I sensommeren 2008 blev jeg ud af ingenting hasteindlagt på et hospital i Jylland med beskeden:
”Du skal opereres hurtigst muligt, ellers mister du synet”.
Nu ved jeg ikke med jer, men jeg kan oplyse, at det ikke er den fedeste måde at starte en tirsdag.
Fordi det skete ud af ingenting, nåede jeg ikke at gøre mig særlig mange tanker, om hvad der nu skulle ske.
Ville jeg blive blind? Ville jeg kunne forsætte min daværende tilværelse?? Hvordan ville mine omgivelser reagere???... Spørgsmålene kunne have været mange, og havde næppe gavnet min nattesøvn. Heldigvis for mig nåede jeg grundet situationens pludselighed, ikke at tænke særlig meget over situationens alvor – nogen vil mene at, det er en generel tendens for mig, men det lader vi ligge for nu.
LÆS OM: Stressmanageruddannelsen
Da jeg vågnede op efter operationen, lignede jeg noget fra det gamle Egypten. Hele mit ansigt var ombundet af bandage, og var desuden placeret i en position på en brikslignende seng, hvor jeg kun måtte og skulle kigge nedad. I den position skulle jeg blive liggende i 30 dage, og måtte kun rejse mig op ved toiletbesøg og spisning. Efter en uge kunne lægerne informere mig, om at operationen havde været en delvis succes. Mit venstre øje var fint og havde reageret positivt på operationen. ”Fantastisk”, tænkte jeg. Men som det er så tit i livet, så er der ofte et ”men”. For mit højre øje derimod, det havde ikke reageret positiv. Synet var forsvundet. ”Satans”.
- Med et var min synsvinkel ændret fra panoramaudsigt til det halve.
Så der lå jeg nu næsten fastspændt på en briks på et hospital i Jylland, og var nu ”delvis blind”. Hele situationen var opstået så hurtigt og overraskende, at det først var nu at jeg havde tid til at fordøje det. Når man ligger i sit eget selvskab på en hospitalstue og ikke rigtig ved hvad der venter. For jeg havde aldrig prøvet at være "næsten" blind før. Så lige pludselig har man alt for meget tid, og nu kommer alle spørgsmålene, som jeg ikke tidligere fik overvejet:
Hvor længe skal jeg ligge her?... Forsvinder synes på det seende øje?... Hvordan ser det ud?... Kan man studere med kun et øje? Kan man arbejde? Og i givet fald, hvor og hvordan?....
I sådan en situation der kommer ud af ingenting, er det nødvendigt at søge svar på ens spørgsmål. For min erfaring har vidst mig, at jeg til hver en tid hellere vil kæmpe med visheden, end jeg vil leve i uvished. At svarerne på mine spørgsmål kom langsommere end ønsket, det tror jeg nærmere er reglen end undtagelsen.
LÆS OM: Mentaltræning
En anden ting som hele oplevelsen lærte, er at bede om hjælp, ikke er så ynkeligt, som jeg tidligere havde troet - tværtimod. Oftest handler det bare om række hånden frem. Undervejs mens jeg lå på hospitalet, spurgte min daværende kæreste om hun måtte besøge mig. Jeg valgte at bede hende holde sig væk, for ønskede ikke at hun skulle se i en situation hvor jeg ikke vidste hvordan jeg så ud, og anede heller ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv hvis hun kom. Som du har nok har gættet, så er det et valg jeg har fortrudt, og nok en af hovedårsagerne til vores senere bryd.
"Den blinde går, den halte ser, ved fælles hjælp de målet når."
Min lærdom er derfor at bede om hjælp, det bliver man ikke mindre af. Samt søg svarerne frem for uvisheden – løgne og fortielser gavner sjældent.
P.s. jeg er i dag studerende på en videregående uddannelse samt har arbejde ved siden af. Generelt har jeg meget få problemer med mit begrænset syn – til gengæld er jeg blevet klogere på mig selv, og min horisont er blevet udvidet.