Af Gitte Lindermann
Dette indlæg er en fortsættelse fra sidste uges indlæg.
Hvis vi ”kun” føler og oplever bliver vores sprog derefter. Der er en kort vej fra følelsessproget til diagnosesproget. Diagnoser er ok, for det hjælper rigtig mange mennesker som selvfølgelig skal have hjælp. Men det er et problem når følelser (som ikke altid er rigtige) bliver til symptomer som skaber bekymring og initierer behandling.
Følelser
I forhold til at tale om følelser, arbejde jeg selv med en triggertanke eller en overbevisning! Mine ører hører meget ofte en popularitet i at argumentere med ” Jeg føler, at…I dag føler vi, oplever og mærker vi mere end nogensinde før, og det kan lyde positivt. Men jeg synes det bevidner om, en problematisk omgang med virkeligheden, da der findes situationer og emner hvor det er godt at have konkret viden. Måske derfor læste jeg med interesse Hermansens klumme ”I føleriets tidsalder” i Weekendavisen. Plottet er at alt føleriet peger nemlig ind mod os selv og ikke mod 4 en fælles virkelighed som vi er en del af. Der er det lumske ved føleriet, at det også peger på en subjektivering af tilværelsen, hvor det kan være vanskeligt at finde fælles objektive holdepunkter. Sat på spidsen: hvis jeg ikke føler det, er det der ikke, i al fald ikke som en del af min virkelighed. Oplever du det anderledes? Nå, så er det din oplevelse!
Det er selvfølgelig et forsimplet billede, men det er nemt at frasige sig ansvar for en fælles og faktuel virkelighed. Følelser er ikke altid rigtige og sande. De fluktuerer hele tiden. Måske skal vi være bedre til at tale om hvordan tingene er, og mindre om, hvordan vi oplever dem. Hvis vi glemmer den grundlæggende faktuel viden i refleksioner og ”kun” argumenterer på følelser, kan vi komme til at spejle noget sludder. F.eks. bruges følelser i alverdens trivselsundersøgelser. Vi skal angive en smileys – glad og sur osv. I denne situation kan jeg godt finde på, med et glimt i øjet og sige, at mine følelser ikke skal indblandes i at få ordnet cyklen hos cykelhandleren eller efter en koncert. Derimod vil jeg gerne give feedback på, om min cykel er blevet ordnet eller musikken faldt i min smag. Børn og unge deltager også i trivselsmålinger og her skal de mærke og føle hvordan de har det. Det kan medføre en terapeutisering i kulturen og i sproget. Men hvorfor bobler der så mange følelser op? Jeg har ikke noget præcist bud. Men historiker Karen Vallgårda nævner i et interview med Tine Ejby fra Weekendavisen, at der kan være to poler. Den ene er at store begivenheder som krige og katastrofer naturligt vil udløse mange følelser, og den anden handler om det modsatte. At når det basale behov er dækket, har vi nemmere ved at bruge kræfter på de følelsesmæssige aspekter af tilværelsen. Vallgårda hælder til det sidste synspunkt og mener at det ikke altid sikkert, at det er så godt.
På dette modul har ”føleriet” også taget sit indtog. Da vi udarbejdede øvelsen ”non-stop skrivningen” om en dag 5 år ude i fremtiden kom deltagernes følelser frem i fortællingen. De oplæste eksempler handlede alle om, hvad deltagerne følte i en given situation, og deres historie var vendt ind i mod dem selv. (Det var nu deres tanker, men pyt nu med det!). Jeg så mig selv meget anderledes her. Min historie handlede om, at jeg sad på en bænk i på Russel Square i London og observerede en mand på en anden bænk, der sad og læste The Guardian. Mit blik fangede forsiden af hans avis. Her stod der, at England har startet processen om optagelse i EU.
Altså et perspektiv væk fra mig selv og udadvendt. Da jeg udarbejdede øvelsen faldt det mig slet ikke ind, at vende perspektivet til mine følelser. Det var min naturlige reaktion at tænke ud i samfundet. Dette eksempel viser blot, at mange af de øvelser vi lærer, skal anvendes i et 5 metaperspektiv. Det er lige meget hvad indholdet i casen handler om, men det viser noget om fokuspersonens perspektiv og strategier.
”Concept creep”
Hvis vi ”kun” føler og oplever bliver vores sprog derefter. Der er en kort vej fra følelsessproget til diagnosesproget. Diagnoser er ok, for det hjælper rigtig mange mennesker som selvfølgelig skal have hjælp. Men det er et problem når følelser (som ikke altid er rigtige) bliver til symptomer som skaber bekymring og initierer behandling. Vi behøver ikke opfatte os selv som syge eller stressede, fordi der er en livsbegivenhed der sætter vores liv ud af kurs. Det er helt normalt. Og det normale er at blive ked af det, trist, træt og nervøs. Diagnoser som angst, traumer og depression er voldsomme og nedsætter smerteligt funktionsniveauet i menneskers liv. Spørg folk der har haft disse sygdomme. De ved om nogen, hvor indskrænkende og hæmmende det er for almindelig daglig livsførelse. Det er ikke det samme som at være utilpas eller bange for noget. Mange taler også om eksamensangst. Hvorfor? Det har intet med angst at gøre. Det er helt normalt at blive nervøs, få pulsstigning, usikkerhed, fugtige hænder og tør i munden. Hvilken tolkning, opfattelse og fortælling vi tillægger disse symptomer kommer fra os selv. Og den kan gøre os noget godt eller ikke-godt.
Nick Haslam, australsk psykolog, beskæftiger sig med fænomenet ”concept creep” som handler om, at begrebets oprindelse bliver udvandet når det bruges ukritisk. Han peger på at begreber fra psykiatrien og deres diagnose apparat breder sig over tid ind i dagligdagens sprog og opfattelse. Horisontalt ekspanderer begreberne og de griber ind i andre beslægtede begreber. Et eksempel på dette er: afhængighed. Nu er det ikke blot afhængighed til rusmidler som alkohol og stoffer, men også nu til mobiltelefoner, gaming og shopaholic. Det giver også vertikale konsekvenser, fordi begrebet udvandes når man ser det over til tid hvor der skal mindre til for at kvalificere til at bruge et begreb. Begrebet bruges i flæng og ukritisk. Og pludselig er sproget ekspanderet og vi ser mennesker gennem en patologisk optik. Og kan det skubbe os ud i stress og belastninger? Jeg ved det ikke, men jeg har et ansvar som mennesker og coach om at bruge begreber faglig rigtigt, og med ansvarlighed og omhug. Sprog skaber virkelighed.