Mandag, 04 december 2017 22:16

Tag dig selv alvorligt! 2. del

Skrevet af
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

I vinterens tag-dig-selv-alvorligt indsats, er vi nået til at kigge på hvad det egentlig er der står i vejen for at vi gør det - tager os selv alvorligt.

Der er flere indre modstandere, og idag vil jeg introducere dig for den første.

Det handler om vores nedarvede behov for stabilitet og skyldes den måde, din hjerne er konstrueret på.

Hver gang du tænker tanker, skaber tanken biologiske spor i hjernen i form af neurale forbindelser. Forestil dig, at du ser en blomst for første gang og synes, den er smuk. I samme øjeblik vokser en nerveforbindelse i din hjerne ud som en kvist på en gren. Den bugter sig gennem hjernen og møder en anden kvist fra en anden gren. Idet de mødes, skabes en elektrisk forbindelse, som når du fører to elektriske ledninger sammen og en lille gnist opstår. Tanken er født. Det er smukt i al sin enkelthed, og det sker hele tiden – når du tænker nye tanker vel at mærke.

Din hjerne består af milliarder af neurale forbindelser

Med risiko for at forsimple, så består din hjerne grundlæggende af disse neurale forbindelser. Milliarder af dem. Du er ikke født med frygteligt mange, for i modsætning til simplere livsformer, der fødes stort set færdige, så er mennesket mildt sagt ukomplet, når det bliver født. Det betyder at de første mange år af dit liv er gået med at skabe nye neurale hjerneforbindelser, og den anden biologiske drivkraft, som vi skal kigge på i min næste blog, sikrer at det sker med stor hast. På et tidspunkt begynder produktionen af nye neurologiske forbindelser at stilne af. Det sker ikke på en gang, men gradvist som en parallel proces.

Gentaget tankeaktivitet får det neurale spor til at vokse

Allerede når du ser en smuk blomst for anden gang, dannes nemlig ikke en ny neural forbindelse, i stedet anvendes den allerede eksisterende neurale blomsterforbindelse igen, og når gnisten springer igen på den samme neurale rute, så styrkes forbindelsen. Rent fysiologisk bliver den en anelse tykkere, præcis som grøften, der bliver til en bæk ved øget vandgennemstrømning. Gentaget tankeaktivitet får altså det neurale spor til at vokse, og det vokser livet igennem med øget hast, idet de stærke neurale forbindelser tiltrækker mere tankemæssig aktivitet, ligesom vandet altid vælger det nemmeste sted at passere.

Læs også: 1, del af Tag dig selv alvorligt

Færre aktive neurale forbindelser når du er gammel

Springer vi 80 år frem i tiden fra dit fødselstidspunkt, hvor stort set al din adfærd har været vanebestemt i 60 år, så har du betydeligt færre aktive neurale forbindelser, der til gengæld er brede som brusende floder. Har du ikke spillet blokfløjte i 40 år, talt tysk i 30 eller tænkt på sex i 20, er de tre neurale bække om disse emner derimod blevet til indtørrede grøfter, og jo ældre du bliver, jo mere ændres dit neurale landskab hen imod få store vandløb med stor gennemstrømning.

Således starter din hjerne sit liv som et kolossalt floddelta, der vokser sig stadigt større og mere mangfoldigt, hvorefter vandet med tiden vælger de største vandveje, og hjernen slutter sit liv som Amazonas på en regnvejrsdag.

Ud fra et energimæssigt perspektiv er det hensigtsmæssigt nok, for det er nemmere for vand dovent at flyde på en bred vandvej, end det er at bryde nye grøfter i det hårde ler. Tidligere levede mennesket heller ikke mere end nogle få årtier, og da nåede hjernernes neurale mangfoldighed ikke at blive degraderet til indgroede gentagelseskanaler. Men det gør de i dag.

Hvad sker der med hjernen når aktivitet reduceres?

Forestil dig hvad der sker med en hjerne, hvor aktiviteten gradvist reduceres, så mindre og mindre områder af hjernen anvendes?
Når det handler om indtørrede grøfter, så er konsekvensen knastørre marker, visne afgrøder, hungersnød og død. Det samme gælder os som mennesker. Her er såvel hungersnøden som døden bare mental, og vi kalder det i stedet Demens og Alzheimer.
Her er den måske mest afgørende faktor i forhold til mental førtidspension, så derfor vil jeg gerne godt komme med et bud på, hvad der skal til for at sikre at det ikke sker. Det er nemlig ret simpelt. Vi skal sikre etableringen af nye neurale forbindelser i hjernen livet igennem, for der er intet til hinder for at en hjerne kan skabe nye neurale spor hele livet. Det er ikke gjort ved at løse soduko og krydsogtværs, for de aktiviteter - skønt de er klart bedre end ingenting - bliver også blot til neurale floder efter 20 års gentagelser. Nej, der skal konstant nye tanker og aktiviteter til, og det er nok det der er allermest udfordrende for mange ældre mennesker, for trygheden ved flodernes gentagelse er allerede etableret.

Løsningen er nye tanker og adfærd til livets sidste dag

Derfor er den eneste løsning at sikre konstant nyetablering af nye tanker og adfærd fra nu af og frem til livets sidste dag, og her er du oppe imod din indre biologis stræben efter og drivkræft mod det trygge ved stabilitet og gentagelse.

Vores biologisk betingede behov for stabilitet gennem gentagelser, gør os mere eller mindre "bevidstløse" i hverdagen, og den automatadfærd de fastlåste neuronspor afstedkommer, gør at mange af os ikke lytter til de behov og den feedback vi modtager fra os selv, når vi har gang i noget der ikke er hensigtsmæssigt for os. Og så er det vi ikke tager os selv alvorligt!

Gør ting du aldrig tidligere har gjort

Du kan begynde allerede idag ved at gøre en lille ting du aldrig tidligere har gjort, og sætte gang i produktionen af nye neurale forbindelser. I bogen "Tag dig selv alvorligt, der udkommer til næste år, får du den komplette guide til hvordan du kan (gen)lære at tage dig selv alvorligt - på trods af vores biologiske modstandere.

God fornøjelse!

Jørgen Svenstrup, MoPP

Læst 73 gange Senest ændret Onsdag, 06 december 2017 22:55
Jørgen Svenstrup

Tænk hvis det er nemmere end du går rundt og tror?

Relaterede artikler

MEST POPULÆRE

NYESTE BLOGINDLÆG