Kender du følelsen af at du gerne vil hjælpe og please andre, men at du af og til glemmer at tænke på dig selv? Måske er det gået hen og blevet en vane for dig, således at du helt har glemt, hvad du gerne selv vil og hvad der giver dig energi?

Jeg har for nylig været til et foredrag om positiv psykologi, hvor ordet mekaniker blev brugt som billede på, at vi arbejder på at udbedre fejl i "motoren". Det er helt naturligt for vores hjerne at vurdere farer og trusler hele tiden. Den er ikke vant til at tænke på fremtiden og forestille sig noget der ikke er sket endnu. Det er til gengæld din fordel, for det gør dine muligheder for at forme din fremtid bedre. 

Det at rejse ud sammen i regi af Teamcoaching uddannelse hos EmpowerMind.

Nu er rejsen så nået til 4. og sidste blog. Her er det måske er meget belejligt at genbesøge overskriften, der startede det hele - "det at rejse ud sammen" og spørge os selv, hvad har vi så set og erfaret på vores teamcoaching uddannelse hos Empowermind og ikke mindst i team øst.

Coach-Club hos EmpowerMind svigtede mig ikke. Jeg fik præcis, det med hjem jeg søgte. Næsten ingen kendte hinanden, og alligevel var der ingen overfladiske eller ligegyldige interaktioner. Min nysgerrighed skulle få næring. Jeg bruger de samme 5 værktøjer, og stiller de samme 35 spørgsmål. Jeg behøver opfriskning, repetition

Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.

Mette: ”Kender vi kulturen i teamet?”

I vores andet blogindlæg skrev Malene om vigtigheden af at måle "temperaturen" i vores teams for, at imødekomme udvikling af et team til et High- performance team.

Jeg kom kørende ad motorvejen på vej hjem fra et aftendyk i Helsingør, da der pludselig stod mennesker midt på vejen. Det viste sig senere, at de havde tabt en cykel og besluttet sig for at stå ud af bilen for at hente den. Det sker – heldigvis – sjældent, at man støder på gående på en motorvej, så jeg trak pænt ud i overhalingsbanen og kørte uden om dem.

Den sætning blev præsenteret for mig af Peter A.G. forleden dag i radioen. Ahh Peter, det hedder det da vidst ikke - en kæde er ikke stærkere end det svageste led. Eller hvad? Sætningen er yderst interessant i en coaching sammenhæng, tænker jeg.

I det tidligere blogindlæg skrev Jacob om den opgave, der ligger i at fornemme, hvor de enkelte teammedlemmer er undervejs i processen, i denne blog vil vi se mere konkret på, hvordan det kan foregå.

Et af mine store ønsker med uddannelsen var at blive mere rummelig og blive en så lærerig faderfigur som muligt. Med 4 små børn er mit ansvar stort. Jeg får en stor indflydelse på deres liv og deres livskvalitet. Efter opstarten på uddannelsen virker rollen ikke så stor som før. Ikke at min indflydelse er blevet mindre eller at mit ansvar er blevet mindre – tværtimod.

Det har lige været fastelavn. Mange af os forbinder det nok mest med fastelavnsboller, masker, mere eller mindre fantasifulde udklædninger og slå-katten-af-tønden-arrangementer for børn. Sådan lidt Halloween 1.0. Men oprindeligt er den larmende fastelavn indledningen til fastetiden. En stilhedens og eftertænksomhedens tid, klædt i melankolsk violet. En tid med afkald og afsavn.

Dét at starte op på coachuddannelsen var for mig et stort ønske. Jeg havde undersøgt en del omkring diverse tilbud og fandt frem til at uddannelsen hos EmpowerMind var den, som jeg fandt mest interessant. At den ikke var så rammesat og fastlåst, som de andre uddannelser virkede til at være, var tiltalende. I en verden i evig forandring, er jeg overbevist om, at min tilgang til coaching også må være det.

Når jeg tænker tilbage på det sidste års tid og ser på hvor jeg er i dag, er der godt nok sket meget. Sidder ved mit ny-indkøbte skrivebord på gangen i mit hus, og er ved at forberede et liv som selvstændig ledelsesrådgiver. Hvem havde nogensinde troet det om den generte Morten fra Erritsø, der har prøvet ikke at "stikke for meget ud".

Tænk hvad en uddannelse som coach egentlig sætter gang i!

Nu hvor uddannelsen er overstået har jeg det lidt ligesom Neo i Matrix filmene. Jeg har spist den røde pille og oplever nu verden på en helt anden måde. Du kan også sige at regnbuen har fået flere synlige farver for mig. Jeg er simpelthen blevet reddet fra mig selv og nogle af mine begrænsende overbevisninger.

Hvordan sikre vi os mest mulig energi til at opnå vores ønskede udvikling?

En del af de drømme vi har forbliver måske drømme, fordi vi automatisk ser dem som uopnåelige?

For nogle år siden havde jeg et rigtig kedeligt ry, som en person der var både arrogant, kølig og generelt uinteresseret i andre. I tillæg til det, havde jeg også ”en skarp tunge”, og fik ofte sagt noget uovervejet, som kunne virke både sårende og stødende på andre. Da det gik op for mig, at det var sådan mange så mig, gjorde jeg op med mig selv, at jeg ville forandre mig. De følgende år arbejdede jeg derfor meget med min adfærd over for andre mennesker.

Hovedet blev tomt, mit blik søgte hendes og spørgsmålene blev kastet hid og did mod kvinden overfor. Hendes svar blev ikke udgangspunkt for det næste spørgsmål, jeg stillede. – Hvad foregik dér? Jeg anede det knap nok selv! For det var da mig, der sad der i den ene stol midt i min egen certificering som ICI coach. Eller var det nu også det? Jeg vidste det dårligt nok, og minutterne føltes som sekunder, da mit blik faldt på uret – 15 af de 30 minutter en coaching max. må vare i forbindelse med en certificering var gået…Hvor var de blevet af, hvad havde jeg brugt dem på?

Der er 2 minutter til Preview på årets Europamesterskaber i LineDance i Holland. Jeg har taget den kjole på, som jeg har besluttet mig for at tage på til den første dans, så jeg er helt klar til at give den gas...

Kender du det: En, du kender, har det svært, og når du spørger:” Hvordan kan jeg hjælpe dig?” er svaret (hvis der kommer et): ”Det ved jeg ikke”. Alt, hvad du gør, er forkert, og du bliver lukket ude? Det kan være hårdt og opslidende.

Hvad er stress egentlig? Hvad sker der? Og hvorfor egentlig lige mig? Hvad hvis jeg bliver sygemeldt, hvad gør jeg? ... Og hvordan kommer jeg videre, er der håb forude?