Wednesday, 02 October 2019 11:05

Fra Certificeret Coach til selvstændig

Skrevet af
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Fra Certificeret Coach til selvstændig

Af Rikke Truelsen, certificeret Coach & webshop-ejer

Tillykke! Du er nu certificeret coach. YES. Du vil gå selvstændig. Og hvad så nu? Hvordan gør du? Hvordan starter du? Hvad er det første skridt, du kan tage? Der kan være mange spørgsmål om dét at gå selvstændig coach. Svarene finder du inspiration til i denne lille artikel.

Hvis vi starter fra begyndelsen: Hvad er det vigtigste at tænke over, før du overhovedet går i gang med at markedsføre dig selv som coach online?
Før du går i gang med at markedsføre dig som coach online, så tænk over, hvad det er, du vil med din coach-forretning: Hvad vil du tilbyde? Og til hvem? Altså:

  1. Hvad er dit produkt? Sæt dig ned og definér dit produkt. Er det coaching-forløb? Enkelte sessioner? Online coaching? Webinar etc.? Hvad vil du egentlig sælge?
  2. Hvem er din målgruppe? Har du en specifik målgruppe, du vil arbejde med fx ledere? Børn? Nyuddannede? Det kan også være folk, der ønsker mere glæde i sit liv, mere balance etc. Hvilke temaer og emner, synes du, er spændende – og hvem vil du arbejde med?

Når du har styr på dit produkt og din målgruppe, så hjælper det både dig selv i din markedsføring, men også dine kunder kan tydeligt se, om det du tilbyder, er det, de har brug for.

Når det så er sagt, kan du også vælge at gå mere nysgerrigt til værks. Er du ikke sikker på, hvem din målgruppe er, eller hvem du ønsker at coache, så tag et valg om at prøve noget af og se, hvem der kommer til dig. Man siger jo, at hvis du vil ramme alle, så rammer du ingen – men det kan jo være, at du kan bevise det modsatte?

En lille bonus refleksion:

Overstående handler om det konkrete og håndgribelige i din forretning, om dine produkter og din målgruppe. Om at få konkretiseret dine tanker og idéer. Men en anden vigtig ting, som du med fordel kan spørge dig selv om, inden du går i gang med at markedsføre dig online, er:

  • Hvorfor gør jeg det her?
  • Hvad er grunden til, at min virksomhed eksisterer?
  • Hvad er jeg virkelig passioneret omkring?

Altså find dit hvorfor. Enhver virksomhed springer ud fra et ønske om at gøre noget, der er større end en selv – hvad er det, du ønsker at gøre? At finde dit hvorfor handler ikke om at kigge fremad mod det, du gerne vil opnå, men derimod se tilbage: hvordan startede din glæde for coachingen? Hvad rørte det i dig?

Her gælder det om at stole på din mavefornemmelse. Når du har dit hvorfor, kan du hele tiden gå tilbage og minde dig selv om, hvorfor du startede din forretning. Det vil samtidig også blive nemmere for dig at træffe beslutninger, der stemmer overens med dit hvorfor. Dit hvorfor kan du også bruge i din markedsføring.

Hvilke medier giver det mening at overveje, og hvordan undersøger du, hvad der er mest optimalt?

De sociale medier er gode at overveje, når du skal markedsføre dig selv online. Det er en rigtig god idé at have gjort dig nogle tanker om din målgruppe, så du kan finde ud af, hvor den befinder sig henne.

LinkedIn er fx god til, hvis din målgruppe er virksomheder, eller hvis det, du tilbyder, er karriereorienteret. På Facebook befinder stort set alle aldersgrupper sig og er derfor god til de fleste målgrupper. Instagram er til det yngre publikum, og her ønsker folk gode billeder og inspiration. Der ligger analyser af danskernes medievaner, hvis du søger på nettet – så her kan du undersøge, hvilke medier der er optimale for dig.

Et lille tip, så findes der rigtig mange grupper på Facebook, som du med fordel kan melde dig ind i. Er din målgruppe fx hestepiger, findes der mange grupper, hvor netop hestepiger befinder sig. Vær en detektiv og søg på Facebook efter grupper – måske finder du noget, der er relevant?

Hvad skal du kunne? Og hvad giver det mening at få hjælp til, hvis du ikke kan det?

Jeg vil altid anbefale at starte med det, du selv kan. Hvis du ikke kan lave en hjemmeside, kan du måske starte på Facebook og dermed finde alternativer? Når du har fået omsætning, kan du få hjælp til at lave en hjemmeside – hvis du ønsker en.

Hvad du skal kunne, kommer helt an på, hvad du gerne vil med din coachforretning. Jeg vil anbefale dig at lave et need og nice liste over de forskellige opgaver i forbindelse med din opstart. Hvad der er need for dig – er ikke nødvendigvis need for mig. Jeg kender en, der kun har en Facebook-side og ingen hjemmeside, men for mig, var det et need at få en hjemmeside.

Så hvis du skal have hjælp, så få hjælp på need listen. Det kan også være, at du har nogle i dit netværk, der kan hjælpe dig. Eller nogle studerende, der kan hjælpe til en lavere pris end veletableret bureau.

Hvis du skal vælge et vigtigt første skridt – hvad er det så?

Det første vigtige skridt er at komme i gang. Komme i gang med det, du brænder for. Du kan ligge nok så mange planer. Forestille dig, hvordan det hele vil være. Tænke dig til, hvordan det kommer til at gå. Men når du går i gang, finder du pludselig ud af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Både for dig selv, men også for dine kunder. Hvad reagerer de godt på? Så gør mere af det. Hvad reagerer de mindre godt på? Så mindre af det.

Tro på dig selv, kom i gang med det du elsker og vis dem, hvor god du er. Al held og lykke samt god fornøjelse fra mig til dig!

Læst 755 gange Senest ændret Wednesday, 16 October 2019 06:38

MEST POPULÆRE

NYESTE BLOGINDLÆG