2 minutter til preview!
Der er 2 minutter til Preview på årets Europamesterskaber i LineDance i Holland. Jeg har taget den kjole på, som jeg har besluttet mig for at tage på til den første dans, så jeg er helt klar til at give den gas...
Men jeg har det faktisk ikke så godt, som jeg normalt har det lige dér. For kjolen sidder ad helvede til. Og jeg opdager, at jeg har glemt at tage et såkaldte dancepants på, der gør, at alting ser pænt ud, når man drejer rundt. Og det giver strafpoint på pointscoren!!! Der er kun én ting at gøre.
Jeg må ud og bytte om. Jeg kampsveder, og støvlerne sidder som limet på mig. Jeg er stresset, og så er jeg sur på mig selv, over at jeg har glemt mine dance-pants på hotelværelset. Sur over, at jeg bare ikke har forberedt mig ordentligt på det her.
Faktisk er EM i LineDance, nok den konkurrence jeg har trænet mest til. Jeg har dansetrænet flere gange om ugen, været fokuseret og god til at rette eventuelle fejl.
Der er 1 minut til Preview!
Jeg får byttet om på trusser og nylonstrømper, får støvlerne halet på igen, og styrter tilbage ind på dansegulvet. Sveden hagler af mig. Make-up’en hænger allerede i strimer. Og jeg har mistet det allervigtigste!
Jeg har fuldstændig mistet FOKUS!
Dansen er i gang. Jeg kommer 45 sekunder for sent! Jeg styrter bare hovedkulds ud på gulvet og danser. Jeg får ikke samlet mig, ikke rystet stressen af. Jeg laver fejl. Det kokser indeni. Jeg bliver frustreret og ked af det. Kan se, hvordan det hele smuldrer foran mig. Mærker, hvordan min kjole bare IKKE passer til formålet. Føler, at jeg er gammel, og at jeg ikke har fortjent succes. Jeg er lige ved at give op.
Under selve konkurrencen gentager fejlene sig. Jeg er perpleks, ufokuseret, og er faktisk gået fra koncepterne. Efter 3. dans, som er min vals – en af mine bedste danse – forlader jeg dansegulvet efter endt dans, med en følelse af total afmagt. Jeg kyler min kjole hen i et hjørne med stor frustration, jeg ryster og er helt til rotterne.
Jeg har lavet fejl før. Og det har ikke betydet en tøddel for min performance. Jeg har været på, og jeg har været fokuseret – på trods af fejlene. Men ikke denne gang.
Hvad skete der lige?? Hvorfor gik jeg fra koncepterne? Hvorfor tabte jeg alt på gulvet? Hvordan i alverden kom jeg fra at være fokuseret og klar og til nu, hvor jeg bare havde mest lyst til at give op?
Da min datter blev syg første gang med Leukemi, og jeg sad hos lægen og fik besked på, at vi ikke måtte tage hjem. At vi skulle tage direkte til sygehuset. Med det samme.
Der var jeg hamrende fokuseret! Målrettet, fattet og samlet!
Jeg var Powermor. Og sådan var jeg under hele forløbet det næste år, på trods af angst og afmagt.
Sådan var jeg også, da hun fik tilbagefald 6 år senere og skulle knoglemarvstransplanteres.
Sådan var jeg da hun gennemgik transplantationen, og hang i den meget tynde livslinie på Rigshospitalet. Også selvom min far døde på hendes 3. transplantationsdag.
Sådan var jeg, da min ældste datter som et-årig fik en hel kande kogende te ned over sig, og fik skoldninger over hele kroppen og skulle med udrykning afsted.
Sådan var jeg, da jeg sad på hospitalet og skyllede hende i kuldslået vand i 2 timer.
Og sådan var jeg, da jeg stod og så på, at de trak huden af hende imens hun skreg.
Sådan var jeg.
Sådan ER jeg. Jeg holder ud. Jeg er stærk! Fokuseret. Når der er noget jeg vil eller skal, så kan jeg. Jeg ved det bare. Jeg er stærk, overskudsbegavet, givende, krævende, elskende og positiv. Og udadvendt. Powerwoman! Jeg ved det bare!
Men jeg er bare ikke sådan på det tidspunkt, lige dér, den dag til Europamesterskaberne i Line Dance. Min hollandske træner kommer hen til mig, efter at jeg har danset 2. runde om lørdagen og siger: ”Randi, you are completely unfocused!!!! You are tense, not at all at ease, and you are NOT having any fun out there. It’s not your story, you are telling! What the hell is going on?”
Hvorfor synes jeg pludselig, at min dans er dårlig? Hvorfor mener jeg pludselig, at jeg ingenting kan?
Jeg var landet i et hav. Et hav med bølger af selvbebrejdelser, der var selvforstærkende. Og jeg tillod at de tog al pladsen. Et hav af tanker, som jeg tillod at fylde så meget, at jeg totalt mistede fokus. Et hav, der var fyldt med overbevisninger om, at jeg ikke kunne, ikke var god nok. At det hele var lige meget.
Og selvfølgelig fik jeg heller ingen placering. Jeg var dybt frustreret, og indeni var en stemme der sagde: Du har jo heller ikke fortjent det, Randi!! Du er jo gammel!
Men.
Jeg ved, at jeg selv har ansvaret for det der skete!
Både for læring, træning og performance på konkurrencegulvet.
Og i resten af mit liv.
Og så længe jeg parkerer en masse ansvar for både dette forløb og andre hændelser i udefra kommende omstændigheder – fx at min kjole er forkert, og at jeg har glemt mine dance-panties - så bliver det ikke bedre! Næste gang er det bare noget andet, der er i vejen. Fordi jeg tillader det.
Hvordan bliver jeg så min egen bedste ven? Hvordan styrker jeg mig selv og får sparket alt uvigtigt væk? Hvordan fjerner jeg forhindringerne? Og hvor ER de forhindringer – sådan helt ærligt?
Jeg er overbevist om, at jeg har en rygrad som en regnorm på visse områder. Og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke kan danse Funk. Det er jeg for gammel til. Indtil for få år siden var jeg også overbevist om, at min mand ikke elskede mig. Jeg er overbevist om, at jeg ikke kan undvære yoghurt om morgenen. Og jeg ved helt sikkert, at jeg altid har været et stort rodehoved uden struktur. Det ved jeg bare.
Det er bare sådan jeg er!
Det er jeg OVERBEVIST om.
Men så læste jeg Jørgen Svenstrups bog. Og netop dét med at være ustruktureret og rodet blev sat på spidsen. For pludselig kunne jeg jo godt se, at jeg ikke er født sådan. At det måske er en overbevisning hos mig selv! Og at det er overbevisningen inden i mig, der forhindrer mig i at få mere struktur og orden i livet. Og jeg tænkte, at jeg måtte lade det komme an på en prøve.
Det mislykkedes…
Men der kom noget virkelig godt ud af det alligevel: For jeg fandt ud af at mærke efter indeni, at jeg har gang i så mange bolde, at jeg faktisk ikke kan undgå at tabe nogle af dem. Jeg siger ja til alt. Jeg involverer mig hele tiden i nye ting. Jeg er enormt nysgerrig på alting. Farer fra det ene til det andet. Det ender ind imellem med halvgjort gerning på en masse projekter.
Så prøvede jeg igen.
Denne gang begyndte oprydningen med at stoppe mit engagement i en række projekter. Jeg begyndte at sikre mig mere ro, mere tid til fordybelse. Mere tid til at nyde hver enkelt ting - også dét at have travlt. Og jeg opdagede, hvad der betyder mest for mig. Hvilke projekter der er vigtigst. I erhvervslivet kaldes det Simplification. Det synes jeg er et herregodt ord. Denne proces har betydet, at der stadigvæk er orden på kontoret og i butikken! Jeg når flere ting. Jeg er på forkant. Og det er herrefedt!
For jeg har lært, hvordan jeg kan finde mit fokus! Jeg har lært, at det kommer indefra!
Egentlig, så tror jeg nok, at jeg havde en eller anden forventning om, at når jeg var færdig på coach uddannelsen hos Empowermind Danmark, så ville jeg være afklaret og afbalanceret. Jeg ville helt sikkert have fået en åbenbaring. Klar til dåd.
Hvis nogen dengang havde fortalt mig, at den rejse jeg skulle ud på også bevirkede, at jeg faldt i dybe huller, dansede dårligt, mistede grebet ind imellem, tvivlede på mig selv, på mit liv…. Så ved j eg faktisk ikke, om jeg var begyndt. Én ting er min naturlige nysgerrighed. En anden ting er, hvor meget jeg – set fra begyndelsespunktet – kunne overskue at skulle rydde op i hos mig selv.
For jeg begyndte faktisk på uddannelsen med at mene, at jeg nok efterhånden havde styr på dét jeg skulle have styr på. Afklaring og afbalancering var egentlig bare et spørgsmål om fin-tuning. Det var bare lige dét jeg manglede.
Turen igennem mit indre univers på kryds og tværs, frem og tilbage i tid, ind og ud imellem minder, oplevelser, ”lig i lasten”, har budt mig på mange erkendelser og forklaringer. Men også på mange nye spørgsmål, som endnu står tilbage at blive udforsket; nu med en bred, solid vifte af værktøjer, som gør det både sjovt og spændende at rejse videre.
Overordnet har jeg oplevet dette – første – coachuddannelses forløb som en god, varm aha oplevelse. En kærlig måde at udvikle mig på, i retning imod at blive en god og meget effektiv coach. Det har været et rent win-win forløb, hvor det ene værktøj er dukket op efter det andet, og hvor jeg har fundet ind til kernen i mig. Jeg har fokus på livets mange facetter, hver ting til sin tid, og har nu endnu mere mod på at afprøve hver og en af de overbevisninger jeg har og har haft.
Og først og fremmest: Jeg er min egen bedste ven!!
