Det er noget af en tur…! (del 1)

Det er noget af en tur…! (del 1)

Skrevet af Gisle Thorsen, Journalist på Ekstra Bladet

Så længe jeg kan huske, har jeg været interesseret i det, der foregik mellem ørene. Hvorfor tænkte jeg, som jeg gjorde? Hvorfor handlede jeg på den måde? Og hvordan kan kunne det være, at andre var på en helt anden facon?  

På universitetet havde jeg psykologi som en del af min basisuddannelse, og jeg har læst en del bøger om emnet. Det har nok egentlig mest været hjælp til selvhjælp, tænker jeg, når jeg ser tilbage. For nogle år siden gik jeg på et kursus omkring ikkevoldelig kommunikation (girafsprog om man vil), og det var lidt en øjenåbner.

Jeg blev fascineret af Marshall Rosenbergs tanker. ’Ord kan skabe mure – eller ord kan åbne vinduer’, som det hedder inden for girafsprog, og jeg synes, at jeg kan genkende meget inden for coachingen. Det handler om at kunne lytte og observere uden at tolke og dømme.  

Det tankesæt havde jeg i rygsækken, da jeg gik i gang med coachingen, men det var alligevel ikke det afgørende for, at jeg tog beslutningen om at tage en coachuddannelse. I foråret 2017 var jeg på et robusthedskursus over tre dage på EmpowerMind, og det gav mig meget.

Jeg oplevede et dejligt læringsmiljø, og de ting, jeg fik med mig, kunne jeg bruge.

Derfor havde jeg også en overbevisning om, at coachuddannelse kunne rykke mig yderligere.  

Læs mere om ICI Coachuddannelse >>

Coachingen skulle åbne døre

Det er måske lidt paradoksalt, for jeg har været en af dem, der tidligere mente, at det der coaching havde taget overhånd. Jeg havde for år tilbage nogle overbevisninger omkring det og kunne i mit stille sind ryste på hovedet over, at alle lige pludselig skulle have en coach for at kunne fungere. Men tiden – og robusthedskurset hos EmpowerMind – fik gjort noget ved mine forestillinger, og jeg mødte op på første dag med et ønske om at rykke mig.

Jeg kan ud af mine notater se, at det for mig handlede meget om at blive klogere på mig selv og få nogle værktøjer og tænkemåder, som kunne styrke mig i min dagligdag. Det handlede i høj grad om at opnå en større bevidsthed omkring, hvorfor jeg gør og tænker, som jeg gør. Og også få yderligere redskaber og viden, der kunne hjælpe mig med at trække i en anden retning. Hvis det var det, jeg ønskede.

Så coachingen skulle for mig åbne nogle døre. Først og fremmest indtil mig selv, men måske også ud til verden. Min tanke var i hvert fald, at jeg med en coachinguddannelse ville få nogle kompetencer, som jeg kunne sætte i spil både privat og arbejdsmæssigt.  

’Coaching er overvurderet’

Jeg havde stadig et snert af den der ’coaching er overvurderet’, da jeg mødte op på første kursusdag. Jeg har også læst Svend Brinkmann og har det, som jeg – i hvert fald tidligere – har kaldt en kritisk og sund distance til tingene. Det er ikke, fordi jeg konstant går rundt med en nej-hat, men jeg kan godt lide at sætte spørgsmålstegn ved det, som andre mener er etablerede sandheder.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at en nej-hat ikke er fordrende som coach. De første kursusdage erfarede jeg, at jeg satte begrænsninger for personen, der blev coachet. Hvis personen kom en med et mål, som i mine øjne var umuligt at nå, så gjorde det noget med mig.  

Heldigvis nåede jeg en erkendelse af, at det ikke var mig, der skulle være dommer over for andre. Og frem for alt: Jeg var ikke ansvarlig for, hvorvidt fokuspersonen kom i mål med sit mål.

For at drage en parallel tænkte jeg på et tidspunkt tidligt i forløbet, at coaching kunne sammenlignes med trænerne i fodbold. Han kan hjælpe spilleren ved at heppe på ham og vise ham tillid, men han kan ikke løbe ind på banen og sparke bolden i mål for ham. Det er spilleren selv, der skal gøre det.  

Det frigjorde mig at tænke sådan, og det gjorde mig i stand til at heppe langt bedre. Jeg vurderede ikke længere fokuspersonens mål ud fra, hvad jeg mente var realistisk, men gik ind med et langt mere åbent sind og med tro på, at fokuspersonen naturligvis kunne nå det, som personen havde sat sig for.  

Det betød ikke, at jeg ikke kunne lyse på sider, som fokuspersonen måske ikke havde tænkt på. Og jeg spurgte også ind til økologien i målet, men det var ikke længere mig, der satte begrænsninger.

Læs mere om Hvad er coaching egentlig, hvad gør coaching til en kraftfuld metode >>

Jeg er blevet mere afbalanceret og positiv

Jeg føler, at jeg har gennemgået en stor udvikling i det godt halve år, som jeg har været i gang med coachinguddannelse. Jeg har suget til mig på vores undervisningsdage og fået flere store erkendelser undervejs.

Som menneske føler jeg, at jeg har gennemgået en udvikling. Det beskrives nok bedst ved, at jeg kan mærke, at de ting, jeg har lært og reflekteret over det halve år uddannelsen varede, har smittet af på mit øvrige liv. Jeg reflekterer mere og har fået en større indsigt og bevidsthed omkring mig selv. Jeg fanger som regel en overbevisning, når jeg hører den. Også dem som jeg går og fortæller mig selv.

Så på sin vis har jeg følt, at jeg også har været i stand til at kunne være en slags coach for mig selv og stille spørgsmål som ’hvordan støtter det dig at tænke sådan om dig selv’, eller ’hvordan vil du hellere have det’.  

Noget er foregået på et ubevidst plan, tænker jeg, men jeg oplever, at jeg er blevet mere afbalanceret og mere positiv. Det kan skyldes flere ting, men jeg mistænker coachinguddannelsen for at have haft en indflydelse!

Læs med når næste indlæg udkommer - det handler om Gisles rejse gennem ICI coach uddannelsen…