For få år siden oplevede jeg mit livs største udfordring. Jeg var gået i stå. Helt i stå. Både uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og privat. I stå.
Overbevisninger er i min verden ganske så definitive. Når jeg er overbevist om noget, har jeg erkendt det til en sandhed. Noget eller nogen har gjort en fornuftgrund for min overbevisning. Hvor kommer de fra mon? Og hvad skal jeg stille op med dem? Det er noget som har optaget mig meget de sidste mange år. Jeg vil gerne dele nogle af mine tanker med læserne.
En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.
Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt.
En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt. Som en lille test til mig selv, selvtilliden var jo høj, valgte jeg at finde på 10 emner fra dagligdagen for lige at tage temperaturen på situationen. Jeg havde en klar forestilling om at jeg skulle mærke en fantastisk moder-forherligelse ved gennemgangen af de 10 emner. Jeg har jo fokus på den coachende tilgang, højt lytte-niveau, spørgeteknikken i orden, understøtter bestemt fremdrift og vil det bedste for vores kære barn.Efter de første 3 emner hvor jeg hver gang tilføjede ”jeg er forfølger”, faldt humøret noget. Efter at have gennemgået de 10 emner havde halvdelen fået tilføjet enten ”jeg er forfølger” eller jeg er redder! Av, det gjorde nærmest ondt!Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne dramatrekanten i den grad komme snigende og jeg havde slet ikke set det? Ja, skal jeg være oprigtig kunne jeg hurtigt finde på rigtig mange gode undskyldninger, men det var naturligvis blot en måde at lindre utilfredsheden med mig selv.Heldigvis kender jeg opskriften på at bryde mønstre og vil over den næste tid glæde mig over at ændre på mig selv. 1. Første kræver det jo en bevidsthed – tjek! 2. Og så handler det om at træde UD!Måden jeg vil fastholde min beslutning på, skal drives af en daglig nysgerrighed over at finde ind til hvor og hvem Amelina er i dag, taler vi overhovedet samme sprog, eller påtvinger jeg hende mit verdensbillede? Her må jeg skrue gevaldigt op for lytte-niveauet og være ubetinget nærværende? Og så vil en smiley på en post-it, hængt op på badeværelses spejlet, minde mig om det hver morgen og aften Dertil vil jeg skrue op for anderkendelsen af det hun står for. Jeg er overbevist om at børn som udgangspunkt ønsker at samarbejde. Så når Amelina ikke lige gør som jeg siger, eller når jeg tænker ”det er ikke smart”, så vil jeg fortsat anerkende hendes bagvedliggende positive intention og almene behov for at udvikle sig. Hvordan kan jeg tro, at der kun er én løsning, som lige præcis er lig med mit verdensbillede!?Kan jeg vælge så ønsker jeg at min datter skal kunne sige ”mor, det er ikke i orden”, ”mor der lavede du en fejl”…. Og at jeg ikke lader mig kapre af mine følelser - for mor kan jo blive stødt! Eller trykker på automatpiloten fordi jeg ikke er nærværende. Jeg vil vælge at lytte, jeg vil vælge at anerkende, jeg vil vælge at møde hende, jeg vil vælge at samarbejde om fælles mål bygget på vores begges værdier.Hvor er det fedt, at jeg kan vælge!
En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt. Som en lille test til mig selv, selvtilliden var jo høj, valgte jeg at finde på 10 emner fra dagligdagen for lige at tage temperaturen på situationen. Jeg havde en klar forestilling om at jeg skulle mærke en fantastisk moder-forherligelse ved gennemgangen af de 10 emner. Jeg har jo fokus på den coachende tilgang, højt lytte-niveau, spørgeteknikken i orden, understøtter bestemt fremdrift og vil det bedste for vores kære barn.Efter de første 3 emner hvor jeg hver gang tilføjede ”jeg er forfølger”, faldt humøret noget. Efter at have gennemgået de 10 emner havde halvdelen fået tilføjet enten ”jeg er forfølger” eller jeg er redder! Av, det gjorde nærmest ondt!Hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne dramatrekanten i den grad komme snigende og jeg havde slet ikke set det? Ja, skal jeg være oprigtig kunne jeg hurtigt finde på rigtig mange gode undskyldninger, men det var naturligvis blot en måde at lindre utilfredsheden med mig selv.Heldigvis kender jeg opskriften på at bryde mønstre og vil over den næste tid glæde mig over at ændre på mig selv. 1. Første kræver det jo en bevidsthed – tjek! 2. Og så handler det om at træde UD!Måden jeg vil fastholde min beslutning på, skal drives af en daglig nysgerrighed over at finde ind til hvor og hvem Amelina er i dag, taler vi overhovedet samme sprog, eller påtvinger jeg hende mit verdensbillede? Her må jeg skrue gevaldigt op for lytte-niveauet og være ubetinget nærværende? Og så vil en smiley på en post-it, hængt op på badeværelses spejlet, minde mig om det hver morgen og aften Dertil vil jeg skrue op for anderkendelsen af det hun står for. Jeg er overbevist om at børn som udgangspunkt ønsker at samarbejde. Så når Amelina ikke lige gør som jeg siger, eller når jeg tænker ”det er ikke smart”, så vil jeg fortsat anerkende hendes bagvedliggende positive intention og almene behov for at udvikle sig. Hvordan kan jeg tro, at der kun er én løsning, som lige præcis er lig med mit verdensbillede!?Kan jeg vælge så ønsker jeg at min datter skal kunne sige ”mor, det er ikke i orden”, ”mor der lavede du en fejl”…. Og at jeg ikke lader mig kapre af mine følelser - for mor kan jo blive stødt! Eller trykker på automatpiloten fordi jeg ikke er nærværende. Jeg vil vælge at lytte, jeg vil vælge at anerkende, jeg vil vælge at møde hende, jeg vil vælge at samarbejde om fælles mål bygget på vores begges værdier.Hvor er det fedt, at jeg kan vælge!
Det er et øjebliksbillede. Selve certificeringsforløbet er sin egen historie, der på mange måder er vanskelig at beskrive. Måske, med tiden, finder de rette ord for udviklingen, læringen og de emotionelle oplevelser sin vej til tastaturet.
Video: De fleste opskrifter indeholder både det ene og det andet, hvis ikke også det femte og det sjette. Måske du også oplever de iblandt er uoverskuelige, og føler dig heldig, hvis du formår at fuldføre retten uden at springe en ingrediens over. Det samme gælder indenfor arbejdslivets jungle af metoder og opskrifter, med fokus på alt fra øget medarbejdertrivsel til indretningen af kantinen. Men hvad sker der hvis du glemmer et punkt. Falder korthuset sammen? Vil det kunne ses på bundlinjen?
Enhver forælder ønsker det bedste for sit barn - ja, hvem gør ikke det? Forventningerne er høje og til tider urimelige, når de små puslinger drager ud i den store verden, for at skabe deres eget billede af den verden, de nu engang er endt i. Den påpasselige forælder pakker dem ind i vat og fejer alle forhindringer væk, som skulle give dem styrke og mod på flere oplevelser. Dette sker selvfølgelig i den allerbedste hensigt! Problemet ligger dog i at DIN fornuft og DIT verdensbillede, ikke nødvendigvis stemmer overens med dit barns. Hvornår har du sidst spurgt?
Et skub udover kanten
At give slip er en af mine største udfordringer. Jeg kan godt lide at have en plan. Det til trods for at jeg gang på gang konfronteres med, at mine planer går i vasken. Jeg vil bare så gerne have det hele til at ”gå op”. Derfor glemmer jeg nogen gange at have det sjovt. Jeg er alt for fornuftig og tager tidligt hjem, fordi jeg skal op næste dag, selvom jeg egentlig hellere vil blive ude. Men hvor fornuftigt er det egentlig talt, at lade være med at slappe af og have det sjovt?
Min mor kalder mig Alfons Åberg. I børnebogen skrevet af Gunilla Bergström er den lille dreng Åbergs mest anvendte sætning ”jeg skal bare lige”. Selvom jeg ikke umiddelbart identificerer mig med den meget rundhovedede dreng, må jeg give min mor ret – Åberg og jeg har altid et eller andet på agendaen, der ikke kan vente.