Et skub udover kanten
18 aug

Et skub udover kanten

At give slip er en af mine største udfordringer. Jeg kan godt lide at have en plan. Det til trods for at jeg gang på gang konfronteres med, at mine planer går i vasken. Jeg vil bare så gerne have det hele til at ”gå op”. Derfor glemmer jeg nogen gange at have det sjovt. Jeg er alt for fornuftig og tager tidligt hjem, fordi jeg skal op næste dag, selvom jeg egentlig hellere vil blive ude. Men hvor fornuftigt er det egentlig talt, at lade være med at slappe af og have det sjovt?

 

Min mor kalder mig Alfons Åberg. I børnebogen skrevet af Gunilla Bergström er den lille dreng Åbergs mest anvendte sætning ”jeg skal bare lige”. Selvom jeg ikke umiddelbart identificerer mig med den meget rundhovedede dreng, må jeg give min mor ret – Åberg og jeg har altid et eller andet på agendaen, der ikke kan vente. 

For cirka halvandet år siden foreslog en god veninde mig en ny studieteknik. Teknikken går ud på, at man læser koncentreret i 45 minutter, hvorefter man holder 15 minutters pause. Pausen falder uanset hvor langt man er nået. Jeg kunne næsten ikke få vejret ved tanken om at skulle gennemføre en studiesession på denne måde. Holde pause? Ellers tak. Nej jeg besluttede at holde hjertet i ro, ved at fortsætte med mine vidunderlige rutiner og læse fire timer i stræk. 

Mit hjerte forblev dog ikke helt roligt. For fire måneder siden tog jeg en stresstest på nettet. Jeg ved godt, at den slags tests ikke nødvendigvis er særligt videnskabelige. Alligevel blev jeg en smule overrasket, da jeg ud af 36 spørgsmål kunne nikke genkendende til cirka 30 symptomer på stress. Eller måske blev jeg egentlig ikke så overrasket. Jeg vidste godt, at jeg var en lille bitte smule presset. Okay for at være ærlig, meget presset. Stresstesten gav mig det sidste skub, og grænseoverskridende som det var, prøvede jeg studieteknikken, som min veninde tidligere havde foreslået. Det var ret slemt i starten. Uroen spredte sig i hele min krop, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Efter et stykke tid begyndte jeg dog rent faktisk at nyde mine pauser. De gav mig endda mere energi, når læsningen igen stod på. Det var faktisk ikke så slemt at give en lille smule slip, og tage det hele lidt mere roligt. 

Jeg bliver nok aldrig et menneske der giver fuldstændig slip, og kaster mig ud i livet med åbne arme. Det er stadig en kamp for mig at give slip, om end det kun er i små doser af gangen. Men det er en kamp, jeg selv ønsker at kæmpe. For min egen skyld holder jeg nu en pause en gang i mellem, og jeg kan faktisk godt lide det. Utroligt nok står verden stadig når pausen er forbi. Jeg har pludselig fundet tid til, at mentaltræne 15 minutter hver dag. Selvom jeg ikke altid synes, at jeg har tid inden, gør jeg det, fordi jeg ved at det på den anden side giver mig mere ro. 

På en måde kan jeg takke stresstesten. Den gav mig det skub der skulle til, for at jeg kunne tage skridtet udover kanten. Et skub som familie og venner længe havde prøvet at give mig, men som først virkede da det var min egen beslutning. 

Har du også brug for et skub? 

 

MEST POPULÆRE

NYESTE BLOGINDLÆG