Brians lange coachrejse - del 1

Af Brian Martin Rasmussen

I livet er der sjældent en lige vej til målet, og det må også siges at være tilfældet med min
coachinguddannelse.

Jeg skulle være begyndt i Skanderborg i marts 2020, men blev tilbudt at komme på KBH-holdet i
maj 2020 grundet corona (med et 9 dage gammel brækket kraveben og armen i slynge, hvilket
udfordrede mig lidt de første dage, men var en god samtalestarter).

Her var jeg hele første del af uddannelsen, men blev så tilbudt at skifte til Skanderborg i efteråret
2020, så jeg kunne starte stresscoaching op sideløbende. Da min daværende kæreste og jeg gik fra
hinanden henover nytår ønskede jeg at flytte tilbage til København, vente med at blive certificeret
til jeg havde mere mentalt overskud, og så afslutte begge uddannelser i København. Puha, I har
været overbærende og fleksible og mange tak for det!

Selvom jeg har været på tre forskellige hold (samt endda også en stressoverbygning sideløbende),
så har hele processen været enormt spændende og udviklende. Og det var faktisk mit mål fra
starten:

At tage på en fed rejse, hvor jeg kunne udvikle mig som menneske, blive udfordret, komme på
dybt vand og blive klogere på os mennesker og de fantastiske hjerner, vi render rundt med. At få
lært nye, spændende værktøjer og begreber og at sætte dem i spil og opdage, hvor meget man
kan rykke både sig selv og andre, hvis man evner at turde og gøre.

At få en masse spændende og lærerige samtaler med passionerede mennesker, at åbenbares, at
øve mig selvom jeg ikke vidste, hvad jeg gjorde og at finde ud af (igen, ligesom jeg gjorde på
journaliststudiet), at jeg trives godt med ’learning by doing’ og at jeg formår at hvile i mig selv og
stole på processen.

Jeg har generelt reflekteret meget over tingene undervejs. Jeg har et analytisk sind. Jeg stiller altid
mange spørgsmål i plenum på uddannelsesdage og bruger mig selv og mine erfaringer undervejs,
for jeg kan bedre få hold på mine tanker, hvis jeg får dem artikuleret og formuleret i sætninger.
Jeg har nydt at være i et respektfuldt rum – på alle hold – hvor jeg har følt, at det var okay at dele
meget af sig selv. En stor tak til jer hos Empowermind for at facilitere sådan et rum på jeres
uddannelser.

En af det ting, jeg har været virkelig glad for, har været refleksionsrunden hver morgen. Jeg er stor
tilhænger af stilhed og de ting, der kan komme ud af en stille stund, og det har været lærerigt at få
det sat i system på den måde.

Jeg synes, jeg har fået en meget mere dybdegående forståelse for både mig selv og andre
mennesker, jeg er blevet mere rummelig, jeg tager mig selv i at ’forsvare’ adfærd eller kigge efter
hensigter, jeg er mere opmærksom på egne overbevisninger (så jeg kan rydde ud i de
begrænsende), og jeg er har fået endnu større interesse for hjernen, for adfærd, for bevidsthed.
Da jeg synes, at rejsen både har været lang og spændende, og da jeg skal sørge for at begrænse
mig, har jeg udvalgt nogle specifikke emner, som jeg især har lært meget af. Dem kommer jeg ind
på neden for.

Positiv hensigt
Bag al adfærd er der en positiv hensigt… Det var nok her, at jeg følte mig allermest provokeret og
forundret, men også lærte allermest og var allermest nysgerrig på at høre gode argumenter. At
adskille adfærden og hensigten og dykke ned i de to forskellige ting var en stor øjenåbner for mig.
Hele arbejdet med hensigt og den positive hensigt var virkelig spændende og jeg lærte enormt
meget, bl.a. hvor kraftfuldt det er at sætte sig i en andens sted og få et helt andet perspektiv.
Hvor meget forståelse og respekt for et andet menneske, der kan ligge i at tænke, at deres adfærd
har en positiv hensigt. Det er jo bare et andet menneske som kan have lige så mange udfordringer
og ønsker som alle andre, der måske har en mere normal adfærd. Påstanden, at der ikke findes
ond adfærd eller onde mennesker, fordi ellers kan jeg ikke tro på den positive hensigt, er virkelig
provokerende og et etisk dilemma for mange, men det kalder også på en fantastisk filosofisk og
etisk diskussion, som jeg synes er meget interessant. Med dette argument tvinges vi til at kigge på
andre mennesker (og os selv) på en helt ny måde, og det er virkelig spændende og lærerigt og
giver os helt nye perspektiver. Fedt!

Det var også interessant at blive klogere på, hvor svær kommunikation kan være mellem
mennesker, og at vi selv med den bedste hensigt kan risikere at gøre det diametralt modsatte af,
hvad der er smartest. Det har jeg måttet lære på den hårde måde i mit seneste forhold, hvor vi
ofte gik helt galt af hinanden selvom hensigten med hvad vi gjorde, var positiv. Det var en lidt
skræmmende opdagelse, men samtidig rigtig vigtig, fordi jeg er dyb tilhænger af at blive mere
bevidst om tingene, så jeg kan agere i stedet for at reagere.
Perspektivøvelsen var også virkelig spændende og lærerig, fordi jeg tit kan være fanget i mit eget
hoved uden at tænke for meget over, hvordan andre opfatter; verden, hvad jeg siger, hvordan jeg
siger tingene, hvordan mit kropssprog er mv.

Processen
Trust the process. En god coach er en god FP, der er i proces…
Coaching er en proces over tid, og jeg er vild med processen. Den er et sted for læring og udvikling
og interessante oplevelser. Procesmål er læring på vejen mod destinationsmål, og det synes jeg er
vigtigt at holde for øje i en coachingsession, for det kan hurtigt blive svært for en FP at finde hoved
og hale i det hele, hvis fokus er ensidigt på målet.

Jo mere jeg selv har hvilet i coachingen, jo nemmere har det været, og det har været en fed
personlig proces i arbejdet med coaching.

En vigtig del af min læring har været at fokusere på at bevæge sig hen MOD noget i stedet for væk
FRA noget. At man med et simpelt greb kan gøre et mål positivt forankret er noget jeg er meget
bevidst om, når jeg coacher for det skaber også en mere give og udviklende proces.

....... fortsættes i del 2.