk på alt det jeg sætter på spil! God økonomi, gode familieforhold osv. "Hvad nu hvis det går galt", kan jeg høre min mor og far tænke og de spørger meget ind til hvordan det går. Selvfølgelig er det også af nysgerrighed for jeg er den eneste, der i den nærmeste familie prøver kræfter med det at være selvstændig. I grunden tror jeg at min "drøm" blev vakt da jeg var barn. Min far gik på aftenskole for at lære noget om bogføring, så han kunne starte som selvstændig glarmester.
LÆS MERE OM: ICI Coachuddannelsen
Hvorfor tog det så så lang tid at realisere drømmen Morten? Jo, der kommer vi så til pointen med coachingen! For hvis ikke jeg havde gennemgået den uddannelse for et års tid siden og prøvede afsindigt mange ting af, så havde jeg ikke haft "modet" i dag. Vi kan godt kalde det "mod", men for mig handler det mere om at forfølge sit eget ønske om udvikling og der har jeg rykket mig rigtig meget de seneste to år. Har tillige haft en chef, som har kastet rigtig mange opgaver min vej, og jeg har bare løbet efter dem, fordi jeg syntes det var sjove og spændende opgaver.
Det sammenholdt med, at "al læring sker gennem erfaring" gør, at jeg nu prøver det af. Er du ikke nervøs for at sidde derhjemme uden kolleger, eller kommer til at mangle indspark fra andre? Tjoo, jeg savner helt sikkert allerede mine dygtige kolleger og det at kunne "sludre" i ny og næ. Men hvem ville ikke det efter 20 år i samme vante rammer? Så for mig handler det mere om, at prøve "et andet arbejdsliv" af. Jeg vil prøve hvad det vil sige, at skabe mit eget, kæmpe for det og finde ud af hvor meget der skal til for at blive succesfuld. Mit største mål er, at skabe økonomisk grobund for et mere fleksibelt liv, hvor der er mere tid og overskud til min familie. Forleden var der en historie i medierne om en mor, der stoppede op da børnene gik i børnehave og dér lagde hun sit liv om. Tror det er noget rigtig mange af os kunne lære noget af. Vi har så travlt med at bevise vores værd overfor alle andre end os selv.
LÆS OGSÅ: "Derfor skal du lære at elske trump!"
Tænk hvis vi alle har en indbygget mulighed for, at blive mere tro mod os selv?! Tænk hvis "modet" kommer fra vores mindset? Hvis vi fremover, når vi planlægger noget har fokus på processen og ikke endemålet, så bliver vi bedre i stand til at følge med den fremtidige forventning til os på og udenfor arbejdspladsen. I den senere tid er agile arbejdsmetoder, vundet frem fordi de netop fokuserer mere på processen end endemålet. Jeg tror vi som mennesker bedre kan kapere den arbejdsmetode i den hastigt ændrende hverdag vi alle oplever.
Så tænk, at det der startede som et løfte om 3 blogs, efter afsluttet coaching uddannelse blev til alt dette? Det er i grunden magisk hvad vi kan opnå i vores liv, hvis vi bare går efter det - ikke?