Læring

PITAL står for "procesorienteret induktiv tilstandsbestemt actionlæring."

Det er en sammenkobling af kendte læringsformer, der i kombination udgør den cocktail, der er læringsfundamentet bag de uddannelser og processer, der udbydes af EmpowerMind i Danmark.

PITAL er udviklet af Jørgen Svenstrup gennem anvendelsen af ICC og siden ICI Coachuddannelsen som et eksperimentarium for læring gennem de seneste 8 år, og Jørgen Svenstrup, der sidder i HCN's internationale "Managerboard", deltager som repræsentant i den arbejdsgruppe, der skal sikre kvalitetsniveauet af de internationale HCN trænere fra hele verden.

Procesorienteret læring betyder, at individet er i centrum, og at læringen ligger i selve processen fremfor i resultatet.

Indenfor den procesorienterede læringsforståelse findes der igen forskellige definitioner og forståelser af læring. Den, der i PITAL tages udgangspunkt i, lyder:

 ”Læring er en kontinuerlig proces, der bygger på erfaring.” (Kolb, 1984)

Således indgår individet hele tiden i nye læreprocesser, hvorfor en eller anden form for læring/bearbejdning altid vil finde sted. Læringsprocessen er omfattet af stor kompleksitet, idet der ofte er tale om en omstrukturering af viden snarere end en supplering. Det vil med andre ord sige, at vi allerede har en viden, når vi skal tilegne os en ny.

Induktiv læring betyder, at læringen er erfaringsbaseret.

I den induktive læring uddrager den lærende viden og erkendelse fra vedkommendes egen erfaringsdannelse. Det kan enten være gennem tidligere erfaringer og eksperimenter i et givent læringsmiljø. Man slutter eller generaliserer altså fra de specifikke erfaringer i det almene.

Tilstandsbundet læring betyder, at vi lærer bedst i de omgivelser/tilstand, vi skal anvende læringen.

Forskningen har vist, at når vi skal anvende læring i et bestemt miljø, eller når vi er i en bestemt tilstand, så er det en fordel, at selve læringen foregår i et tilsvarende miljø eller tilstand.

Altså er det ikke optimalt at lære, hvordan vi skal reagere i stressede situationer, når vi er helt rolige, idet vi så ikke kobler læringen sammen med den tilstand, læringen skal anvendes i. På ICI Coachuddannelsen anvendes for eksempel frustration som læringstilstand, idet frustration typisk er den følelse, der følger et stærkt ønske om forandring.

Action learning betyder, at man lærer gennem at studere egen adfærd i mindre grupper.

Læringen foregår gerne gennem repetitioner, reflektion og feedback fremfor traditionel instruktion. Igennem actionlæring akkumuleres læring i gruppen, og fejl eksisterer derfor ikke... Kun læring.