At gøre sin drøm til virkelighed Morten Sponholtz
01 Dec

At gøre sin drøm til virkelighed

Vi har dem alle sammen. I vores nattesøvn og i vores små stunder for os selv; drømmene. Drømme der får os til at tænke stort og blive glade. Drømme der er et mål, og en drøm om at se sig selv i en bestemt situation. Drømme gør os levende, menneskelige og følsomme, og derfor kan det være angstprovokerende og udfordrende at gøre sin drøm til virkelighed. Men følelsen når man har gjort det, og ens drøm er blevet virkelig - det slår alt!

Jeg har personlig altid haft en drøm om, at blive iværksætter. Være herre i eget hus og bestemme præcis, hvor min virksomhed skulle hen og fokusere på. Jeg har haft gode ideer, dårlige ideer og urealistiske ideer. Jeg er dog altid blevet bremset i troen på egne evner. Hvad kan jeg egentlig, som andre vil bruge tid og penge på? Men så mødte jeg coaching. 

Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde flow og flair for coaching. Jeg havde kompetencer og kvalifikationer til at hjælpe andre videre og give dem spørgsmål, som de ikke selv havde tænkt over. Jeg fandt ud af, at jeg positivt kunne hjælpe min omgangskreds med at se verdenen fra et andet perspektiv, og det kick jeg fik, når jeg kunne se, at mine spørgsmål kunne rykket et andet menneske var stort!

LÆS OGSÅ: Jeg tog springet og mødte min fordom

Der er derfor i løbet af det sidste års tid, sket en sammensmeltning mellem min drøm om at være iværksætter og certificeringen som coach. Visioner, tanker og processer førte mig ind på, hvad jeg gerne vil bidrage med og hvorfor netop jeg mener, at jeg har noget at byde på. Jeg er af den overbevisning, at udvikling og ideer med udgangspunkt i ens eget erfaringsgrundlag, er dem som er stærkest og kan holde. 

Mit eget studieliv har været en god cocktail af forskellige studier, studieretninger og forkerte fag. Set tilbage ville jeg gerne have haft sparring og udfordring i hvad jeg gerne ville med mit liv og uddannelse. Jeg manglede især fra studievejledere og et generelt samfundsperspektiv, at der var nogen der gik mig på klingen og udfordrede mig om hvad jeg gerne ville. Havde jeg dog bare fået et spørgsmål á la: ”Hvor ser du dig selv om 10 år?” Eller ”Hvis du ikke skulle tænke på penge eller nogen andre, hvad vil du så allerhelst arbejde med?”. Men der var ingen der spurgte. Kun pres og forventning om, at vi unge skulle tage en videregående uddannelse med højt gennemsnit og gode arbejdsmuligheder. Mine egne erfaringer og mangel på sparring blev min drivkraft og idegrundlag for at udvikle min egen coachingvirksomhed: Ungdomscoaching.com. 

 

 

Ungdomscoaching.com er oprettet med det soleklare formål, at skabe rum og plads til, at unge og studerende selv kan finde pladsen i deres eget liv og egen livsverden. Jeg tror på, at de selv er eksperter i deres eget liv, følelser og drømme. Jeg har derfor ikke nogen agenda om, at skulle have flere på videregående uddannelser, nej! Jeg vil gerne have flere unge mennesker, der får følt efter og træffer deres egen beslutning om, hvad de vil med deres liv. Prøv at forestil dig et samfund, måske en utopisk tanke – men prøv, hvor alle lavede lige præcis det de gerne vil og ikke det der forventes de skal. Kunne det tænkes, at flere blev glade? Trivslen på arbejdspladserne steg og arbejdet ikke kun var for pengenes skyld, men også for én selv? Det er det budskab, som jeg gerne vil ud i verdenen med. Og jeg forsøger igennem min coaching og foredrag på ungdomsuddannelser og folkeskoler, at vende tanken om et karakterræs mod videregående uddannelser, til i stedet at være et ræs mod et godt liv. 

Så på trods af, at det har været udfordrende og indviklet, og jeg skulle sætte mig ind i diverse regler og forhold, så har det være det hele værd. Jeg har ført min drøm ud i livet, og det har gjort mig stolt af mig selv. At få følelsen af, at have lykkedes med at gøre hvad man ville og kickstarte en selv, det kan ikke beskrives. Men nogle gange skal man turde tabe, for at man kan vinde. Så nu har jeg sat det hele på et bræt og jagter min drøm; og gør noget som jeg gerne vil og er god til. Og skulle man falde og slå sig. Jamen så rejs dig op igen. Find stenen du faldt over. Saml den op. Kig på den, studer den og lær af den. Og så start med at løbe igen. For drømme er ikke til for at blive brudt, drømme er til for at drømme. 

 

 

MEST POPULÆRE

NYESTE BLOGINDLÆG