Er du bare omsorgsfuld - eller er du 'redder' som gør modparten hjælpeløs?
Har du en ven/veninde, der udtrykker sin utilfredshed, når du ikke tager ansvaret for at hjælpe?
Som forælder hjælper og måske ubevidst ’redder’ du dine børn - og gør dem derved hjælpeløse?
Når ens ven eller veninde er presset eller i krise, forventes det ofte, at man går hen og ’redder’ personen. Men dette er ikke sundt for nogen. Man må gerne vise omsorg og støtte personen, når han eller hun er i krise eller presset; men man skal helst ikke gå ind og overtage ansvaret for situationen, med mindre personen er i livsfare. For ikke at ende i ’redder’-rollen må man være kontant og sætte grænser.
Er du interesseret i at høre mere?
Lyt til ugens podcast 'Nøglen til din hjerne' med Jørgen Svenstrup og Ann Bunch, hvor de taler om emnet 'Omsorgsfuldhed!' her:
Listen to "#293: Er du for omsorgsfuld?" on Spreaker.
Drama-trekanten
Drama-trekanten eller offer-trekanten, som den også kaldes, er en psykologisk model, som de fleste, hvis ikke alle, konflikter i livet handler om. I denne model er der en redder, et offer og en forfølger/krænker.
- Offer: når vi føler os som offer for én eller anden omstændighed, som vi ikke selv har bragt os i.
- Forfølger/krænker: Magthjørnet. Det er en person, der holder andre nede for selv at have det godt. Man hævder sig selv på andres bekostning. Man er faktisk selv et offer, som manifesterer sig ved at undertrykke andre for selv at have det godt.
- Redder: man har præference for at gå ind og redde andre mennesker, som giver stor anerkendelse. Det er heltemodigt.
Vil du høre mere om drama-trekanten, så lyt til vores podcast, der specifikt omhandler drama-trekanten: #23: usunde relationer – træd ud af drama-trekanten.
Der er en tendens til at mange i sundhedsvæsnet, f.eks. sygeplejersker, læger, falck-reddere, etc., har en redder-adfærd.
Man bliver følelsesmæssigt afhængig af at være i drama-trekanten og af de andre roller. Men som redder skal man være varsom, når omsorg går hen og bliver til noget andet. Men hvornår stopper omsorgsfuldheden og bliver til redning? Der er en hårfin grænse, hvor omsorg bliver til redning.
Det er ikke forkert at redde nogen, hvis en person er i livsfare. Men man skal have for øje, hvornår nogen skal reddes, og hvornår de skal støttes. Her taler man om den røde linje: Hvis man er under den røde linje, skal man reddes, men hvis man er over den røde linje, skal man i stedet støttes.
Og jo længere tid man tager ansvaret for og redder et andet menneske, jo længere tid går der til den person begynder at overtage ansvaret for sig selv. Når en person begynder at overtage ansvaret for sig selv, sker helingen hurtigere.
Når man som ven bliver omsorgsfuld på den reddende måde og overtager ansvaret for problemet, bliver det menneske, vi prøver at redde, ansvarsfri og dermed mere hjælpeløs. Og er det en god ven, der gør det?
Der ligger nogle sekundære gevinster/belønninger mellem redder og offer, der gør, at man kan blive afhængig af at have en redder. Jo mere man bliver reddet, jo mere hjælpeløs bliver man. Og jo mere kalder man på en redder. Man kan give sin redder dårlig samvittighed, hvis han eller hun ikke (fortsat) redder vedkommende. Offeret kan via manipulative metoder gå over i forfølger/krænker-adfærd, og dermed give redderen dårlig samvittighed. Her bliver offeret følelsesmæssigt kapret.
Og nogle gange er det ikke kun offeret, der får krænker-adfærd. Nogle gange er det andre, der træder ind i drama-trekanten, og får krænker-adfærd ved f.eks. at give offeret ret, og sige til redderen, at det ikke er i orden ikke at ville redde offeret.
Der er også en bivirkning ved at være i redder-rollen. En god redder kan kun føle sig værdifuld, når han eller hun redder andre. Og redderen kan være så opmærksom på andres behov, at man tilsidesætter egne behov, og det kan være meget opslidende. Derfor kan reddere ofte blive syg, pga manglende egen-omsorg.
Forældre-rollen som redder
Et andet område, som er meget relevant ift drama-trekanten er, når forældre redder deres børn.
Hvis man tager beslutninger på ens børns vegne, som de er i stand til at tage selv, så går man ind og tager ansvaret fra dem. Og det er noget, der ofte sker. Børnene har som små været hjælpeløse, og forældrene tager dér det fulde ansvar. Men i takt med, at børnene bliver ældre, skal man huske ikke fortsat at redde dem, men at støtte dem og være omsorgsfuld. De kan mere, end man tror.
Et eksempel her kunne være: skal man køre sine børn til og fra skole og fritidsinteresser, eller skal de selv gå/cykle? I måske 95% af tilfældene gør man børnene en tjeneste, hvor børnene egentlig godt kan selv. Og måske derfor bliver vores børn mere skrøbelige og hjælpeløse? Fordi vi tager ansvaret for børnene, og gør dem hjælpeløse. Vi vil jo gerne hjælpe vores børn. Det giver os en god samvittighed. Men måske vi hjælper dem for meget? Og når vi hjælper vores børn for meget, får de heller ikke mulighed for at øve behovsudsættelse. Som forælder er det ikke vores opgave at løse alle vores børn problemer/udfordringer. Men i stedet skal vi give dem problemer/udfordringer, som de er i stand til selv at løse. På denne måde får de kompetencerne til senere i livet at løse problemer, der dukker op.
Hvad skal man så gøre?
Man skal forsøge at træde ud af rollen som redder i drama-trekanten, og i stedet blive den omsorgsfulde støtte og hjælper. Man skal kun agere som redder, når en person er i livsfare. Når en person ikke er i livsfare længere, skal man på en pæn måde sige fra og sætte grænser, så han eller hun påtager sig ansvaret for sig selv, og begynde at hjælpe sig selv.
Lyt til podcast-episoden ’Er du for omsorgsfuld’.
God fornøjelse!