De fleste sportsfolk bruger mentaltræning i et eller andet omfang. De bruger det for at optimere deres chance for succes, og de bruger det for at håndtere bagsiden af medaljen: Angsten for ikke at være god nok, stress og måske oven i købet let depression.

Når du søger job, står du ofte i en situation, som minder rigtigt meget om sportsfolkenes.

Nu hvor vi går vinteren - og inden vi har set os om, et helt nyt år i møde, så vil jeg invitere dig til at rette din opmærksomhed mod dig selv.

Vi får i medierne jævnligt skudt i skoene, at vi er egoister og individualister, der kun er optagede af os selv. Compassion er det nye buzzword, der maner os til at være omsorgsfulde og hjælpsomme over for hinanden.

Jeg har for nylig været til et foredrag om positiv psykologi, hvor ordet mekaniker blev brugt som billede på, at vi arbejder på at udbedre fejl i "motoren". Det er helt naturligt for vores hjerne at vurdere farer og trusler hele tiden. Den er ikke vant til at tænke på fremtiden og forestille sig noget der ikke er sket endnu. Det er til gengæld din fordel, for det gør dine muligheder for at forme din fremtid bedre. 

Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.

Jeg kom kørende ad motorvejen på vej hjem fra et aftendyk i Helsingør, da der pludselig stod mennesker midt på vejen. Det viste sig senere, at de havde tabt en cykel og besluttet sig for at stå ud af bilen for at hente den. Det sker – heldigvis – sjældent, at man støder på gående på en motorvej, så jeg trak pænt ud i overhalingsbanen og kørte uden om dem.

Nyhederne her til morgen meddelte at en ny PhD afhandling har fastslået, at flere og flere unge piger bliver ramt af depression.

Når jeg tænker tilbage på det sidste års tid og ser på hvor jeg er i dag, er der godt nok sket meget. Sidder ved mit ny-indkøbte skrivebord på gangen i mit hus, og er ved at forberede et liv som selvstændig ledelsesrådgiver. Hvem havde nogensinde troet det om den generte Morten fra Erritsø, der har prøvet ikke at "stikke for meget ud".

Så dukkede der noget mere op i forårsrengøringen! Og det, der dukkede frem af støvet er, hvad har jeg brugt uddannelsen til i arbejdsmæssig sammenhæng! Jeg har fået øjnene op for hvor kraftfuldt coaching er som et ledelsesværktøj. I mit job som ledelsesudviklingskonsulent møder jeg rigtig mange nye og erfarne ledere, der alle har et indædt ønske om at være succesfulde i deres job og på den måde gøre karriere.

Svend Brinkmann har nu solgt 12 oplag af sin bog med titlen "Stå fast". Hans hovedbudskaber er at vi skal gøre op med tidens udviklingstvang, stoppe selvudvikling, og istedet være sure og tage nej-hatten lidt oftere på. Det sidste påstod Brinkmann i gårsdagens dobbelt-foredrag i Billund Kirke er ironisk ment, men når en professor i psykologi siger sådan noget, skal man nok regne med at en del tager det alvorligt - og det er ret problematisk.

Tænk hvad en uddannelse som coach egentlig sætter gang i!

Nu hvor uddannelsen er overstået har jeg det lidt ligesom Neo i Matrix filmene. Jeg har spist den røde pille og oplever nu verden på en helt anden måde. Du kan også sige at regnbuen har fået flere synlige farver for mig. Jeg er simpelthen blevet reddet fra mig selv og nogle af mine begrænsende overbevisninger.

Som antropologistuderende er jeg selvsagt interesseret i mennesker. Hvordan mennesker lever, bor, arbejder, bruger naturen og meget meget mere. Kort sagt alle de forskellige ting som vi mennesker nu en gang foretager os. Der er dermed mange aspekter at tage fat i.

Vi er nået i mål. Et spændende efterår startede, da vi kastede os ud i et helt nyt projekt. Vi ville teste hvordan en intervention af coaching og mentaltræning, i familier til børn med ADHD kunne forøge trivslen i familien. Vi ville som noget helt nyt lave et projekt, hvor både børn og forældre var involverede under hele projektet.

Identitetstyveri 

Den 21. oktober mistede jeg min identitet. For en stund. Tæppet blev revet væk under mine fødder, og jeg vidste ikke længere, hvilket ben jeg skulle stå på. Mit hoved var et stort kaos af forskellige tanker og følelser, som jeg ikke rigtig kunne gribe ordentligt fat i eller forstå. Det er ikke første gang, at jeg har oplevet, at mit verdensbillede er blevet udfordret. Dog er det første gang, at jeg i så voldsom grad ikke kunne finde hoved og hale i, hvem jeg egentlig er. Det kom sig af, at vi på coachinguddannelsen hos EmpowerMind, som jeg er gået i gang med tilbage i september, havde en lang snak om overbevisninger. Forskellige former for overbevisninger som vi mennesker hver især lever med og ofte også ofte lever efter. Nogle af dem støttende, andre af dem begrænsende, og af og til begge dele på en gang. Som jeg opfatter overbevisninger kan det være alt fra min særlig måde at lave kaffe på, til den fastgroede idé jeg har om, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst matematik. Altså de ting jeg har fået med hjemmefra helt fra begyndelsen, samt de oplevelser jeg senere har haft igennem livet som har været med til at forme hvem jeg er i dag. Den tanke rystede alt det jeg tror på. Hvis jeg bare er summen af alle mine overbevisninger – hvem er jeg så egentlig? 

Hvad nu hvis jeg rent faktisk har mulighed for, at vælge hvem jeg vil være? Og jeg i virkeligheden slet ikke er det ordensmenneske, jeg ellers har gået rundt og sagt jeg var i årevis. Hvad hvis jeg kan vælge at lade være? 

Da jeg gik hjem den dag, var det med en foruroligende følelse af ikke længere at vide, hvad der var op og ned, og vigtigst af alt hvem jeg egentlig selv er. Jeg har ellers været meget stolt af, at jeg efterhånden har lært mig selv rigtig godt at kende, og derfor kender baggrunden for at jeg gør som jeg gør i de fleste situationer. Pludselig kunne jeg dog ikke lade være med at tænke, om tingene måske kan være anderledes. At jeg måske kan være anderledes. Der gik nogle dage, hvor jeg var opfyldt af denne følelse af identitetstyveri, før jeg igen begyndte at se mere klart. Jeg kom frem til den konklusion, at jeg selvfølgelig har en personlighed, og at denne personlighed i høj grad er opbygget af overbevisninger, jeg selv eller andre har udsat mig for gennem mit liv. Jeg kom dog også frem til, at jeg ikke altid behøver at ændre på mig selv, men at jeg, hvis jeg vil, kan prøve at ændre på nogle af de overbevisninger der ikke gør mig noget godt. Jeg har et valg, og det er et valg jeg selv er nødt til at træffe, hvis der skal ske en forandring. Det er mig selv der vælger, hvilke overbevisninger jeg vil holde fast i. Nogle af dem er jeg glad for at have, eksempelvis min overbevisning om at det er vigtigt at have styr på min økonomi. Andre ville jeg have det bedre uden. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er let, sådan lige fra den anden dag til den anden at skille sig af med en overbevisning, man har levet med i årevis. Men jeg er sikker på at det kan lade sig gøre, hvis man tør at kaste sig ud i det, så det gør jeg nu. 

Er du også klar til at tage springet og udfordre dine overbevisninger? 

Jeg var 34 år og sikker på, at jeg var en kvinde som aldrig ville slippe fri af mit dårlige selvværd. Det var hvem jeg var, og det var blevet en del af min identitet. Det var begrænsende og smertefuldt, men jeg var fuldstændigt overbevist om at det var noget, som ville følge mig resten af livet. 

Vi har dem alle sammen. I vores nattesøvn og i vores små stunder for os selv; drømmene. Drømme der får os til at tænke stort og blive glade. Drømme der er et mål, og en drøm om at se sig selv i en bestemt situation. Drømme gør os levende, menneskelige og følsomme, og derfor kan det være angstprovokerende og udfordrende at gøre sin drøm til virkelighed. Men følelsen når man har gjort det, og ens drøm er blevet virkelig - det slår alt!