Når pressen går i selv-sving
Vi er i dag vidne til et paradoks vi alle kan lære af
Paradokset er at samtidig med at pressen er sat i verden for at iagttage et kritisk perspektiv mod alt og alle, så har samme presse vanskeligt ved at være selvkritisk, udover selvkritik af anekdotisk karakter.
For når DR udsender katastrofalt forkerte exitpolls kritiseres de af alle de øvrige medier, der iøvrigt alle anvender de samme tal.
Når Lars Løkke på undskyld-pressemøde udsættes for gentagne spørgsmål på sportskommentator-niveau, så kritiseres journalisterne, mens samme spørgsmål gentages igen og igen i alle medier.
Når begavede, velmenende redaktionschefer bruger uforholdsmæssigt meget tid på at referere historier, de ikke lever op til de grundlæggende kriterier for journalistik, som når vi allesammen i dagevis skal høre om problemer i Tarm byråd, eller når journalistikken sættes ud af funktion ved at sende endeløse spekulationer om en given situation inden situationen indtræder, så er det alt sammen tegn på et fænomen, der kan ramme os alle.
Fænomenet hedder autopoiesis, og er et systemisk begreb for den situation vi havner i når vi er en del af noget, og derfor ikke kan se "det noget" udefra, fordi vores egen selvforståelse står i vejen.
Overført på en virksomhedskontekst betyder det, at en leder der er en del af en usund virksomhedskultur, ikke kan se det uhensigtsmæssige i kulturen. Det betyder også helt banalt at vi ikke altid ser vores egen uheldige adfærd, og her ligger et stort løftepunkt for danske virksomheder.
Einstein har bragt begrebet videre, ved at fastslå at vi ikke kan løse problemer med de samme tanker der har skabt problemet.
Det eneste det kræver er nemlig at få tilført et andet perspektiv udefra. Et perspektiv der ikke er inficeret af virksomhedens virkelighed.
Den eneste udfordring er, at jeg måske ikke er klar over at jeg har gang i autopoiesis, og derfor ikke tror jeg har brug for det nye perspektiv.
Tænk hvis vi ALLE har brug for nye perspektiver for at komme videre?
