Hvad skal der egentlig til, før man vågner op og stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvad vil DU egentlig gerne med dit liv?”

For mig var det desværre en lang tur med fysiske stress-symptomer, direkte feedback fra mine nærmeste om, at jeg var irritabel og havde kort lunte samt nogle ærlige medarbejdere, der gav udtryk for,  at de savnede den glade og positive chef,  de engang havde haft.

Efter en kort tænkepause var jeg simpelthen nødt til at fratræde min stilling og starte forfra. En stor og absolut ikke nem beslutning, men det var den rigtige for mig. Jeg tog ansvar for mit liv.

Hvordan kan det komme der til?

Ja, det er egentlig et godt spørgsmål, og der er nok ikke et entydigt svar på det, men i dag er jeg ikke i tvivl om, hvad det handler om for mit vedkommende.  Når jeg kigger tilbage på de sidste 30 år af mit arbejdsliv, er det præget af tilfældige muligheder, der er opstået og jeg har nok ikke på noget tidspunkt taget mig tid til at overveje, hvad JEG egentlig har lyst til og ikke mindst, hvad der betyder noget for mig og giver mig energi. Den ene mulighed har afløst den anden og bevares, det har da været mange år med masser af spændende og lærerige udfordringer, der – i al ydmyghed – har skabt mig en ganske fornuftig karriere med gode jobs. Det har bare ikke været bevidste valg og i bund og grund nok ikke MINE valg.

MEN for et halvt år siden skete der en række ting, der fik mig til at vågne op. Fysiske symptomer på stress, meget svingende humør og ikke mindst meget begrænset socialt overskud var helt nye sider af mig selv, som jeg aldrig havde oplevet før og det havde nok stået på i alt for lang tid.

Læs også: "Et liv på automatpilot"

Et par hændelser står meget tydeligt for mig…

Først og fremmest, så tog min fantastiske kone heldigvis fat i nakken på mig og holdt det berømte spejl op foran mig. Jeg syntes jo ikke selv, at jeg havde forandret mig, men en rigtig god snak en sen aftentime fik mig virkelig til, at få øjnene op for hvad jeg havde gang i og indse, at min situation ikke var holdbar. At hun blev vred og skuffet over, at jeg i en længere periode ikke havde delt med hende – eller nogen andre – at jeg rent faktisk havde haft trykken for brystet, søvnproblemer, hjertebanken og meget ustabil puls i et stykke tid, er ganske forståeligt. Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind? Sådan noget holder man ikke skjult for sine nærmeste.

Dernæst husker jeg specifikt en hændelse på kontoret, hvor en af mine dygtige medarbejdere sagde til mig, at hun savnede sin ’gamle chef’.  Jeg spurgte naturligvis, hvad hun mente med det, vel vidende at jeg nok ikke ønskede at høre svaret. Ved nærmere eftertanke vidste jeg jo godt, at jeg den senere tid havde haft utrolig lille tålmodighed, havde lukket mig inde på mit lille kontor og i bund og grund på ingen måde havde været den inspirerende og engagerede leder, jeg plejede at være. Umiddelbart slog jeg det hen med, at der var nogle vigtige strategiske ting jeg arbejdede på, og at det nok snart skulle blive bedre. Sådan skulle det dog ikke gå – jeg blev mere og mere opmærksom på min egen ageren og kunne godt mærke, at jeg ikke var den bedste udgave af mig selv. Dette kulminerede da jeg en dag gik ud af et møde med mine nærmeste medarbejdere og reflekterede over, hvor negativt og ukonstruktivt jeg havde optrådt i mødet. Det var bare ikke i orden og dagen efter ’trak jeg stikket’, og meldte mig syg.

Kort tid herefter valgte jeg at fratræde min stilling som HR-chef og starte forfra.

I disse tider er der stor fokus på stress på arbejdspladserne, og at medarbejderne skal være mere robuste for at kunne forholde sig til de mange forandringer, der er på langt de fleste arbejdspladser.  Personligt ville jeg ønske, at jeg havde haft den indsigt jeg har i dag omkring Mental Robusthed, hvilket helt sikkert kunne have ændret forløbet markant, men ikke slutresultatet.

Læs mere: Mental Robusthed

Jamen, hvad så nu?

Det var helt klart tid til at genopfinde mig selv, men det var også vigtigt for mig, at det ikke gik for stærkt. Denne gang skulle jeg virkelig tænke mig om og træffe valg baseret på mine personlige værdier.

I den første tid efter min sygemelding gik der rigtig meget tid på mental restitution, og her hjalp mentaltræningen mig helt enormt. Muligheden for at tage 10-15 minutter ud til blot at lytte til en lydfil og ikke skulle tage ansvar for noget som helst, var ganske enkelt befriende. Et effektivt værktøj til at få fat i de positive tanker og fokusere på det jeg gerne vil opnå, og ikke det jeg vil undgå.

Samtidig blev tiden brugt på at definere hvilke værdier, der er vigtige for mig i mit fremtidige arbejdsliv, og hvorledes jeg kan få det opfyldt. I denne periode fandt jeg virkelig ud af hvor stærkt mit netværk er, og ikke mindst hvem, der er der for mig når der er brug for det. Jeg kunne sagtens sidde og tænke en masse tanker selv, men det var først da de blev testet af på andre, at det virkelig rykkede. Samtidig har min familie været en helt fantastisk støtte, og jeg har helt sikkert ikke været nem at omgås i perioder, men de har givet mig plads og samtidig opmuntret mig til at tage den tid det nu tager til at træffe de rette valg.

For første gang i 30 år føler jeg, at det er mig – og min familie - der har styringen over vores liv, og det er en helt fantastisk følelse. Har jeg fortrudt, at jeg sagde farvel til den gode stilling med den gode løn? Nej, absolut ikke og jeg under alle, at få muligheden for en ’time out’ til virkelig at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem….. jeg er taknemmelig.