Jeg husker stadig meget tydeligt den tirsdag i oktober 2012, hvor jeg var kaldt til møde hos min chef. Mødet var aftalt udenom vores almindelige møder, men det lagde jeg ikke så meget i.
30 minutter efter mødets start var jeg på vej ned til min lederkollega på etagen nedenunder. Jeg ville dele med ham, at det rigtig gode samarbejde vi havde haft i flere år, nu stod for at skulle stoppe til februar året efter.

Jeg har for nylig været til et foredrag om positiv psykologi, hvor ordet mekaniker blev brugt som billede på, at vi arbejder på at udbedre fejl i "motoren". Det er helt naturligt for vores hjerne at vurdere farer og trusler hele tiden. Den er ikke vant til at tænke på fremtiden og forestille sig noget der ikke er sket endnu. Det er til gengæld din fordel, for det gør dine muligheder for at forme din fremtid bedre. 

Det at rejse ud sammen i regi af Teamcoaching uddannelse hos EmpowerMind.

Nu er rejsen så nået til 4. og sidste blog. Her er det måske er meget belejligt at genbesøge overskriften, der startede det hele - "det at rejse ud sammen" og spørge os selv, hvad har vi så set og erfaret på vores teamcoaching uddannelse hos Empowermind og ikke mindst i team øst.

Da jeg gik i fjerde klasse, fik jeg at vide at jeg var dum. Udtalelsen kom fra min klasselærer, som var den højeste autoritet på den lille schweiziske skole jeg gik på – hendes ord var lov.

Den sætning blev præsenteret for mig af Peter A.G. forleden dag i radioen. Ahh Peter, det hedder det da vidst ikke - en kæde er ikke stærkere end det svageste led. Eller hvad? Sætningen er yderst interessant i en coaching sammenhæng, tænker jeg.

I det tidligere blogindlæg skrev Jacob om den opgave, der ligger i at fornemme, hvor de enkelte teammedlemmer er undervejs i processen, i denne blog vil vi se mere konkret på, hvordan det kan foregå.

Et af mine store ønsker med uddannelsen var at blive mere rummelig og blive en så lærerig faderfigur som muligt. Med 4 små børn er mit ansvar stort. Jeg får en stor indflydelse på deres liv og deres livskvalitet. Efter opstarten på uddannelsen virker rollen ikke så stor som før. Ikke at min indflydelse er blevet mindre eller at mit ansvar er blevet mindre – tværtimod.

Vi mødtes første gang i december 2016 til den første kursusdag som kommende teamcoaches hos Empowermind. Vi var alle fire modne, veluddannede og højt kompetente professionelle i hvert vores felt. Og tillige havde vi uddannelse og erfaringer som certificerede coaches. Vi kendte ikke hinanden. Vi havde tilmeldt os samme uddannelse. Og så boede vi alle fire øst for Storebælt – dét afgjorde at vi blev sat sammen og skulle udvikle et team.

Jeg var desværre voksen - ret voksen, som i 40 år gammel - før jeg fandt ud af og blev klogere på, at der var noget der hed introvert og ekstrovert. Og hold da op hvor ville jeg have været glad for at vide det som teenager!

Dét at starte op på coachuddannelsen var for mig et stort ønske. Jeg havde undersøgt en del omkring diverse tilbud og fandt frem til at uddannelsen hos EmpowerMind var den, som jeg fandt mest interessant. At den ikke var så rammesat og fastlåst, som de andre uddannelser virkede til at være, var tiltalende. I en verden i evig forandring, er jeg overbevist om, at min tilgang til coaching også må være det.

For nogle år siden havde jeg et rigtig kedeligt ry, som en person der var både arrogant, kølig og generelt uinteresseret i andre. I tillæg til det, havde jeg også ”en skarp tunge”, og fik ofte sagt noget uovervejet, som kunne virke både sårende og stødende på andre. Da det gik op for mig, at det var sådan mange så mig, gjorde jeg op med mig selv, at jeg ville forandre mig. De følgende år arbejdede jeg derfor meget med min adfærd over for andre mennesker.

Ordene er Britt-Maries. Hovedpersonen i Fredrik Backmans ”Britt-Marie var her”. Egentlig ikke en særlig god roman, efter min mening. Men den her passage står ret tydeligt for mig. Sikkert fordi jeg læste den, mens jeg tog uddannelsen som ICI coach hos Empowermind.

Traditionens magt har en særlig kraft. Det oplever vi for tiden med traditionen Nytårsforsætter! Men er den struktur vores kalender har defineret optimal for at vi når vores mål? Kan vi bedre nå vores mål om udvikling igennem andre traditioner?

I en alder af 40 år startede jeg på den fireårige læreruddannelse i Nørre Nissum i Lemvig! Et stort skridt i en forholdsvis sen alder, ”den lå ikke lige til højrebenet”, som man siger i sportsverden!

Som antropologistuderende er jeg selvsagt interesseret i mennesker. Hvordan mennesker lever, bor, arbejder, bruger naturen og meget meget mere. Kort sagt alle de forskellige ting som vi mennesker nu en gang foretager os. Der er dermed mange aspekter at tage fat i.

For få år siden oplevede jeg mit livs største udfordring. Jeg var gået i stå. Helt i stå. Både uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og privat. I stå. 

Overbevisninger er i min verden ganske så definitive. Når jeg er overbevist om noget, har jeg erkendt det til en sandhed. Noget eller nogen har gjort en fornuftgrund for min overbevisning. Hvor kommer de fra mon? Og hvad skal jeg stille op med dem? Det er noget som har optaget mig meget de sidste mange år. Jeg vil gerne dele nogle af mine tanker med læserne.

En reminder om, at jeg nemt kan blive del af dramatrekanten.

Jeg sad forleden og havde fornøjelse af at læse engelsk korrektur på Jørgens bog ”Tro på dit barn”. Sjove historier fra blot nogle få år tilbage om vores opdragelse af Amelina fik fornyet fokus og omtanke. Herligt at sidde med fornemmelse af at vi har og gør det godt.

Det er et øjebliksbillede. Selve certificeringsforløbet er sin egen historie, der på mange måder er vanskelig at beskrive. Måske, med tiden, finder de rette ord for udviklingen, læringen og de emotionelle oplevelser sin vej til tastaturet.

For et år siden sagde jeg mit gode, spændende, udfordrende og godt betalte job op!