'Du bliver hvad du tænker' bog skrevet af Jørgen Svenstrup!
Hvorfor i alverden skulle jeg læse den? For det første er jeg ikke den store læsehest og for det andet ved jeg sgu dag godt at 'du bliver hvad du tænker'. Det er jo det jeg har efterlevet i stor set hele mit voksenliv. Jeg anskaffede mig alligevel bogen som en gave til min hustru, måske jeg havde en bagtanke, men den har jeg glemt.
Forårssolen stod ind af vinduerne. Der var mødt mange spændte mennesker op til den første dag på coachinguddannelsen. Jeg var selv en af dem. Jeg havde sparet pengene op og glædede mig til at blive klogere på, hvordan jeg kunne guide andre mennesker til et mere positivt liv og til at følge deres drømme. At jeg selv skulle gennemgå en stor positiv forandringsproces var jeg uvidende overfor.
Jeg blev fornyeligt spurgt om jeg ville være gæsteblogger for EmpowerMind. Det krævede ikke mange minutters overvejelse, - selvfølgelig vil jeg det. Samtidigt væltede tankerne ind, ”det kan du ikke”, ”det går aldrig”, ”du har jo ikke gjort det før”, og så blev det krydret med lidt jantelov ”hvem er du egentligt og hvad tror du lige at du kan bidrage med?”, ”det kan da godt være at andre har spændende nyheder som de kan dele gennem en blog, men hvad har du at byde på?” Smak hvad skete der?
Tænk hvis det at være coach for en anden person er udviklende både for den, der coaches og for coachen selv?

Fantastisk, succes, tænkte jeg, da Lene kom med sine umiddelbare udtalelser efter tre kvarters coaching: ”Det her kan jeg bruge til noget” – ”hvor er jeg priviligeret at få dette her stillet til rådighed.”
Hold op, hvor har jeg slæbt rundt på meget støj, og mærkeligt nok først opdaget det, da støjen langsomt forvandlede sig til indre ro. På første dag på mentaltræneruddannelsen bliver vi bedt om at lukke øjnene og tænke på ingenting. Prøv det selv et øjeblik… Måske reagerer du ligesom jeg med at grine, når du igen åbner øjnene og konstaterer, at det ikke er muligt.
’Når du ser et stjerneskud…’ – for mange er Jesper Fårekylling den naturlige association her, og måske stjerneskud du faktisk har set en gang, hvor du ønskede noget. Noget, du virkelig gerne ville have i dit liv, men som forekom urealistisk.
I sensommeren 2008 blev jeg ud af ingenting hasteindlagt på et hospital i Jylland med beskeden:
”Du skal opereres hurtigst muligt, ellers mister du synet”.
I en alder af 40 år startede jeg på den fireårige læreruddannelse i Nørre Nissum i Lemvig! Et stort skridt i en forholdsvis sen alder, ”den lå ikke lige til højrebenet”, som man siger i sportsverden!
Som antropologistuderende er jeg selvsagt interesseret i mennesker. Hvordan mennesker lever, bor, arbejder, bruger naturen og meget meget mere. Kort sagt alle de forskellige ting som vi mennesker nu en gang foretager os. Der er dermed mange aspekter at tage fat i.
Den 21. oktober mistede jeg min identitet. For en stund. Tæppet blev revet væk under mine fødder, og jeg vidste ikke længere, hvilket ben jeg skulle stå på. Mit hoved var et stort kaos af forskellige tanker og følelser, som jeg ikke rigtig kunne gribe ordentligt fat i eller forstå.
Jeg var 34 år og sikker på, at jeg var en kvinde som aldrig ville slippe fri af mit dårlige selvværd. Det var hvem jeg var, og det var blevet en del af min identitet. Det var begrænsende og smertefuldt, men jeg var fuldstændigt overbevist om at det var noget, som ville følge mig resten af livet. 
Vi har dem alle sammen. I vores nattesøvn og i vores små stunder for os selv; drømmene. Drømme der får os til at tænke stort og blive glade. Drømme der er et mål, og en drøm om at se sig selv i en bestemt situation. Drømme gør os levende, menneskelige og følsomme, og derfor kan det være angstprovokerende og udfordrende at gøre sin drøm til virkelighed. Men følelsen når man har gjort det, og ens drøm er blevet virkelig - det slår alt!
For få år siden oplevede jeg mit livs største udfordring. Jeg var gået i stå. Helt i stå. Både uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og privat. I stå. 
”Nå”, var der en god bekendt der sagde med et varmt og bredt smil, ”så blev planen rykket frem…”.
Overbevisninger er i min verden ganske så definitive. Når jeg er overbevist om noget, har jeg erkendt det til en sandhed. Noget eller nogen har gjort en fornuftgrund for min overbevisning. Hvor kommer de fra mon? Og hvad skal jeg stille op med dem? Det er noget som har optaget mig meget de sidste mange år. Jeg vil gerne dele nogle af mine tanker med læserne.
Det er et øjebliksbillede. Selve certificeringsforløbet er sin egen historie, der på mange måder er vanskelig at beskrive. Måske, med tiden, finder de rette ord for udviklingen, læringen og de emotionelle oplevelser sin vej til tastaturet.
For et år siden sagde jeg mit gode, spændende, udfordrende og godt betalte job op!
Side 2 ud af 2

MEST POPULÆRE

NYESTE BLOGINDLÆG