For et år siden sagde jeg mit gode, spændende, udfordrende og godt betalte job op!

Det er et øjebliksbillede. Selve certificeringsforløbet er sin egen historie, der på mange måder er vanskelig at beskrive. Måske, med tiden, finder de rette ord for udviklingen, læringen og de emotionelle oplevelser sin vej til tastaturet.

En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.

Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt.

Overbevisninger er i min verden ganske så definitive. Når jeg er overbevist om noget, har jeg erkendt det til en sandhed. Noget eller nogen har gjort en fornuftgrund for min overbevisning. Hvor kommer de fra mon? Og hvad skal jeg stille op med dem? Det er noget som har optaget mig meget de sidste mange år. Jeg vil gerne dele nogle af mine tanker med læserne.

”Nå”, var der en god bekendt der sagde med et varmt og bredt smil, ”så blev planen rykket frem…”.

Da jeg blev færdig med min coachuddannelse i juni var det prikken over i’et. Jeg har i utrolig mange år interesseret mig for forskellige former for udvikling. Det hele startede med mental træning.

Vi har dem alle sammen. I vores nattesøvn og i vores små stunder for os selv; drømmene. Drømme der får os til at tænke stort og blive glade. Drømme der er et mål, og en drøm om at se sig selv i en bestemt situation. Drømme gør os levende, menneskelige og følsomme, og derfor kan det være angstprovokerende og udfordrende at gøre sin drøm til virkelighed. Men følelsen når man har gjort det, og ens drøm er blevet virkelig - det slår alt!

Som antropologistuderende er jeg selvsagt interesseret i mennesker. Hvordan mennesker lever, bor, arbejder, bruger naturen og meget meget mere. Kort sagt alle de forskellige ting som vi mennesker nu en gang foretager os. Der er dermed mange aspekter at tage fat i.

Tænk hvad en uddannelse som coach egentlig sætter gang i!

Nu hvor uddannelsen er overstået har jeg det lidt ligesom Neo i Matrix filmene. Jeg har spist den røde pille og oplever nu verden på en helt anden måde. Du kan også sige at regnbuen har fået flere synlige farver for mig. Jeg er simpelthen blevet reddet fra mig selv og nogle af mine begrænsende overbevisninger.

Svend Brinkmann har nu solgt 12 oplag af sin bog med titlen "Stå fast". Hans hovedbudskaber er at vi skal gøre op med tidens udviklingstvang, stoppe selvudvikling, og istedet være sure og tage nej-hatten lidt oftere på. Det sidste påstod Brinkmann i gårsdagens dobbelt-foredrag i Billund Kirke er ironisk ment, men når en professor i psykologi siger sådan noget, skal man nok regne med at en del tager det alvorligt - og det er ret problematisk.

Så dukkede der noget mere op i forårsrengøringen! Og det, der dukkede frem af støvet er, hvad har jeg brugt uddannelsen til i arbejdsmæssig sammenhæng! Jeg har fået øjnene op for hvor kraftfuldt coaching er som et ledelsesværktøj. I mit job som ledelsesudviklingskonsulent møder jeg rigtig mange nye og erfarne ledere, der alle har et indædt ønske om at være succesfulde i deres job og på den måde gøre karriere.

Når jeg tænker tilbage på det sidste års tid og ser på hvor jeg er i dag, er der godt nok sket meget. Sidder ved mit ny-indkøbte skrivebord på gangen i mit hus, og er ved at forberede et liv som selvstændig ledelsesrådgiver. Hvem havde nogensinde troet det om den generte Morten fra Erritsø, der har prøvet ikke at "stikke for meget ud".

Nyhederne her til morgen meddelte at en ny PhD afhandling har fastslået, at flere og flere unge piger bliver ramt af depression.

Jeg kom kørende ad motorvejen på vej hjem fra et aftendyk i Helsingør, da der pludselig stod mennesker midt på vejen. Det viste sig senere, at de havde tabt en cykel og besluttet sig for at stå ud af bilen for at hente den. Det sker – heldigvis – sjældent, at man støder på gående på en motorvej, så jeg trak pænt ud i overhalingsbanen og kørte uden om dem.

Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.